Hvert år håber jeg, at der udkommer en digtsamling, som får lov til at sætte en dagsorden i den brede offentlighed. Det har altid været en digters adelsmærke at kunne indkapsle tidens særlige stemning og således være karakteriserende for sin egen periode. Sidste år blev dette håb indfriet, da Yahya Hassan om nogen blev katalysator for indvandrerdebattens evigt aktuelle emne. En ung digter stod frem, satte lyrikken i højsædet, men blev samtidig centrum for debatten med sin energiske tone og poetiske bevidsthed.

Selvom jeg håber på det, så får Theis Ørntofts nye digtsamling nok ikke samme status. Og det er ærgerligt. Det er nemlig en forbistret god digtsamling, som tematisk er aktuel, og sprogligt holder hele vejen. I 2009 udgav Theis Ørntoft sin debutsamling “Yeahsuiten”, der var en slags poetiske dagsbogsnotater om et jeg, der opfattes som en social konstruktion. Jeget causerer over sin rodløshed og sin coolness, i et sprog, som var sjældent set lækkert. På den måde levede samlingen op til det indledende slogan fra Bob Dylan: “Play it fucking loud”! Men hvor debutens digte alle spillede på en ens struktur - en dagbogsskitse, nogle dialogiske fragmenter og/eller udbrud, samt en afsluttende metafysisk/eksistentiel kommentar - er Digte 2014’s digte meget divergerende og har ikke nogen klar sammenhæng. Når man åbner bogen kastes man direkte i vælten - uden overskrift, motto eller blot de obligatoriske biografiske fakta (som her er placeret bagest). Ørntoft har samlet en række digte, men jeg ser det som et udpluk af en længere stream-of-consciousness, hvor digtene udgør en del af en større helhed: den daglige sprogliggørelse af verden. Værkets titel, Digte 2014, ligger sig i en betydelig litterær tradition for kølig titulering. I den danske litteraturhistorie har vi set så betydningsfulde digtere som Oehlenschläger og Johs. V. Jensen udgive digte under titlen Digte 1803 og Digte 1906. Ørntoft kan altså ikke anklages for mangel på selvtillid!

Værkets tone
Ørntofts digte kredser om klimakrisen og de problemer, der lægger sig i forlængelse heraf. Derfor kan han lakonisk udbryde “For mig er samfundene døde”. De sproglige finurligheder fra “Yeahsuiten” er ikke længere bare yndig staffage, men alvorlige primalskrig fra en bekymret bevidsthed. Ørntofts modenhed kommer til udtryk i den afklarede voksne tilgang, han møder krisen med: “Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet / ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker / jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind”. Det skyldes måske, at Ørntoft er klar over, at krisebevidsthed kan være et udtryk for både realitetssans og overdreven frygt: “Min katastrofebevidsthed / er uendelig fin / men næsten ubrugelig”.

Men tag dog ikke fejl. Ørntoft skriver stadig brandlækkert. Det er en litterær nydelse at læse digtene, som snor sig over siderne. Ørntoft springer ubekymret mellem den apokalyptiske krisebevidsthed (som eksemplificeret ovenfor) og det stærkt abstrakte og legesyge sprog. Et eksempel på det sidste: “... soldaten suges ind i tunnellen der løber gennem Rambos øje / ind i skoven / hvor vennerne ligger i små lyserøde kar / og klipper huller i hinandens hud / så ørred og laks springer”, der er Ørntofts beskrivelse af den mest interessante scene i Rambo. Unægteligt besværligt helt at afklare betydningen. De postmodernistiske kvababbelser får også frit løb i det sidste langdigt, hvor Ørntoft udspyder: “dj kæmpefar / dj flydende noiagratin / spil hellere vof vof på din hundeguitar”, men gåden peger mod en opløsning i på næste side, hvor der står: “Læg dig selv i natostilling og gø mod himlen / vof vof / anarki i alle atomer / arktisk kommando”. Digtet bevæger sig mod en afklaring, men hvis ikke man kan finde nogle tolkningsnøgler, kan man jo altid nyde den politiske kritik; den humoristiske polemiske kritik er nu engang altid en fornøjelse.

Igennem min læsning lavede jeg et væld af markeringer, understregninger og notater i marginen. Men egentlig er det unfair at citere så løsrevet, som jeg ovenfor har gjort, for Ørntoft har sin store styrke i sin fortrinlige komposition, hvor han med sin musikalitet har en fornem fornemmelse for digtets længde og rytme. Et eksempel gives her i sin fulde længde, nemlig ved det digt, der efterfølgende er blevet min personlige favorit:

“Lad os sige, partipolitik er en realitet.
Lad os sige, gråvejret er nærmere gult
lad os sige, det er eftermiddag
med en tro på realiteter
jeg ligger et sted iblandt dem og ser Game of Thrones
hvor netop nu
seriens retfærdige helt får hugget hovedet af.
Han får simpelthen choppet bollen af.
Det giver ingen mening
hvorfor skal denne mand dø?
hvorfor skal vi mennesker dø?
eller lad os sige: jeg ligger og hører hip hop
i radioen, i parken, i Mælkevejen.
Nogle børn løber rundt og leger
den nærmeste stjerne lyser ned på græsset
og gør det frodigt med sine klare stråler.
Jeg forstår ikke dem, der sætter børn i verden i dette årtusind.
Eller hvorfor ikke sige: det er en vinternat, vi er til fest
vi går ud på altanen, trækker væk fra musikken
det var en træls oplevelse at vokse op, siger hun
og puster røg ud over stjernehimlen
mine børn skal slet ikke vokse op, siger jeg
de skal vokse væk, langt væk ad vandret
ind gennem oversvømmede koordinatsystemer
og ud over grænser for subjektivitet
planterigets triumf bliver total, siger jeg
og lader som om det er noget
jeg har fundet på.”

Theis Ørntoft har ikke begået en digtsamling, som er unik i sin tematik (jf. Thomas Bobergs præcise kritik på Promenaden-bloggen). Ej heller en digtsamling, som på enestående vis knytter det samfundspolitiske med det skrøbelige jeg. Men han har skrevet en række elegante digte, der gør sin gerning på læseren, nemlig begejstrer.