Det er næsten 25 år siden Dennis Potter og John Amiels Den syngende detektiv ramte danske seere lige midt i aftenkaffen som et svirp med et beskidt, vådt håndklæde. Serien var på overfladen et ganske ordinært drama, der fulgte en alvorligt psoriasisramt og verdenshadende forfatter på sit sygeleje på et engelsk hospital midt i Thatchers England. Den syge forfatter deler navn med en af litteraturens store detektivfigurer, den hårdkogte amerikanske privatdetektiv Philip Marlow(e) og vores stakkels, mavesure patient har blandt andet forfattet den knaldroman, som deler navn med serien.

Man har dog ikke set ret meget af serien, før dramaet pludselig ændrer karakter, for i Marlows febervildelse blandes hospitalsmiljøet sømløst sammen med detektivhistorien, gamle showtunes fra fyrrerne og halvtredserne og endelig med Marlows barndomsminder fra en mørk og traumatiserende opvækst under krigen i det nordlige England. Far arbejdede i minen og moderen spillede klaver i de få lykkelige stunder hvor faderen og vennen Binney optrådte som sangduo på den lokale pub.

I det hele taget fylder musikken meget i serien og den kommer både til at fungere som ledsagermusik, der kan sætte tonen perfekt til de to variationer af England i krigsårene: Marlows fiktive kriminalverden og barndomsminderne. Samtidig optræder musiken som et anakronistisk akkompagnement til de scener hvor patienterne, portørerne og lægerne der omgiver den sengeliggende Marlowe pludselig bryder ud i sang- og danserutiner.

En af de mest ærgerlige ting ved den ellers glimrende genudgivelse af Den syngende detektiv er, at oversætteren ikke har taget sig tid til at tekste de sangtekster som optræder, for metaforikken i disse er ganske tyk og man kan finde enkelte sekvenser som pludselig får meget mere mening hvis man er i stand til at forstå det som synges. Især er denne mangel beklagelig for de seere, der på grund af nedsat hørelse er afhængig af teksterne. En anden ærgerlig ting, er at der slet ikke forefindes noget som helst bonusmateriale i boksen, hverken i form af et kommentarspor fra John Amiel eller for den sags skyld de medvirkende skuespillere, for det kunne have været interessant at vide lidt mere om denne ganske fantastiske serie.

Det som er utroligt ved serien er at den i dag virker lige så frisk og opfindsom som den gjorde i 1986. Selv om der for de af os som i sin tid fulgte med på DR også er en anelse nostalgi forbundet med at gense den, så er serien stadig lige så interessant og medrivende som ved første gennemsyn. Basalt set handler fortællingen om mellemmenneskelige relationer, had, død, kærlighed og den altid så svære kommunikation mellem mennesker. Dertil kommer at den fungerer som en glimrende satire over forfattergerningen og kreativiteten. For selv om handlingen i alle afsnittene bevæger sig frem og tilbage i Marlowes liv, selv om fiktionen og virkeligheden er blandet ivrigt sammen, selv om Marlowes drømme indimellem også trænger sig på i hvad han tror er hverdagen på hospitalet, så bliver det aldrig forvirrende at følge med i, især ikke hvis seeren er blot den mindste smule opmærksomme og interesseret. Faktisk kan det fint anbefales at gense serien, med den viden man får mod slutningen, for så er der pludselige endnu flere forbindelser og fragmenter i fortællingen der nu pludselig giver perfekt mening.

Den syngende detektiv fejler udelukkende hvis man forventer sig en traditionel hvem-gjorde-det, noir-inspireret kriminalfilmsserie produceret af BBC, for det er nemlig alt andet en det. Fortællingen benytter sig ganske vist af de mange elementer som kendetegner krimigenren – low key, ekspressiv belysning, et til tider dystert lydspor og ikke mindst et centralt mysterium der skal opklares, men i dette tilfælde så synes mysteriet også at gribe dybere end det fiktive mord, for idet Marlowe begynder – meget mod sin vilje – at tale med hospitalets psykolog er det som om han også begynder at løse sit livs eget mysterium, der (uden at sige for meget) har bund i en ganske arketypisk freudiansk situation.

Så i takt med den fiktive detektiv forsøger at løse gåden om hvem der myrdede den stakkels luder, så løser Marlowe op for mange af de knuder og forviklinger, der har ligget og naget i hans liv, og der går ikke længe før parallellerne mellem det opdigtede og det virkelige bliver tydeligt, både for psykologen og for seeren. Interessant er det ligeledes at i takt med at vor hovedperson fremdrager sine allerværste personlige traumer og læger disse til skue i dagslys, så synes handlingen at have direkte påvirkning på sygdomsbilledet i bedste Spinoza’sk forstand. Marlowes hud og knogler er pludselig ikke længere nær så hårdt angrebet af sygdommen idet Marlowe indser, hvor alle hans værste mareridt rent faktisk stammer fra.

Idet Marlowe er forfatter kan han selvfølgelig heller ikke lade være med at digte videre på hvad der mon er til grund for at hans ellers så forhadte kone pludselig dukker op på hospitalet, for at snakke venligt med ham. Er der tale om genuint savn, eller er det i stedet blot et plot om at franarre ham rettighederne til filmmanuskriptet til ”Den syngende detektiv”? Kan paranoiaen tilskrives Marlows hjerne, der endnu engang er overophedet som følge af sygdommen?

Serien er upåklageligt og spændende fortalt, dertil kommer at alle skuespillerne leverer varen fuldt ud, især Michael Gambon i den altoverskyggende hovedrolle brillerer i en veritabel kraftpræstation, som gør at man husker hans navn når man ført en gang har set serien – de fleste kender ham måske bedre i rollen som Dumbledore fra Harry Potter, en rolle Gambon overtog efter Richard Harris beklageligvis døde. Men man må heller ikke glemme den unge knøs Lyndon Davies, der spiler den unge Phillip, eller søde, sexede Nurse Mills, spillet af Joanna Whalley.

Kender man derfor ikke Den syngende detektiv og holder man af udfordrende drama, der måske indledningsvis forekommer lidt vel mystisk i kraft af dens mange, pludselige sangnumre, så bør man ikke snyde sig selv for denne boks. Det er en serie som er så velfungerende at den med garanti vil blive set igen og igen, hvis man først har fået smag for dens ironiske og flerlagede måde at levere fortællingen på. Endelig så modbeviser Den syngende detektiv med al tydelighed myten om at en tv serie med nogle år på bagen med garanti mister sin charme – for her er den i al fald fuldstændigt intakt.