Babar samlingsboks 1 - 4 (840 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 12/6 2011, 22:55 af Helle Thorsøe Nielsen
Civilisationen kommer til junglen
Civilisationen kommer til junglen
« TilbageFortællingerne om elefanternes konge Babar, hans familie og venner er kendt og elsket af rigtig mange børn og voksne verden over. I mere end 70 år er historierne blevet fortalt, læst og set i mere end 150 lande. Cécile de Brunhoff skabte Babar og hele universet omkring ham som godnathistorier for sine børn. Hendes mand Jean udgav derefter fortællingerne i bogform, og 9 år efter hans død genoptog deres søn Laurent produktionen.
Pan Vision har udgivet de animerede fortællinger om Babar på dvd i fire samlingsbokse. I den første møder vi den lille Babar og følger hans færd fra junglen til byen. Vi hører om, hvordan han bliver venner med den søde gamle dame, oplever og lærer mangt og meget om og i civilisationen, og endelig vender tilbage til junglen, hvor han bliver elefanternes konge og bringer civilisationen til junglen.
I anden og tredje boks fortsætters Babars eventyr med hans venner og familie i junglen. Ikke mindst er fejden med næsehornenes konge Rataxas en evig kilde til problemer, der skal løses. Babar takler alt fra et teaterspøgelse over sabotage af en cykelkonkurrence til krig, og sidst, men ikke mindst, bliver han far.
I fjerde boks følger vi derfor naturligt også Babars børn og opdragelsen af dem. Babar har rigeligt at se til, for elefantungerne finder på mangt og meget. Desuden byder fjerde og sidste boks på et sidste afgørende opgør med skurken Rataxas, hvorefter Babar kan leve lykkeligt til sine dages ende.
Således kan fortællingerne om elefanternes kong Babar kaldes rigtige eventyr, der byder på masser af både store og små udfordringer, der skal overvindes, både i det ydre og det indre, gode og onde karakterer, rigtige og forkerte handlinger. Og det ender naturligvis altid godt. Fortællingerne rummer mødet mellem junglens natur og civilisationen, og er først og fremmest præget af et stærkt og allestedsnærværende didaktisk element. Der er tale om fortællinger med et moralsk, didaktisk budskab. De handler om dannelse og gode værdier. Om at være god, ærlig, loyal, rar og betænksom, og en god ven.
Et interessant aspekt ved elefanteventyrene er, at de tematiserer fortællingen som form. Babar er en dygtig historiefortæller, og der er indlejret mundtlige fortællinger fra ham i eventyrene, som således tager form af den såkaldte kinesisk-æske struktur kendt fra 1001 nats eventyr og herhjemme måske især fra Karen Blixens fortællinger. Babar bruger fortællingen som belærende værktøj og endvidere som en handling, der samler og skaber hygge og fællesskab.
Animationsfilmene er nok fyldt med udfordringer og en vis action, men de foregår i et adstadigt tempo og ledsages af en i reglen behagelig og harmonisk underlægningsmusik. Samtalen og fortællingen spiller en stor rolle i filmene, der primært henvender sig til børn i 3-6 års alderen.
Fortællingerne om Babar udgør så absolut en kærkommen afveksling fra mere larmende og hastige animerede fortællinger, der præger markedet. De tåler således også ganske megen gentagelse, hvilket er et must for film, der henvender sig til den målgruppe.