Vi kender ham. Hans karakteristiske stemme, den grå vilde manke, det rynkede ansigt, de lidt skæve tænder, i et ofte smilende ansigt. Kærligheden til cykelsport, poesi, B-film, jazz, erotik, vellyst og vellevned – og ikke mindst til sig selv. Et ikon, som ungdommen i dag dyrker som kult, når han turnerer landet rundt med jazz og poesi. Kort sagt: den 83-årige forfatter/instruktør Jørgen Leth, der med sin ny film I Walk atter engang diagnosticerer sig selv. Dengang med udgangspunkt i det tragiske jordskælv på Haiti, der for ti år siden kostede hundredtusindvis af indbyggere livet. Jørgen Leth blev fortumlet og letter såret, reddet ud af sit jordskælvsramte hus i landsbyen Jacmel, af sin indfødte assistent.

I Walk begynder, i ægte Jørgen Leth stil, med det eksistentielle spørgsmål, med rødder tilbage til hans gennembruds kortfilm, Det perfekte menneske (1968): ”Jeg er en mand. Hvorfor ligger jeg her?” Billedet af ”manden” er dramatisk nok, et par nøgne ben stikker ud af en hospitalsscanner – det er Jørgen Leths. Det er hans ben det handler om, for som han selv siger: ”Jeg går gennem mit eget liv. En svimlende fornemmelse af at gå. Alt er nyt. Ikke falde. Ikke falde”.

Vi er ikke i tvivl. Stemmen og nærbilledet af det rynkede ansigt, der taler direkte til kameraet, gør os straks klart, at den ældre instruktør har problemer efter jordskælvet med sin gang – men også med sin identitet og sin alder. For det er dét I Walk handler om, baseret på en stribe optagelser, ca. 60%, som Leth selv har filmet med sin iPhone, de sidste ti år, plus en stribe referencer til hans mange tidligere film, over 40 i alt.

Lad os, som filmen, begynde med jordskælvet – for det er både rystende, personligt og filmisk medrivende skildret. Et hus. der bukker under for rystelserne i et kvarter, der snart ligger i ruiner. Et hjem, der forsvinder. Fortalt med Jørgen Leths store JEG i centrum. Et nærbillede af fortvivlelse. Det nøgne ansigt, ubesmykket og ægte, der udtrykker angst og modløshed. Det er gribende og ærligt både som dramatisk dokumentarisme, men mest som en sjælden hudløs udlevering af et såret, ulykkeligt menneske.

Et oplæg der fænger. Derefter er vi igen tilbage i den gamle undersøgende Jørgen Leth stil, som nogen kalder navlepilleri. Han er ikke længere så optimistisk og adræt, alderen tynger. Han har vrøvl med bentøjet, skal tænke sig om før og hvor, han sætter sine fødder. Han har besvær med at få sokkerne på fødderne. Tænker (højt), på sengekanten, på alle de Hollywood film, hvor helten gik i badekåbe hele dagen, indtil aftenselskabet, hvor tjenerskabet hjalp ham i tøjet.

Leth har stadig sin nysgerrighed i behold. En drøm skal realiseres. Ikke dem vi ser glimt af, der plager hans søvn og afsætter sætninger, der straks må noteres i dag(nat)bogen, inden han sover videre. Øverst står ønsket om, at forsøge at trænge ind i Laos dunkle tætte urskove. Sammen med sønnen Asger beslutter han sig. Det er noget af et projekt, med en sejltur på Mekong floden. Med striber af indfødte hjælpere (bærere), når de frem til den lille knold af et bjerg, han vil bestige, for at nå sit livs højdepunkt – mere skal ikke afsløres her.

Alle billeder er ledsaget af en strøm af ord. Mest kommentarer til hans øjeblikkelige situation, aldersbesvær, begyndende topmave, depression, hjemløshed – og mange tilbageklip, hvor vi kort møder vennerne for livet, cykleheltene, glimtvis tennisspiller og digter/jazzmusiker Torben Ulrich. Alle mennesker med det konkurrencegen, han beundrer. Plus filmklip, der minder os om hvor anderledes og insisterende en filmkunstner Jørgen Leth er/var.

Et testamente kalder Leth I Walk. Snarere, som kendetegn hos Leth, en bevidst ærlig selvudlevering, der ikke altid har været ufarlig. Vi husker hetzen mod ’liderbassen’ (som Politikens leder kaldte ham), da Leth i sine erindringer (2005) Det uperfekte menneske, skrev fra Haiti, om sin ”ret til kokkens datter”. Forargelsen var stor. Den poulærer Tour de France-kommentator blev fyret. Udenrigsministeriet trak titlen af honorær konsul tilbage. En shitstorm, ude af proportioner, fik Jørgen Leth til, for en kort stund, at søge skjul.

En selvudlevering, der let bliver til en selvdyrkelse, men som heldigvis også giver plads til almen menneskelighed og ironi. En bekræftelse af en sjælden evne til gennem sin hverdagslyrik, at formidle sit eget ego. Når han er bedst, bliver det alment gyldige eksistentielt. I Walk er en lang, lang fodtur gennem Leths liv, hvor han vandrer forbi, både kærlighed, tilgivelse og andre store følelser.

Jørgen Leth taler/filosoferer hele filmen igennem, mens han alderstung vandrer gennem sit liv - uden at falde. Og uden, at vi falder i søvn. For Leth magter filmmediet, ikke mindst sammen med sin tro væbner, filmklipperen Tómas Gislason, der i øvrigt instruerede portrætfilmen fra Hjerte til hånden (1994) om Jørgen Leth. En rejse, siger Jørgen Leth selv om I Walk, hvor jeg vil lære at forstå mit liv. Om han forstod det, skal være uskrevet – men vi fik, på godt og ondt, en 100% Tour de Jørgen Leth-film.