Der er noget herligt nostalgisk over at gense de tre film, der i 1960erne blev lavet om mesterforbryderen Fantomas. Som stor knægt dristede jeg mig til at se dem sen aften på ZDF, og jeg var med det samme fascineret af den maskebærende forbryder, der med sit hårløse, udtryksløse, blågrå ansigt skulle komme til at fylde en del i såvel bevidstheden som adskillige tegninger i kladdehæfter.

Filmene er netop blevet genudgivet på DVD. Det var dog med lidt blandede følelser, at de blev sat i afspilleren, for mange af de fiktioner der henrykkede i ungdommen kan ved gensyn vise sig at være helt forfærdelige (eks. Månebase Alfa) – heldigvis gjaldt dette ikke Fantomas. Filmene er nostalgiske på to niveauer; først vakte de rent personlige minder om ungdommen, og samtidig er deres unikke 60’er-stemning, lige som de første James Bond-film, med til at tegne et billede af en verden, der ikke eksisterer længere.

Oprindeligt startede sagaen om Fantomas med en række franske pulpromaner fra starten af forrige århundrede. Forfatterne Marcel Allain og Pierre Souvestre udgav hele 32 bøger om skurken, der gang på gang undslap lovens lange arm, i form af politikommissæren Juve og hans journalistkammerat Fandor. Bøgerne var så populære at filmmageren Louis Feuillade i årene 1913-14 skabte fem stumfilm i spillefilmslængde om denne forklædningens mester. Feullades film er blevet klassikere og er stadig den dag i dag enormt seværdige, især for de, der holder af tidlige film. Selv om hverken klippetempo eller handlingen skrider hurtigt frem, er der noget dejligt originalt ved at se disse tidlige forsøg på at give seeren thrilleroplevelsen.

Både bøgerne og især de tidlige film fandt en fanskare blandt kunstnere, avantgarden og andre filmskabere, så fans tæller så prominente folk som René Magritte, Salvador Dalí, Gaulliaume Apollinaire og Jean Cocteau, for bare at nævne et par stykker. Og figuren har både optrådt i en række tegneserier, som hørespil og endda i en tv-serie fra 80’erne hvor Claude Chabrol og Buñuels søn instruerede Helmut Berger i den centrale rolle.

Der skulle dog gå næsten 50 år fra Feuillades stumfilm, før Fantomas igen blev genoplivet på celluloid. Fantomas spilles her af Jeans Marais, der også spiller Fandor. Et af de mest geniale tiltag er, at serien ikke begår George Lucas’ klassiske fejl ved at vise antagonistens sande ansigt. Fantomas er konsekvent skjult bag hans tætsiddende maske og måske er hans hemmelighedskræmmeri årsagen til, at selv forbryderne frygter ham.

Tonen i de tre film er dog hverken frygt eller gys, for man kan godt se Fantomas-serien med ungerne på skødet. Filmene fra tresserne er letfordøjelige krimikomedier, der dog kræver, at man holder af de hyperaktive klovnerier, som Louis De Funès står for i rollen som den enormt kiksede politimand Juve.

Der er dog stor forskel på filmenes kvalitet. Den første i serien er klart den bedste, måske fordi den er den mest seriøse af de tre, måske fordi det samtidig er den, der mest direkte genbruger karakterer og elementer fra Feuillades original. En af kernescenerne i denne film er der, hvor Fandor kidnappes, bedøves og føres til Fantomas’ hemmelige fæstning, hvor orgelfugaer akkompagnerer den elevator, som bringer skurken ansigt til ansigt med journalisten. Man får fornemmelsen af, at Fantomas er så sej, at han har folk som Dr. No og Blowfeld til at arbejde for ham – for både hans hi-tech kælderhvælving i den første film og hans undervandsbase i den anden film synes at være enhver fjortenårig knægts feberdrøm om verdensherredømme.

I modsætning til Feuillades film har Fantomas nu meget mere end et falsk overskæg, en pude på maven og monokel at vælge mellem, når han skal forklæde sig. Hos Hubinelles har superskurken mulighed for at iklæde sig fabelagtige gummimasker, der gør ham i stand til at udgive sig for hvem som helst. Hverken Juve eller Fandor går fri for at blive offer for dette maskespil. I den forbindelse kan det nævnes, at der skulle gå endnu nogle år før TV-serien og senere filmene i Mission Impossible-serien stjal denne idé. En anden fornyelse er, at Fandor har fået tildelt en kæreste i form af en kvindelig fotograf, hvis primære funktion er øjeguf for husarerne og som det oplagte mål for Fantomas’ begær og kidnappertrang. Freuds ide om dobbeltgængeren synes at spøge i kulissen, især når man tænker på Jean Marais føromtalte dobbeltrolle.

Fantomas-serien er ikke for folk med hang til realisme, eller de som forventer actionfilm, der med kinetisk kameraføring og et bizart højt klippetempo kan leve op til John Woo-akrobatiske standarder. Eksempelvis kan det godt genere lidt, at hastigheden på visse sekvenser – eksempelvis den lange jagtsekvens i den første film er kørt i næsten dobbelt hastighed. Måske er det tænkt som en slags komisk effekt og selv om det kanske har fungeret for et biografpublikum i 1964, så virker det ikke i dag.

Hårde kritikere ville sikkert også kaste sig glubsk over den latente mangel på overordnet plot eller årsager til Fantomas’ gøren og laden. Man kan naturligvis godt forstå, hvorfor han vil stjæle juveler, kidnappe videnskabsmænd og hotte babes, eller for den sags skyld lægge en ”overlevelsesskat” på verdens rigeste mænd – men hvorfor han terroriserer Juve i Fantomas Contre Scotland Yard ved konstant at hænge lig op i dennes soveværelse, hvorefter han fjerner dem igen, forbliver et mysterium. Det har naturligvis komisk effekt, når en rådvild Juve forsøger, at forklare at han har set en hængt mand, som på mirakuløs vis igen er forsvundet, men som et led i en større forbryderisk plan virker det ret dumt!

Måske er det netop derfor Fantomas-filmene holder. De er campede, kitschede og har den unikke 60’er-stemning, som end ikke de nyeste CGI-manipulationer kan genskabe. Det er farvestrålende, futuristisk fjollet og til tider vildt overspillet. Den lettere grove, mandschauvinistiske journalist Fandor er lige så stor en tegneseriefigur som Fantomas, og Juve er intet mindre end en overstadig klovn – men det er også en farce, der intet har til fælles med de andre hårdkogte franske krimier fra den epoke (eks. Melviles Le Samourai og Le Circle Rouge). Det er og bliver letbenet underholdning, der takket være en meget flot restaurering, står skarpt i al sin technicolor-glans. Som gammel fan håber man derfor på, at denne nye udgivelse forhåbentlig kan være med til at hjælpe, at Fantomas igen dukker op på film i en helt ny inkarnation.