Der er blevet gjort meget ud af at få fremhævet og fastslået, at Naja Marie Aidt havde skrevet sit nyeste værk Poesibog, inden hun modtaget Nordisk Litteraturpris, så ingen skal tro, at hun har hvilet på laurbærrene og sjusket sig igennem næste bog, blot fordi hun har vundet en pris. Det er der nu heller ingen grund til at tro, for Poesibog er ganske velskrevet.

Bogen ligner til forveksling en rigtig poesibog indbundet i syrenfarvet lærred med titel og forfatternavnet trykt, så det ligner korssting. Ordene ”sød tøs” står nederst på bagsiden som en hilsen fra en pige til en anden skrevet på tværs, som piger har gjort i generationer. Poesibogen indeholder digte af varierende art og mindre dagbogsagtige historier af og til i fragmenteret stil. Der er ikke skrevet på hver side, og teksterne er ikke opstillet fint med start i øverste venstre hjørne, men der hvor afsenderen har haft lyst til at skrive – akkurat som i en rigtig poesibog. Med passende afstand og afmålt tilfældighed er der trykt små tegninger af et hjerte, en stjerne, et lille vers mm., og hele layoutet og formaliteterne omkring bogen er lavet så fuldendt, at det tilsyneladende ligner helt tilfældig piges poesibog.

Men det er ikke en almindelig poesibog, hvor veninder med små digte sender ønsker om fremtidig kærlighed med en mand og løfter om evigt venskab til hinanden, men digtene fortæller Naja Marie Aidts egen barndomshistorie. Der strømmer en følelse af hårdhed og uindfriede ønsker gennem de tørre digte i Poesibog. Det er tydeligt, at Naja Marie Aidt har haft brug for at gøre op med sine forældre og sin barndom i et skilsmissehjem i Grønland, og dette er en af bogens store styrker. Denne følelse af nag og svigt holder bogen oppe og retfærdiggør dens tilblivelse, for som ligesom digtenes udformning varierer, så gør digtenes kvalitet det også.

Langt de fleste digte består dog af en fin jongleren med ord, og Aidt kan på dygtig vis skabe smukke billeder af kraftfulde og fyldige ord. Af og til synes nogle af billederne dog at være skabt udelukkende for at give mere fylde til digtene, og at der ikke ligger noget dybere bag. Men da digtene stadig er en glæde at læse, så skal denne kritik ikke opfattes som en negativ hæmsko for digtsamlingen – det er blot en lille detalje, som bør nævnes for den læser, som ikke vil være tilfreds med nogle digte, som ikke synes at indeholde mere end Aidts sproglige smukke billeder. Det er dog de små dagbogsagtige historier, som klart er digtsamlingens mest vellykket del. Her får Aidt i langt højere grad udtrykt sig, så man kan mærke den lille pige, som gemmer sig bag pennen.

Poesibog bryder med de konventionelle regler for en bog, og den fortæller Aidts historie på en dejlig forfriskende og tiltrængt måde. Aidt skriver med sådan en tørhed om knuste barnedrømme og uindfriede forventninger, at fortvivlelsen nærmest springer ud i ansigtet på læseren og smitter denne.

Nogle vil måske se det som symbolsk, at teksten på forsiden med tiden smuldrer mellem hænderne på læseren, således at de fleste bogstaver i titlen og forfatternavnet er forsvundet under læsningen og fordybningen i digtene. Andre vil blot se det dårlig kvalitet af en ellers noget dyr bog. Uanset hvilken forklaring man er tilhænger af, så er indholdet i bogen af så god kvalitet, at den bør læses alene for at føle og forstå Naja Marie Aidts barndom.