At konceptuelle strategier og greb i mange forskellige afskygninger er en særdeles fremtrædende strategi i den danske litteratur efter årtusindskiftet kan ingen, der bare følger en lille smule med, vel være i tvivl om. Tænk blot på Martin Larsen, Pejk Malinovski, Rasmus Graff, Christian Yde Frostholm, Chresten Forsom, Teddy Josephsen – og jeg kunne blive ved, så det gør jeg ikke. Og dog: for Christina Hagen indskriver sig også blandt denne listes mange navne. I sin nyeste bogudgivelse White Girl, der er en række digte (som er den genrebetegnelse som står på bogens forside) eller måske mere præcist postkort, dagbogsskriblerier eller monologer, spiller det konceptuelle nemlig en helt afgørende rolle. Først et kort citat: ”Argh, jeg fuck den gal, jeg som om den tusind myre kravle på mig. Hvad satan i den helvede du forlange af mig? Alle den sige: ”Overalt den venlig fremmed er,” men jeg sige: ”Det ikke passe!” Jeg sige: ”Du penge har, du få, ellers du må gå!”

Teksterne, der er ”baseret på en samling postkort skrevet af hvide mennesker”, som bagsidens paratekst fortæller os, kan siges at være variationer over det samme tema, nemlig at en hvid pige udspyer sin galde over alle de dårlige oplevelser, hun har haft på sine turistrejser. Men det er så tilpas morsomt og godt lavet, at det sjældent bliver kedeligt, selv om der er en overhængende fare for, at monotonien og ikke mindst frustrationerne over det grimme sprog kan stikke næsen frem (for Hagen skriver jo normalt så overvældende godt!), hvis man ikke har blik for det strenge konceptuelle greb Christina Hagen foretager. Og hvad går dette greb så ud på? Jo, på sin vis kan man vel beskrive det som en art forskydning af vores vante forestillinger, der stammer fra den dobbelthed og distance som det ”underliggjorte” sprog skaber. Og det er oplagt, at Hagen her leger med nogle strategier som man kender fra postkoloniale studier og dominansteorier, hvor det bl.a. også handler om mødet med ”den anden” og modsætningsforhold, og hvor begreber som ’pidgin’ og ’mimicry’ er centrale.

Hvor det i gængs forstand er sådan, at det er ”den indfødte”, ”den fremmede”, som tilskrives disse begreber, således at man f.eks. forsøger at repræsentere en gruppe, give stemme til ”den anden” med et afvigende, ”brudt” sprog, dér er det i White Girl sådan, at det er den hvide, danske pige, der ret så identitetsforvirrende snakker en form for blandingsprog (pidgin) som man med et grimt udtryk kunne kalde stereotyp, tegnefilms/satireagtigt ”perkerdansk” præget af fejl, afvigelser og mangler. Vi har altså på en mærkværdig måde at gøre med det, man måske kunne kalde en omvendt mimicry, hvor det ikke – som normalt – er den ”koloniserede”, som antager den ”dominerendes” værdier, men netop modsat den ”dominerende”, der antager den ”koloniseredes” rolle, om man så må sige: ”Jeg så fortælle dig: Jeg næsten gå tilbage min hotel og hænge mig i den strop. Du fuld af racisme.”, ”Nu du den røv lukke, den beskidte gumme, den snusket tanke om min fisse, og du bare holde din kæft. Hva fuck give dig lov til at dømme min hvide skind?”.

Dette identitetsspil eller denne crossover medfører selvfølgelig en masse diskussionspunkter og tvetydigheder. For hvad er meningen egentlig? Hvem skal man egentlig have sympati med? På den ene side er det nemlig ret vanskeligt at skulle føle nogen form for velvilje over for det hysteriske, egocentriske og snotforkælede pigebarn, White Girl langt hen ad vejen er – og er hendes sprog ikke bare et redskab for hende til at håne, spotte og latterliggøre de andre?

På den anden side er det heller ikke nærliggende at bryde sig om ret mange af de personer, postkortene er henvendt til, som ikke respekterer grænser og kun tænker på sex, udnyttelse og penge (”Du ikke tro, jeg ved, når jeg original masai se? Jeg fortælle dig ting; du fucking ansætte din masai i Fætter BR, for du kun den barn narre, ikke voksen menneske. Du skamme dig mig så dum behandle!”, ”Hvad du tro, det gøre ved mig? At jeg kun den noget værd i den øje, når min udseende er god? […] Du kun med den pik tænke”). Ja, det er ikke så ligetil at få greb om White Girl og det er nok også meningen.

Nogle læsere vil sikkert stå af over for det fremmedgjorte udtryk og den ”grimme” æstetik, der præger sproget – og selv om også denne anmelder langt bedre kunne lide den Hagen, der i den forrige bogudgivelse 71 breve til M (2010) (endnu engang breve!) skrev voldsomt og skrapt om bl.a. angst, ensomhed, det grænseoverskridende og onde, så er det forkert at affærdige denne bogudgivelse som et frygteligt eller kedeligt fejlskud. Christina Hagen har med White Girl begået et vellykket konceptuelt værk om mødet med fremmede kulturer og mennesker, der stiller en masse spørgsmål, både til vores egen og andres ageren – og så skal man heller ikke se bort fra dens indædte og insisterende vrede, hysteri og bitterhed blandet med en ordentlig omgang humor og ironi.