Tidsskriftet Hvedekorn er vigtigt, og det kan undre, hvorfor de seneste mange numre ikke har fået større opmærksomhed end et par omtaler og anmeldelser hist og pist. Alene den lange årrække tidsskriftet har eksisteret (siden 1920!) synes at kvalificere til en udelt central placering på den litterære slagmark. Og tager man den lange stjerneparade af store digtere, der har debuteret heri i betragtning (fx Jørgen Leth, Eske K. Mathiesen, Søren Ulrik Thomsen, Morti Vizki og Pia Juul), ja, så burde der vel ikke være nogen tøven: Dette poesitidsskrift skal og må diskuteres, omtales, anmeldes. Og det vil vi så gøre.

Det nyeste nummer af Hvedekorn (NR 3/2012) indeholder – som sædvanen er – en pæn blanding af gamle bekendte og (hidtil) ubekendte digtere. Selv om det nok særligt er den sidste gruppe, der især gør tidsskriftet til noget ekstra spændende, fordi det dermed fungerer som en spirekasse og altså en kikkert ind i fremtiden (hvem skal vi holde øje med?), så må vi bestemt ikke glemme de gode ”gamle” som f.eks. Carsten René Nielsens (Født 1966 – i Hvedekorn siden 1986) absurdistisk-drillende små historier i traditionen fra Max Jacob og Daniil Kharms. Man kommer heller ikke udenom at nævne Signe Gjessing (født 1992 – debut 2011), der også var med i forrige nummer. I nærværende nummer præsenteres vi for en strøm af smukke, forunderlige poetiske billeder, hvormed (natur)lyrikeren Gjessing får fremskrevet en ejendommelig særverden, der bl.a. byder på ”en uvidende åkande”, ”en hæk af tårer”, ”En udstødt søndag”, der ”sejler ud ad sit regnvejr”, ”nordlyset”, som ”laver en farveprøve” og ”Stjernen”, der ”folder sin neglerod”. Fuldt fortjent kan hun nu i øvrigt ikke bare kaldes hvedekornsdigter, men også forfatterskoleelev, så det er heldigvis nok ikke det sidste, vi får mulighed for at læse fra hendes hånd.

Den samme håbefulde konstatering kan man også knytte an til forfatterskoleelev, hvedekornsveteran og fuldkornsdigter Cecilie Lind (født 1991 – debut 2008), der fortsætter i sporet fra sin seneste udgivelse Dughærget pupil accelerer tusmørket (2012) med en række syrede, legende og musikalske tekster (denne gang dog både med og uden interpunktion), der kræver – for nu at bruge Johannes L. Madsens ord – ”verbale pupiller” og at man – nu med en metafor fra filosoffen Gadamer – gør sig selv til øre. Hvis man skal have noget ud af disse tekster, må man med andre ord spidse ørerne og sætte øjnene på stilke.

Jeg bliver også nødt til at fremhæve de henslængt coole digte fyldt med computerslang og fremmedsprog af Caspar Eric Christensen (født 1987 – i Hvedekorn siden 2011), der visse steder minder om en Theis Ørntoft i blandingen af det uformelle, hverdagslige (”de ser helt sindssyge ud de der ting i vandet”) og det henkastede intellektuelle (”som en tom gestus/ postproducerer vi naturen”). Her finder man ingen fine fornemmelser for, hvad et digt må indeholde. Tværtom har vi nemlig at gøre med en tiltalende inkluderende og åben tilgang til poesien.

Inden vi helt fortaber os i læsningen af de kendte navne, er det vigtigt at huske, at der også findes en masse gode debuter: Line Maria Jensens (født 1991) finurlige, spøjse, konkretismeinspirerede collage-spejlende figurdigte, der skal læses på hovedet; Johannes S.H. Bjergs (født 1957) letlegende, underspillede humor og sproglige punchlines; Joakim Vilandts (født 1991) digte i et mærkværdigt særsprog, med et nyt alfabet, som ikke er dansk; og pseudonymet(?) Kreste Alvens (født 1983) sært charmerende, skæve og forunderlige vinkel på verden. Så det er ikke bare de rutinerede digtere, der er værd at beskæftige sig med – mange af de nye bekendtskaber fortjener bestemt også at blive læst. Herfra skal der i hvert fald lyde et på gensyn.

Afslutningsvis en lille undren: Hvorfor finder man i Hvedekorn ikke en redaktionel note/indledning, et manifest eller forord (kald det, hvad du vil), der indleder og præsenterer hvert nummer? Man gør det jo for så vidt allerede så småt i pressemeddelelserne, så det drejer sig egentlig blot om at give disse lidt mere kant og indhold. Hvedekorn er for mig at se – bl.a. qua rollen som det nyes, debuternes tidsskrift – et oplagt sted at starte litterære debatter og fejder om, hvad kvalitet er; en chance man bevidst eller ubevidst forsømmer. Man kunne meget rigtigt indvende, at digtene er (gode) argumenter i sig selv, og at manifester o.l. hurtigt bliver til spændetrøjer og firkantede opskrifter. Det sidste er selvfølgelig en helt indlysende fare, som man skal have for øje, samtidig med at det eneste kvalitetskriterium for et tidsskrift som Hvedekorn altid kun, med Strunges ord, bør være: ”Send en serie gode digte om hvad som helst”. Men problemet er bare, at vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad ”gode digte” dækker over. En smagsdom er altid problematisk, for hvilken gyldighed, hvilken rækkevidde, har en smagsdom egentlig? Derfor kunne man, sat på spidsen, sige, at ethvert digt er et indlæg i debatten om, hvad litterær kvalitet er – og derfor er Hvedekorn som tidsskrift for lyrik også et indspark i denne debat.

Men når det er sagt, så er denne anmelders indtryk, at digtene i dette nummer af Hvedekorn et langt stykke af vejen er så interessante, at de lever op til prædikatet ”gode digte”. Læs og bedøm selv.