Der er en række ting, man skal vende sig til, hvis man skal værdsætte de italienske westernfilm, der er blevet døbt spaghettiwesterns. Det gælder også de to film, der netop har ramt de danske filmhylder, Today We Kill, Tomorrow We Die (1969) og Mannaja (1977). Især den sidstnævnte udmærker sig, mens den første kun momentvist viser sit værd.

Først og fremmest skal man acceptere den ekstremt dårlige synkronisering, hvilket i nogle tilfælde har til årsag, at filmene ikke var på engelsk i oprindelig version. Men i de fleste tilfælde var de originalt på engelsk, mange amerikanske skuespillere var med, og derfor bunder det ganske simpelt i dårlig synkronisering, hvilket er noget, man stiltiende må acceptere, hvis man ser italienske film fra mellem ca. ’60 og ’80. Derud over har filmene sin letgenkendelige stil, hvilket kan blive ensformigt i længden for nogle, mens det for andre netop bliver nogle træk, som giver filmene sin særlige udgave af en genre, der var temmelig fortærsket i midttresserne, da spaghettiwesterns blev populære. Derfor kan det være med kærlighed som kvalme, man går til de to forhåndenværende film.

Spaghettiwesterns udspringer af en distancering til – og derfor en fornyelse af – den traditionelle amerikanske western inkarneret af John Wayne. Denne traditionsbundne western er en konservativ, liberalistisk og frihedsmytologiserende genre, der satte en tyk streg under de amerikanske værdier såsom frihed, den stærkeste overlever og mest af alt retten til at bære våben. Disse elementer er også taget med i spaghettiwesterns, men de er trukket ud på plan, hvor moralisering på disse områder ikke længere synes troværdig. Det kan komme af to årsager: For det første var de italienske produktionsselskaber, der stod bag mange af filmene, ikke en del af den amerikanske mytologi (mange af filmene er faktisk optaget i Spanien). For det andet lod de bedste spaghettiwesterns netop også det amerikanske forbillede hvile lidt i det ironiske søl, hvilket er kendetegnende for de bedst kendte (og ganske simpelt bedste) inden for genren, nemlig Sergio Leones klassikere, der nærmest grundlagde stilen for genren gennem en meget destinkt kameraføring, lettere distancerende narrativer, og særligt Ennio Morricones musik. Den konservative Wayne-western blev kort og godt demytologiseret.

Det, der dog som regel altid sker, når noget demytologiseres, så vender det næsen durk tilbage i de mytiske elementer, og derfor bliver mange af disse italienske westerns rent faktisk mere mytiske end så mange andre film, der benytter samme grundformel. Spaghettiwesterns benytter sig ofte af et meget veletableret grundepos, som vi kender fra mytiske eller eventyrlige overleveringer, hvilket fx taler sit tydelige sprog hos Leone, der i A Fistful of Dollars tager Akira Kurosawas Yojimbo (1961), der er en japansk samuraifilm, og implementerer samme fortælling i westerngenren (det samme sker i øvrigt i Walter Hills Last Man Standing (1996), der benytter samme fortælling inden for gangstergenren). Det er mere eller mindre tværkulturelle fortællinger, der på den måde får sin egen genremæssige stilisering, som bygger på en velkendt eventyrformel.

Det gælder også især Today We Kill, Tomorrow We Die, der er en blodig hævnfilm, som I øvrigt også er et plot, der går igen i disse westerns. Hævnen spindes ofte sammen med en jagt på økonomisk gevinst, hvilket på sin vis bare er en anden måde for dragen at bortføre prinsessen, hvorpå ridderen henter hende hjem og tager dragens guld med på vejen. Det gør sig også gældende i Mannaja. Hævntemaet går igen, og hvis ikke det er med fra starten, som det er i disse to film, så bliver det personligt undervejs.

Når ærligheden skal ske fyldest, så må Today We Kill, Tomorrow We Die nok ikke anses som blandt de bedste spaghettiwesterns, men den har sine momenter, især den centrale scene, der bliver fortællingens omdrejningspunkt: En lang og sej kamp i en skov. Denne scene anfægter nærmest for sig selv almene genreforståelser, fordi det er nærmest kun praktiske årsager, der gør, at man uden videre accepterer denne scene som en del af en westernfilm. Måske er det, fordi der står Dario Argento på forsiden (en af Italiens vigtigste horrorinstruktører, der dog også lavede westerns), men scenen her trækker filmen tæt ind til en horrorfilms menneskejagtscener, som man kender det fra de mange slasher-film. Her er det bare med en seksløber og en enkelt mand med sværd, en mand, der i øvrigt spilles af japanske Tatsuya Nakadai, med hvilken vi igen får det kulturelle sammenspil. Denne scene er en central scene, om så end filmen kaldtes horror, western eller sågar action – det er en scene, hvor de basale instinkter tematiseres, hvor de menneskelige overlevelsesegenskaber slår til, og det handler om noget så basalt som sit eget liv.

Film som disse handler på den måde ofte om basale instinkter mere end nye erkendelser, idet de moralske aspekter ofte er så forstokkede og forsimplede, at disse bliver mindre værdige for reflektorisk tankevirksomhed. Refleksionerne er lagt hyldet til fordel for en skildring af menneskelige intuitioner. Og når det er pakket ind i en yderst velkendt æstetisk formalisering, så er småt med fornyende tankegange i en sådan film. Derved trækker filmen sine kunstneriske følehorn tilbage og træder ind i mainstream, hvor menneskets underholdningsbehov sidestilles med de skildrede instinkter. Men det skal siges, at den omtale centrale scene i Today We Kill, Tomorrow We Die er filmens dygtigste element, og denne scene – for det den skildrer – er den mest velkomponerede og nyskabende inden for genren, fordi den blander elementer ind i westernfilmen, der ikke normalt er set der.

Mannaja er derimod en ganske anden sag, der er langt skarpere fortalt og bærer en mere imponerende stilsikkerhed. Det er Sergio Martino, som læsere her på siden kender fra Mountain of the Cannibal God, der har instrueret, og selvom filmen drejer sig – om muligt – ind på et endnu mere velkendt mytologisk spor, så er filmen en ganske intelligent fortælling. Især musikken fungerer godt heri, mens filmens stilisering er så meget mere varieret, at fortællingens simple karakter glemmes i velfortalthed.

Det er en åbenbar fortælling om manden med den gode moral, der kommer ind fra sletten, ordner sagerne og får en by sat på fode igen – en semikristen myte ligger til grund for dette, hvor hovedpersonen er en central Kristusfigur, der på ren platonisk facon kommer ud af hulen, blændes af lyset, men vender sig til det og vender tilbage for at får styr på den moralske underdrejning (han bliver faktisk blind og må leve i en hule et stykke tid). Desuden trækker filmen, måske mest pga. den næstekærlighedsprægede fortælling, sig væk fra selvtægtsfilmens hævngerringhed og ind ad en mere moraliserende tangent, der også afspejles i filmens nærmest sociale budskab. Filmen bringer – i sin kritik af storindustri i det vilde vesten, sit fokus på arbejderens vilkår og sin indirekte argumenteren for menneskets rettigheder – mindelser om Eisensteins russiske propadandafilm, fx Strejke (1925). Mannaja, om man kan lide budskabet eller ej, er på den måde en mere gennemtænkt og en langt mere veldrejet film end Today We Kill, Tomorrow We Die.

Så om man kan lide spaghettiswesterns eller ej, så kan man få en masse ud af Mannaja, mens der nok skal forkærlighed for genren til for at kunne tage Today We Kill, Tomorrow We Die til sig, hvor pastaen synes en smule udkogt og slatten. Det er ikke tilfældet i den i Mannaja.