Krig handler om perspektiv. Derfor er det så svært at fortælle om. Fortælling handler nemlig også om perspektiv, hvilket for så vidt er årsagen til, at krig gør sig så godt på film – med det er også krigsfilmens akilleshæl. Det er så svært at fortælle troværdigt om dramaer midt under krigshandlinger, fordi handlinger så nemt bliver lagt i et uheldigt perspektiv, der tager parti. Af samme årsag er krigsfilmen også blevet brugt som propaganda, hvilket de russiske stalinister, de allierede amerikanere og de nazistiske tyskerne alle fandt ud af. Derfor er der så langt mellem krigsfilm, der formår at fortælle uden parti, uden klarlagt perspektiv.

City of Life and Death er en kinesisk film om den japanske belejring af den daværende hovedstad Nanjing i 1937 – kort før Anden Verdenskrigs udbrud i vesten. Filmens kinesiske titel er Nanjing! Nanjing!, og udråbstegnene fortæller en del om den situation, byen blev sat. I løbet af ganske få uger tog japanske soldater livet af et sted mellem 200.000 og 300.000 soldater og civile i et forsøg på endeligt at underlægge sig Kina i det, der for eftertiden er blevet døbt Nanjing-massakren. Denne begivenhed er ydermere også blevet berømt på baggrund af den tyske forretningsmand John Rabes gerninger, som skabte en sikkerhedszone i byen for flygtninge – efter sigende skal have han derved have reddet livet for så mange, som blev dræbt.

Filmen handler om krigen og belejringen slet og ret. Det er svært at placere én central karakter eller ét omdrejningspunkt. I stedet veksler fortællingen mellem den japanske hær, her med særlig opmærksomhed omkring den menige soldat Kadokawa, en række forskellige karakterer på indersiden af sikkerhedslinjen, her med fokus på Mr. Tang – der er Rabes sekretær – og dennes familie. Men oftest divergerer fokus væk fra disse personer for at følge andre biroller, som udsættes for forskellige grusomheder, og for at få fortællingen tilbage ”på sporet” glider en af de kendte karakterer ind og ”overtager” handlingen. Det er en ganske original metode, der på den ene side lader krigen og overgrebet på byen – som også er blevet kaldt the rape of Nanjing – få den fylde, det fortjener, mens enkelte karakterer også agerer bærende kræfter.

Det interessante perspektiviske valg er faldet på en særdeles tvetydig skildring af overgrebet, der efterlader flere japanske soldater som mennesker og ikke ondsindede og djævelske skabninger, som det kunne være nærliggende – de ondsindede er snarere vist som sindsforvirrede. Kadokawa spiller her en dominerende rolle som et lidt skævt og udefrakommende blik på hændelserne. Det betyder omvendt ikke, at de grusomme handlinger og massedrab er udeladt – tværtimod – og de langstrakte og ømme scener, hvor tusindvis af soldater og civile brutalt mejes ned, er med til bristepunktet. De får dog lov at tale for sig selv: Når et massedrab begås, behøver filmen ikke et perspektiv for at fordømme handlingerne – de er kvalmende og nedslående i sig selv. Det samme gælder de lange voldtægtsscener, kampscener og situationer, hvor dødsensfarlige og svære valg skal træffes.

Filmen er holdt i sort/hvid. Den tyske instruktør Wim Wenders lod engang en karakter udtale: ”Livet er i farver, men sort og hvid er mere realistisk – i sort og hvid kan du se the shape of things”. Det er en farvelogik, som også stemmer overens med City of Life and Death, der handler om tingenes tilstand – ikke så meget en fordømmelse af beskidt umenneskelighed, men slet og ret en version af, hvordan det var at være i Nanjing under denne belejring, der kostede så meget lidelse. Billedets monokrome karakter er på den måde et middel til at fortælle om krigen per se – et aspekt, der bringer mindelser om Alain Resnais’ krigsperspektiv i Hiroshima mon amour (fratrukket kærlighedshistorien). Den glimrende og hårrejsende visning af vold og ondskab minder for sig mere om en kynisme, som Eisenstein præsterede i Oktober (1927).

Denne overraskende perspektivløse skildring af nærmest oversanselig vold og krig fungerer således, som vi så det i den til dato bedste film om angrebet på Pearl Harbor – Tora! Tora! Tora! (1970). I et specielt møde mellem kunstfilmens visuelle poesi, Eisensteins nærgående visualisering af vold og noget, der minder om en truffautsk realisme, formår City of Life and Death at vise – ikke kun fortælle! – om et af historiens værste og overrumplende massedrab. John Rabe er glimrende skildret i Florian Gallerbergers John Rabe (2009), der oprindeligt udkom samme år som denne film. Begge film formår at vise et andet og mindre sort/hvidt billede af optakten til Anden Verdenskrig, end vi normalt får vist.

Gennem denne krig mod Japan fik Kina – udover at britiske post-kolonialistiske problemer også spillede med – løbende hjælp fra først Nazityskland, dernæst Sovjetunionen, for til sidst at blive hjulpet fri af USA’s sejr over Japan i Stillehavskrigen. Ja, hvem sagde, at krig ikke er et diplomatisk og tvetydigt morads. Derfor kan fortællingen om Nanjing nærmest kun fortælles i sort/hvid – filmen skabte interessant nok debat i Kina på grund af dens manglende fordømmelse af Japan. Ud over dette forståelige udråb har filmen fået en mesterlig modtagelse, hvor ordet ”mesterværk” indgår flere steder. Denne version, som nu er ude på dansk dvd, har et enkelt problem i en svag tysk synkronisering af John Rabe, der faktisk i filmen snakker engelsk – hvorfor dog dette? Men udover dette er det svært at pege på aspekter, der ikke skulle falde samstemmigt ind i koret, der synger ”mesterværk”.