Når ens tekster udkommer med titlen Samlede digte så virker det ret finit. Som om der ikke kommer mere. Som om det er slut. Som var ens muse permanent smuttet, eller ens liv lakker mod enden.

Heldigvis er dette en anmeldelse af den tredje udgave af Jørgen Leths samlede digtproduktion, så måske titlen ikke er så finit, som man kunne foranledes til at tro. Denne seneste udgave af Leths digte udkom den 14. juni 2024, på forfatterens 87. års fødselsdag, og selv om Leth selv har indset at han muligvis har lagt størstedelen af sit liv bag sig. og de senere år har sat tempoet ned, mon så ikke der kan nå at udkomme både en fjerde og femte udgave af denne bog i løbet af de kommende år?

Samlingen indeholder alle Jørgens digtsamlinger, der startede i 1962 med Gult lys og ender med Der var engang en mand, der hed Fausto Coppi der oprindeligt udkom i 2023.

Nærstuderer man årstallene for hans digtsamlinger vil man også opdage at der er et ret stort spring fra de mange tidlige digtsamlinger (med start i starttresserne og som fortsatte i en jævn strøm indtil 1975) til de digtsamlinger der dukkede op i fra år 2000 og frem til nu. De eneste to undtagelser er Hvordan de ser ud fra 1987 og Jeg leger at jeg kan alting fra 1991. Hvad årsagen til denne længere digtløse periode er, kan vi i Kulturkapellet kun gisne om, men Leth har jo ud over sine mange digte også været travlt beskæftiget med at skabe film, andre tekster, tv og meget, meget mere.

Selv om Samlede digte i dens anden udgave har stået stolt på reolen i en årrække, var det ikke en bog som undertegnede havde læst fra ende til anden, så da Gyldendal annoncerede at en ny udgave var under opsejling, virkede det som en kærkommen mulighed til at dykke ned i den poetiske side af Jørgen Leths forfatterskab. Det skulle også vise sig at være et klogt valg, for Leths digte er helt klart værd at nærstudere, idet den er så mangefacetteret som den er.

Leth er ikke en forfatter der har til hensigt at føje sin læser. I al fald ikke til at begynde med. De klart modernistisk-inspirerede tidlige digte er derfor både et produkt af sin tid, men synes også at have masser at byde på her over halvtreds år efter de første gang landede hos boghandlerne. Til trods for at hver digtsamling i sagens natur er forskellig fra de øvrige, så aner man alligevel en række både indholdsmæssige og ikke mindst tematiske fællestræk, idet man læser digt efter digt.

For det første kommer det næppe som en overraskelse at mange af digtene handler om smukke kvinder, hvad enten de er kendisser på visit i Leths univers eller blot unavngivne skønheder, som bliver begæret og besunget med ord. Det er dog især i de senere værker som eksempelvis Det gør ikke noget at der for alvor skrues op for erotikken og liderligheden. Flere af disse sigte virker nærmest som noter til hans film Det erotiske menneske

Dernæst har Jørgen en helt naturlig fascination af ord. Her udfordres sproget ofte, eksploderer eller forvandles til noget der næsten er ulæseligt volapyk. Digte der i den (post?)modernistiske ånd, synes at kommentere selve udfordringerne der kan være i det at sætte ord på papir. Skriftsprogets forsøg på at omfavne, forklare, eller observere ting, der virker svært omsættelige. Anmelder kom undervejs til at tænke på begrebet ´børnestavning´ i enkelte af de digte, hvor Jørgen tilsyneladende bare har skrevet løs med et bespænd der handler om ikke at efterredigere sin tekst efterfølgende. Lige som Torben Ulrichs malerier , synes Leth hér at ville forsøge at indfange det umiddelbare nu med ord.

Et enkelt af de tidlige digte Inspektion af Maskinen fra samlingen Lykken i Ingenmandsland er ligefrem en ”readymade.” Altså en tekst som Leth som en anden Marcel Duchamp blot har løftet fra manualen til et svævefly for så at præsentere dette som digt i sin samling.

Gentagelser af ord, sætninger og vendinger er også en af mandens kendetegn. Nogle gange for tilsyneladende at understrege elementer der skal fokuseres på, andre gange for at gentage ting så tilpas mange gange, at de synes at miste betydning og blive opløst i sære sentenser. Andetsteds for at give teksten en rytmen, en kadence, en fremadskridende tone, der vitterligt fungerer.

I flere af Leths andre tekster aner man også hans evige antropologiske tilgang til verden. Hans åndelige læremester Malinowski nævnes et utal af gange og så husker alle vi der har læst Det uperfekte menneske det råd Leth fik fra sin egen far om at bruge sine øjne. Dette aspekt synes også at være synligt i Leths digtunivers, hvor observationer afløses af et utal andre observationer.

Både i de sene, men også i de tidlige digte sniger der sig indimellem en nagende tvivl ind i teksterne. Forfatteren synes indimellem at tvivle på rigtigheden af observationerne, som eksempelvis i starten af Det går forbi mig (1975) hvor han beskriver ting, han herefter ændrer på eller helt og holdent fortæller, at de ting han beskrev for læseren ikke eksisterer. På den måde bliver der skabt et krydsfelt mellem en subjektiv virkelighed og fiktionen. Andetsteds, i Skrive et digt fra Det bliver ikke væk skrives der: ”Jeg vil vise dem / Hvornår de skal smile / Glide inde og ud af virkelighed/ og fiktion og ikke / kunne skelne / mellem noget / man selv har oplevet / og noget andre har fortalt / det er ret vanvittigt” (s. 681)

Langt de fleste kender også Leth som cykelsportsentusiast, men det er ikke kun i hans måske meste berømte digtsamling Sportsdigte fra 1969, at sporten er i fokus, for i resten af forfatterskabet (både det der er i prosa- og digtform) synes sport og de sportsudøvere der nævnes undervejs, en grundpille.

Endelig er der de digte, der synes at være skrevet af filmmanden Leth. Han er eksempelvis tydelig i Eventyret om den sædvanlige udsigt som byder på 15 scener fra en imaginær film i digtform eller mere tydeligt i samlingen Billedet forestiller fra 2000. I mange af Leths øvrige digte optræder der ord fra filmens verden som ”dolly”, ”indstilling” mv. Digtene antager aldrig form som egentlige manuskripter, men kan som nævnt ovenfor godt virke som poetiske noter til mandens egne værker eller imaginære film. Det gør at de nærmer sig manuskriptformatet i den måde som omgivelser og baggrundslyde/soundtracket til poesien beskrives på, eller læseren præsenteres forforskellige tanker om den filmiske proces. Dette kan ses i digtet Forbrydelse som du kan finde på side 318.

Selv om poesi muligvis ikke hører til undertegnedes favoritgenre, så har det været en kæmpestor fornøjelse at læse Leths samlede digte. Man taler ofte om at en dygtig forfatter formår at have en bestemt stemme eller tone i sine værker og selv om Leths digte er meget forskellige i såvel opbygning som længde, så kan man bestemt fornemme en særlig Leth´sk tone i det manden skriver. Nu kan det heller ikke udelukkes at man, idet man læser løs, uvilkårligt, mentalt fremtryller en variant af Leths meget genkendelige, dybe røst i sit hoved, så de ord man fortærer ´lyder´ som var det Leth selv der læste højt for én.

Samtidig er det også svært, som mangeårig fan af den enestående kunstner, ikke at læse både hans biografiske materiale eller se scener fra mandens mange film, idet man læser. Det ville heller ikke være forkert at gøre, for som med Jørgens prosatekster, så er digtene også et resultat af en mand der observerer verden omkring sig og forsøger at indfange disse øjeblikke ved hjælp af syntaks, grammatik og sprog.

Som Leth bl.a. skriver i Det danske sprog fra Det gør ikke noget: ”... Sidder i Jacmel og skriver. / Udtrykker mig på dansk. / Jeg er en dansk digter som sidder i Haiti og skriver. / Det er balancepunktet for denne film. / Ingen grund til at være blufærdig. / Jo mere ærlig, jo dybere rammer man. / Hvem er jeg? / Jeg er forfatter, jeg udtrykker mig på et sprog som hedder dansk. / Det er en personlig erkendelse på stranden i Jacmel. / Det er mig der har levet det her liv. Det kan ikke nægtes. / Ærlighed. / Skyldig – hvad vil det sige? / Skyldig i at kneppe unge kvinder. / Jeg har dog elsket dem alle. Min første kone. / Min anden kone. / Min tredje kone. / Mine kærester i Haiti. / Nysgerrigheden har bragt mig her hvor jeg er. / Og har drevet mig til at lave denne film, / For at finde ud af hvad erotikken er. […]” (s. 565)

Så holder du af Leth og har du som Kapellets skrivekarl aldrig tidligere kastet dig over mandens digte, så tøv endelig ikke! Digtene giver flere brikker til den mosaik, som tegner det helt portræt af Jørgen Leth. Han er en kunstner der meget tidligt i sin karriere med et distanceret, nøgternt blik vil forsøge at beskrive en verden, et levet liv og formidle alle de ting og mennesker han ser, omgiver sig med og de hændelser der er blevet til en del af hans liv til resten af os. En omverden der gennem mandens film, prosatekster og digte ikke kun tegner et billede af verden filtreret gennem Jørgens blik, men samtidig også et meget (s)ærligt portræt af ham selv.