Krig og film er en herlig kombination. Når gru, rædsel og bomberegn skal skildres troværdigt, kommer sproget til kort. Visuelle fremstillinger gør sig bedst. Der findes derfor en række film, der skildrer det forrige århundredes store krige på måder, som trænger ind. Bogstaveligt talt! Og bliver siddende. Stilen og metoden, der i disse tilfælde virker bedst, er ofte den rene og skinbarlige skildring, der ikke sovser handlingen ind i velkendte handlingsstrukturer, men lader helvedes forgård fremstå umotiveret og absurd desillusionerende. En af de film, der anerkendes for at vise krigen kompromisløst, er Delbert Manns Intet nyt fra vestfronten (1979). Den er netop udkommet på dvd.

Intet nyt fra vestfronten – med den oprindelige titel All Quiet on the Western Front – fortæller om en gruppe personer, der færdiggør deres skolegang i Tyskland for at skulle træde ærefuldt og heltedådigt ind i Første Verdenskrig på vestfronten. Vestfronten under krigen var et helvede og et virvar af skyttegrave, mens krigens taktik ikke stod mål med de moderne våben, der var blevet udviklet. Unge mænd blev med andre ord majet ned på stribe i håbløse og ureflekterede krigsmanøvrer. Der går derfor ikke lang tid for de unge menige, før de indser de destabiliserende oplevelser, de skal udsættes for. Ilddåben er det tog, de stiger ombord på for at komme frem til fronten. Soldaterne er blot erstatninger for de sårede, der bæres ud af toget.

Mange af de seneste krigsfilm, som er udkommet i kølvandet på den fornyede succes, som blandt andre Saving Private Ryan (1998) skabte, har adopteret en dokumentarisk og nærgående stil, der sender seeren helt tæt på blod, sved og tårer. Intet nyt fra vestfronten er stilmæssigt anderledes og derfor interessant. Cinematografien er her i stedet nøgternt skildrende og ofte præget af ganske lange skud og indstillinger på afstand. Det medvirker kun til, at den blodige krig kommer til at fremstå om muligt endnu mere absurd. Stilistisk er filmen på den måde i familie med Joseph Vilsmaiers Stalingrad (1993). Filmen er baseret på en roman af Erich Maria Remarque, og blev også vellykket filmatiseret i 1930. De uprægede skildringer af krigen resulterede i, at Remarque blev udvist af Tyskland efter krigen.

Filmen etablerer vellykket på kort tid et stort karaktergalleri. Måden, der får dette til at fungere, er en opsplittet struktur, der først falder ned midt i et voldsomt slag på slagmarken. Derefter springer fortællingen rundt i tid, så vi kommer tilbage til skolegangen, til soldaternes træning og til deres lange transport mod fronten. Nådesløst viser filmen, hvordan en hel årgang fra en skoleklasse langsomt og sikkert går den visse galskab eller død i møde. Richard Thomas, der yderst vellykket spiller en af drengene, som overlever længst, fremstår først med en tro på, at det hele skal gå, men er til slut hård, afkræftet og desillusioneret. Familiens åbne arme og en dødssyg mor er ikke nok til at holde ham hjemme – hans familie nu er hos drengene på slagmarken. Det er kun dét, han kan.

Filmen er mange steder anerkendt. Stil- samt til mestendels spillemæssigt er den både kynisk og pålideligt komponeret. Men den har også sine fejl. Ernest Borgnine, der er filmens 70’er-stjerne, er noget skæv i rollen som leder af gruppen, da de når frem. Han har svært ved at aflægge sig sit komiske og actionheltelige ydre til fordel for filmens indadvendte eksistensskildring. Undertiden springer filmen også ind i nogle besynderligt sentimentale passager, der bryder med filmens rytme: Midt på slagmarken, godt skudt i smadder i et bombekrater, bliver enkelte af soldaterne undervejs noget poetiske. Det er en skam, for stil og struktur gør filmen til en central skildring af krigens skyttegravshelvede.

Filmen er uden tvivl alligevel en af de krigsfortællinger, der har inspireret til flest senere krigsfilm. Tv-serien Band of Brothers (2001) er dybt, dybt forgældet til Intet nyt fra vestfronten. Helt ned i de enkelte scener og længere sekvenser er sporene for ens til, at det kan være tilfældigt. Introduktionssekvenserne i Band of Brothers er set stort opbygget på samme måde. Intet nyt fra vestfronten var oprindeligt en tv-produktion, og flere mener, at den ikke opnår samme effektfuldhed som filmatiseringen fra 1930. Alligevel er det en skam, at distributøren kun vælger at genudgive den britiske version af filmen, som har været i bred distribution før. Når endelig den skal genudgives, kunne det have været værdigt med den 30 minutter længere amerikanske version. Filmen fortjener det faktisk.