Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser

Hvedekorn, nr 2 / 2012 / Diverse / 64 sider
Rosinante & Co / Samleren. ISBN 9788763823975
Anmeldt 21/7 2012, 11:11 af Bente Fredslund Kristensen


Hvedekorn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Årets anden udgivelse af tidsskriftet for kunst og poesi, det legendariske Hvedekorn, byder trofast på en god blanding af debut og erfaring, af de fineste kornsorter og de mindre fine. Ikke at det kan kaldes skidt, dertil er smagsprøverne for korte til at man for alvor kløjs i det. Men lad os fokusere på det bedste.

Maja Lee Langved, født 1980, hvilket i Hvedekorns sammenhæng betyder, at hun efterhånden er en garvet bidragsyder siden 2005, indleder med et spørgeskema: “20 nye spørgsmål til min biologiske mor”. Heraf kan udledes, af hun tidligere har stillet 20 spørgsmål. Det skete i den digteriske debut, Find Holger Danske fra 2006, hvori hun behandler adoption og integration, med indlemmelse af sine egne adoptionspapirer fra Sydkorea.

Spørgeskemaet som litterært middel låner Maja Lee Langvad fra Max Frisch, hvis lille Spørgeskemaer Langvad også oversatte i 2008. Som hos Frisch virker det fantastisk godt: sidestillingen af spørgeskemaets kontante og kyniske form med den dybe eksistentielle undren og identitetsafdækning. Stilen er kontant, qua sin form, men også humoristisk i paradokset mellem det helt personlige spørgsmål og det kyniske skema: “6. Ville du ønske, at du havde bortadopteret en af mine søstre i stedet for mig? Hvis ja: hvem?” Og sådan fortsætter det, med en fin balanceret ironi. Hvedekorn har klart fanget en upcoming rebelsk lille darling dengang i 2005. Hold øje med hende, den Langvad.

Fremhæves skal også Tine Høeg, født 1985. Hun debuterede i 2011 i Hvedekorn, så hun er ganske spæd. Digtet “Besøg” er klart det bedste fra hendes hånd i denne udgave. Bo Hr. Hansens, 1961, er også selvfølgelig ganske suveræn med sine fire digte, der på Bo Hr. Hansen’sk vis kredser om døden på en tilbageholdt motorcykelsfrihed måde, her et uddrag af “Fastholder”:

“... I den sidste tid har jeg forandret mig - er lettet / men alligevel tung / om hjertet eller hvad musklen hedder / som jeg ikke længere har / efter jeg blev en del af det største fællesskab / der findes eller måske netop ikke findes / Jeg findes du findes han hun den det de I findes / ikke mere / ikke mere / har jeg lyst til at gentage/ for at sige min stemme er her...”

Og så er der jo de små udklækkede debutanter, som er Hvedekorns og vi andres fremtidige litterære levebrød. Hvem der knækker halsen i andegården og hvem der flyver højest om et par år, vil jeg ikke spå om. Men fine indslag fra: Karoline Wolsing Wullum, Mare-Louise Hansen, Nanna Damsgaard-Larsen, Camilla Kikkenberg og Dea Sofie Kudsk. Sidstnævnte starter ganske forrygende med sætningen “Jeg kan godt lade som om jeg er mere fra landet end jeg er” og fortsætter så derud af i den originale “Tomatplante”.

Til slut en salut til Nikolaj Zeuthens “Svømmehalsdigte”, af henholdsvist seks baner og ti baner, frem og tilbage. Gentaget: “det er lidt kedeligt at svømme / emmøvs ta tgiledek tdil re ted”. Med fare for at gentage mig selv: !tros etsenif fa nrok. Vi venter med længsel på næste bane til efteråret.


Forrige anmeldelse
« White Girl «
Næste anmeldelse
» Dughærget pupil accelererer tu... »


Flere lyrikanmeldelser...