Larry Silváns digtsamling er førstligt kendetegnet ved sin prunkløse, økonomiske, men dog stemningsfulde stil, som sammenfatter elementer fra svensk modernisme (Transrömer, Saarikoski) med en knap, nærmest buddhistisk-asketisk introspektion.

Digtene kredser konstant om temaerne ensomhed, erindring og tidens tankeløse tand, formidlet i et sprog, der både er præciserende og, i dets sprutte form, samtidig antydende, efterladende rum til selviscenesættelse.

Silváns værk udmærker sig så-at-sige ved en tilbageholdt lyrik; hans vers hviler ofte på stilhed og fragmentering, hvilket skaber en rytmisk spænding mellem det sagte og det usagte. Han benytter naturbilleder—skove, vand og det kendetegnende finske, skovrige landskab—som oplagte metaforer for indre tilstande, men han er for følelsesmæssigt afstumpet til en rent romantisk henførelse à la Shelley. I stedet bærer hans poesi en altid afdæmpet eksistentiel tyngde, hvor menneskets tilstedeværelse ofte fremstår flygtig og mindreværdig over for naturens grandiøsitet.

Stilmæssigt placerer digtene, som nævnt, sig inden for den svenske modernistiske tradition og inviterer til sammenligning med digtere som Tomas Tranströmer, selvom Silváns tone oftere er mere nøjsom og nøgtern. Silváns linjer er langt mere nedtonede og fremkalder en følelse af fravær snarere end forvandling. I modsætning til Tranströmers bratte enjambementer forbliver Silváns billedsprog afmålt, forankret i stilstand snarere end bevægelse. Digtet bygger ikke op mod en åbenbaring, men dvæler i deres tvetydighed og fremhæver en stille, eksistentiel tomhed.

Hans form er udpræget den frie versform (tænk Hassan), korte linjer og et reduceret ordforråd (tænk Strunge), hvilket giver hans digte en middelmådig intensitet. Til tider læses hans digte som meditative fragmenter, næsten haiku-agtige i deres krav på inciterende i det afholdte.

Tematisk kredser digtene om de menneskelig erfaringers porøsitet, erindringens upålidelighed og det subtile samspil mellem fravær og nærvær. Men samtidig er Silván også udtryk for den følelse, han vælger at forstå gennem marxistiske begreber: fremmedgørelse og isolation. Digteren beskriver eksempelvis, hvordan han hver aften møder mennesker, der håner ham – enten åbent eller bag hans ryg. Omverden er fjendtlig og paranoid-inducerende, han føler sig konstant forfulgt og misforstået.

Beskrivelsen af gaderne som fyldt med mennesker, der vil rive hjertet ud af hans bryst "og trampe det i stykker mod den sorte asfalt”, forstærker indtrykkene af voldsomhed og trussel. Metaforbrug som, at ville spise det krydret med plast, spilleautomater og skræmmende tomme øjne, mere end antyder en foragt for det moderne samfunds overfladiskhed og materialisme, hvor menneskelige følelser er dømt til at tabe deres værdi.

Skoven, naturen virker for digteren som eneste udvej, her et fristed – et sted for ensomhed og refleksion, uden for samfundets krav og dømmende blikke. Dette valg understreger digterens behov for at tage afstand fra en verden, hvor han føler sig hjemløs og uvedkommende. Men var dette en holdbar kur? Den biografiske skæbne antyder på sørgeligste vis noget andet.