Neil Blomklamp lavede i 2005 en kortfilm – Alive in JoBurg – der spredte sig som løbeild på nettet blandt fans af science fiction. En af de folk, som så filmen var Peter Jackson, der straks så potentialet i Blomkamps fortælling og derfor ikke var langsom til at skyde penge i en spillefilm med same tema. Resultatet blev til en af de mest bemærkelsesværdige science fiction film i nyere tid; District 9.

Det er næppe unfair at hævde at District 9 har trukket på film som Enemy Mine og Alien Nation hvad angår handlingen og samtidig er dens sammenblanding af den visuelle stil fra dokumentarfilmen kombineret med gennemførte CGI effekter sådan, at man også kan drage paralleller til Cloverfield, men ikke desto mindre er slutresultatet både unikt og medrivende.

Som i al god science fiction gemmer der sig neden fiktionens fernis en række moraler og tanker om tilstanden af vores nuværende samfund. Da filmens rammer tillige er Sydafrika, er det fra starten klart at der vil blive draget slet skjulte paralleller mellem den måde sorte er blevet behandlet på under apartheidstyret og den måde det fiktionelle Sydafrika forsøger at håndtere en enorm UFO, der pludselig standser over deres by. Inde i rumskibet er der titusindvis af aliens, der er forkomne og virkelig behøver et sted at være.

Mens verdenssamfundet diskuterer en handlingsplan, bliver disse fremmede genet ind i slumbyen District 9, hvor de hurtigt kommer i clinch med lokalbefolkningen. Inden længe er der nigerianske gangsters, der udnytter de fremmede og i bytte for kattemad (som fungerer som en slags narko for rumvæsenerne) forsøger at anskaffe sig forskellige våben som rumvæsenerne har med sig. Desuden er de, der bor udenfor slummen til stadighed plaget af aliens, der går i deres skrald. Der opstår altså en række situationer der kræver øjeblikkelig handling og vi stiger ind i filmen, hvor et nyoprettet privat finansieret vagtværn, ledet af den kyniske, vattede og fremmedfjendske Wikus Van De Merve, bliver sat ind for at realokkere alle rumvæsenerne til en teltby, der ligger 100 km væk fra menneskelig bebyggelse. Kort sagt en form for Guantanamo, hvor de fremmede ikke kan være til fare for alle os ”normale” mennesker.

Tilskueren ved helt fra filmens start igennem interviews med Wikus’ familie og kollegaer, at der er sket noget med vor usympatiske hovedperson og i den første del af filmen fungerer dette som en fin motor, der får tilskueren til nysgerrigt at se videre. Inden længe finder man ud af at Wikus ufrivilligt er kommet i kontakt med noget væske under ransagningen af et slumskur. Væsken går i forbindelse med Wikus’ DNA og forvandler ham ganske langsomt til noget andet. Pludselig går det op for Wikus, at han ikke længere er jægeren, men den jagede, for organisationen han arbejder for, ser et enormt potentiale i at udnytte Wikus’ DNA i forbindelsen med deres våbenforskning, for hagen ved rumvæsenernes våben er, at de kun kan affyres af en, der har samme genetiske kode som dem selv.

På denne måde kommenterer District 9 altså både på den socio-politiske situation i Sydafrika. Der er ingen tvivl om at filmen dæmoniserer både nigerianere – i form af de brutale gangsters som opererer inde i distriktet, men også briterne får en over snuden, i og med at den mest usympatiske lejesoldat, der er sat ind i jagten på Wikus netop er englænder. Mest central er dog vor hovedperson, der efter at have gennemgået en Seth Brundle-lignende forvandling, bliver nødt til at revurdere sin holdning til de fremmede, især når han pludselig befinder sig i nøjagtig samme situation som dem.

Men District 9 er ikke kun en politisk, humanistisk kommentar til vores verden, det er også en særdeles vellavet, actionfyldt og ikke mindst meget blodig actionfilm. For de, der måske synes at filmen er en anelse træg i starten, så giv den endelig en chance - for idet Wikus først træder i karakter og udvikler sig til en af de mest usandsynlige actionhelte i nyere tid, så bliver tempoet virkelig skruet op.

District 9 er en fantastisk science fiction-film. Den fungerer upåklageligt på alle niveauer og så er den tillige ret rørende – både i de scener hvor vi oplever Wikus fortvivlet forsøge at kontakte sin kone og i forholdet mellem den alien som Wikus søger tilflugt hos og dennes søn. Det er med andre ord, en film der byder på overbevisende skuespil fra en række skuespillere de færreste kender i forvejen, overbevisende effekter og en medrivende historie, der for en gang skyld virkelig har noget på hjerte og hvad kan man i grunden forlange mere?