Da de notoriske Coen brødres western True Grit fra 2010 nåede biograferne, gik det ikke stille af sig. Joel og Ethan Coen står bag film som O , Where Art Thou? og The Big Lebowski, der har en ikke uanseelig kultstatus blandt mange filmelskere, men trods mange års popularitet og anerkendelse, har True Grit bragt brødrene til et helt nyt niveau.

Publikum strømmede begejstret til biograferne og pengene strømme ind alt imens anmeldere i USA såvel som internationalt i hobetal samstemmigt hyldede filmen som brødrenes hidtil bedste. True Grit er et box office hit og faktisk Coen brødrenes første blockbuster, som indikerer, at den har indtjent over 100 millioner dollars i USA. Den var nomineret til ikke mindre end 10 Oscars, og har vundet hele 22 andre priser. Og lad mig bare tilslutte mig koret – det er en særdeles god film, Coen brødrene her har begået.

True Grit er en ”genindspilning” af Henry Hathaways film True Grit fra 1969, der har den ikoniske western helt John Wayne i hovedrollen. Den film skaffede John Wayne hans eneste Oscar. Begge film bygger på romanen af samme navn fra 1968 skrevet af Charles Portis. Historien er en klassisk hævnhistorie, men samtidig – og langt mere interessant – er den en coming-of-age fortælling. Sidstnævnte fremhæves i Coen brødrenes version via seriøsiteten omkring Mattie-figuren.

Vi følger i filmen den kun 14 årige pige Mattie Ross, som med en god dosis stålsat vilje, snarrådighed og gåpåmod har sat sig for at sikre sig hævn og retfærdighed over mordet på sin far. Hun hyrer – med noget besvær – den mest rå, skydegale og frygtløse U.S. Marshall, hun kan finde – Rooster Cogburn – og overbeviser ham – også med noget besvær – om at lade sig gøre ham følge i jagten på faderens morder. Rooster er en klassisk amerikansk western helt – perfekt uperfekt med sine mange laster og sin grove facon. Maggie er alt andet end en typisk western heltinde, og det er netop hendes figur, der ifølge Coen brødrene inspirerede dem til at lave filmen. Maggie og Rooster har periodisk selskab af LaBoeuf, der er en nidkær Texas Ranger og lidt af en flanør med veltrimmet skæg og frynset skindjakke.

Undervejs i jagten på morderen møder de tre en række udfordringer, som tester omfanget af deres grit – som bedst oversættes med ’rygrad’ eller ’ben i næsen’ – og modner Maggie. Maggie giver de to modne herrer masser af modspil og udfordrer deres valg på kritiske tidspunkter, hvorved hun vinder deres respekt, og indtræder som en vaskeægte feministisk westernheltinde for seeren. Der mangler ikke action eller skyderi gennem filmen, så genremæssigt leverer True Grit bestemt varen. Maggie får endelig i et vanvittigt opgør sin ønskede hævn, eller rettere retfærdighed, da hun – selv! – skyder sin fars morder. Imidlertid kaster riffelskuddet hende bagud og ned i et hul, hvor det vrimler med giftslanger. Hun bliver bidt og ender – efter en kraftanstrengelse fra Rooster, der redder hendes liv – med en amputeret arm. Budskabet forkyndes allerede i starten af filmen, hvor den voksne Maggies voice over ytrer: You must pay for everything in this world – one way or the other. There is nothing free except for the grace of God. Og det gælder altså ikke blot for samvittighedsløse mordere, men også for 14-årige piger.

Der er ikke en snert af sentimentalitet i True Grit, og det er om noget dens helt store styrke. Filmen har, som det fremgår af citatet ovenfor, en religiøs dimension også. Det særlige og velfungerende ved den er, at den ikke bliver en forløsende fortolkningsnøgle til livet. Tværtimod synes religionen at slå fast, at det, der ér, ér, og at tilværelsen er en barsk og uromantisk størrelse. Dette livssyn understreges visuelt på fineste vis med det golde landskab, der ligesom al setting i filmen er holdt i sorte, grågrønne, -gule og -blå farvetoner uden intensitet. Genrefilmen har en alvorlig historie gemt i sig, og det visuelle og fortællemæssige niveau er i god harmoni i fremførelsen af den.

Samtidig indeholder True Grit også en god portion twistet komik – hvordan kan den andet med Coen-brødrene som sit ophav? Den umage trio er uenig om det meste, og udgør et mageløst og underholdende selskab med de mange ordkløverier og deres kontrastfyldte karaktertræk. De tre skuespillere leverer alle så solide og troværdige præstationer, at det i sig selv gør filmen værd at se, men det er nu svært at få øje på elementer i filmen, der trækker ned. Historien er fortræffelig, dialogen fornøjelig og succesen fortjent og forventelig. True Grit er så absolut den bedste western i nyere tid – og en af de bedste nogensinde.