Adda Djørup undersøger i sin nye novellesamling Poesi og andre former for trods, hvad trods kan som følelsesmæssig og litterær strategi. Bogen indeholder 16 noveller og afsluttes med et digt om søvnløshed. Kvinder og mænd i forskellige aldre befinder sig realistiske situationer, hvor en pludselig indskydelse, et anfald af kådhed eller et glimt af galskab får normaliteten til at slå sprækker.

Adda Djørup debuterede i 2005 med digtsamlingen Monsieurs monologer og har bl.a. skrevet novellesamlingen Hvis man begyndte at spørge sig selv (2007) og romanen Den mindste modstand (2009). Adda Djørups forfatterskab er karakteriseret ved forfatterens leg med genrer og udfordring af genrekonventioner. Med sproget udfordrer hun grænserne, og hun skriver med en fandenivoldskhed på en følelsesskala fra sorg til triumferende munterhed. Novellerne er forskelligartede, har varierende længde, men den fælles tematik er trodsighed, der viser sig f.eks. impulsivt, triumferende, stædigt osv. Poesi og andre former for trods rummer flere litterære referencer, tydeligst er det i novellerne med titlerne ”Der er ingen ende på Paris” og ”To The Lighthouse”, som er litterære hilsner til Ernest Hemingway og Virginia Woolf.

Impulsiv og triumferende trods
Hvilke former for trods er det så karaktererne møder sorgen, smerten, ulykken, angsten for døden og modgangen med? Der er f.eks. den impulsive trods i novellen ”Arthur”, hvor en ung brud har besluttet sig for at gøre alting for tidligt i forsøget på at leve fuldt ud. I novellen ”Vesterhavet” møder vi lastbilchaufføren, som gør status over sit liv og i et anfald af kådhed giver de svin, han kører med, coke og lukker dem ud på en golfbane, selvom konsekvensen er, at det smadrer hans eget liv:

”Jeg sad på taget og hørte hvordan svinene blev urolige, jeg gav dem et par minutter til og kørte rampen helt ned. De væltede ud i røven på hinanden. De hylede og gryntede og rullede sig i græsset og lavede rejehop og sprang på hinanden og galoperede ud over banen i alle retninger.”

En dansk kvinde er til konference i Paris og har en natlig affære med en mand, hvilket udvikler sig på en måde, hvor hun ender med at skyde ham i selvforsvar. Dermed forvandles hun fra offer til kvindelig jæger - á la Karen Blixen – der triumferende betragter sit trofæ:

”Jeg kigger på de glatte lår og igen på de store stærke fødder. De er fantastiske. Sikke fødder. Ømhed og stolthed – det er præcis hvad det er. Er han måske ikke mit værk? Det er han da. Og nu må Baronessen af sted, siger en glad og flabet stemme inde i mig. Jeg rejser mig op og stikker tingen i tasken, låser mig ud og låser efter mig”.

I novellen ”Poesi” er Adda Djørups yngre forfatterjeg til poesifestival, hvor hun fascineres af digterdivaen Clair Connoly, som efterfølgende sender den unge forfatter et brev, hvori hun degraderer hende fra digter til prosaist. Senere bruger forfatterjeget brevet til at antænde skrivegnisten, slå trodsigt overbærende ud med armene og åbne en flaske vin, hver gang hun møder modstand i sit skrivearbejde.

Smertefulde opgør
Flere af novellerne skildrer problemer i de nære relationer og forholdet mellem kønnene. Kvinden, hvis mand har en affære, kører i stædig trods i overhalingsbanen med sine børn på bagsædet. Novellen ”Brombærdalen” udspiller sig som et familiedrama i Toscana, hvor datterens trods vækker farens vrede i et omfang, der minder om en græsk tragedie. I novellen ”Grimasser” forsøger en kvinde at håndtere tabet af sin far og rydde op i hans rod ved at bytte hans ting bort for tjenester hos naboer og bekendte og sige undskyld på hans vegne ved at give ting bort. Hun ender praktisk talt med at ”handle sig ud af byen”. Hun udspiller trodsigt den krejler-side, han havde, og som hun selv foragter.

Glimt af lykke
Adda Djørup har sit helt eget energiske, fandenivoldske sprog, som det er en fornøjelse at fordybe sig i. Selvom der står på bogomslaget, at det er noveller, så er denne samling af noveller ret forskelligartede, enkelte fremstår nærmest som dramatekster, og samlingen afsluttes med et digt om søvnløshed. Dermed kan man sige, at forfatteren gør (endnu) et trodsigt forsøg på at udfordre genrekonventionerne, og samtidig lykkes hun med at skabe tematisk sammenhæng i teksterne. Adda Djørup viser, at hun mestrer den korte novelleform, og karakternes trodsighed beskrives som livsbekræftende glimt af lykke midt i sorg, ulykke og tab – på en måde, der er svær at modstå.