Chalie Kaufman er en meget underlig historiefortæller. I bedste (post-)postmoderne stil, er mange af de historier han skaber meget bevidste om deres egen fiktionalitet og iscenesatte væsen. Det gælder både den fremragende Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine in a Spotless Mind og måske især hans første film som instruktør New York iscenesat. Hvor de tre førstnævnte film havde en undertone af bizar, sort humor, forekommer den nye film langt mere seriøs i sin tone, på trods af de bevidst bizarre, surreelle elementer, der efterhånden er blevet Kaufmans kendetegn.

Af samme grund er det ikke en film der kan siges at være for alle. Den forsøger på ingen måde at kræse for sin tilskuer og den forekommer ej heller behagesyg, den vil derimod benytte sit medie – filmen - til at fortælle en helt speciel historie om en mand, der synes at have mistet formålet med sit liv og sin kunst.

Filmens protagonist er teaterinstruktøren Caden Cotard, der til trods for mange succeser aldrig er tilfreds med sit liv. Han er hypokonder i bedste Woody Allen stil, hans kone smutter i filmens start til Berlin sammen med deres datter for at udleve sit eget kunstnerpotentiale; som blandt andet består i at lade datteren tatoverere. Dertil kommer, at Cadens psykoterapeut ikke er særlig interesseret i at høre om mandens problemer og hver gang han klager over noget, så anbefaler hun ham at købe hendes seneste selvhjælpsbog.

Cadens verden er altså noget gedigent møg, men pludselig en dag modtager han et legat, der er så stort at det gør ham i stand til at skabe det ultimative teaterstykke - uden at skulle tænke på de begrænsninger, der normalt er forbundet med teater. I vanlig Kaufman stil bider dette kunstværk naturligvis sig selv i halen og bliver aldrig realiseret. Caden sætter sig nemlig for, måske i hyldest til store mestre som Antonin Artaud og Samuel Beckett, at skildre livets absurditeter ved at blandet livet og teateret i sådan en grad, at det bliver svært at skelne det ene fra det andet.

Hans vision er at lade en parallelversion af New York opføre som kulisser i en kolossal lagerhal. Dernæst skal der findes skuespillere til at bestride de mange roller som byens indbyggere. Caden forsøger, lettere fraværende, at instruere alle sine mange skuespillere, der er noget frustrerede over ikke at have et egentligt publikum, ud over deres instruktør, at spille for.

Men Caden stopper naturligvis ikke sine narcissistiske odysse her – for de to skuespillere, der spiller rollerne som henholdsvis Caden og dennes assistent skal, for at afspejle virkeligheden, naturligvis også instruere et andet sæt skuespillere, som har lavet en lidt mindre kopi af New York inde i kulissebyen. Mod filmens slutning er der altså sket en nærmest uendelig spejling af filmens primære virkelighed der på mange måder aldrig har helt virkelig til at begynde med.

Teaterstykkket bliver dog aldrig det helt centrale, for som originaltitlen (Synecdoche New York) antyder, så bør vi måske se filmen som en slags metaforisk spejling af den kunstneriske virkelighed. Filmen handler i høj grad om det umulige i at indfange virkeligheden i kunsten, om det at være begrænset af sit udtryk, uanset hvor mange midler man end måtte have til sin rådighed. Måske er det derfor også en film der i høj grad henvender sig til de der interesserer sig for at intellektualisere sådanne ting, diskutere kunsthistorie, filmsymbolik og i det hele taget at pille i de mange forskellige lag som Kaufmans film synes at præsentere.

Selv om ideen er virkelig god og original, så fejler Kaufmans instruktørdebut desværre som film set. Dertil bliver handlingen simpelthen for kringlet. Især i den evindelige spejling, der foretages – som med et fornemt ord kaldes mise-en-abyme – får filmen spændt ben for sig selv. Det er flot lavet og radikalt tænkt, men det er ikke særligt interessant som film.

Måske fejler filmen dog især fordi New York iscenesat bærer så kraftigt præg af at være konstrueret og hul, at man kommer til at mangle den grundlæggende indlevelse i såvel historien som med de karakterer den præsenterer for os. Andre gange er metaforikken så tyk at det bliver nærmest plat, som eksempelvis Cadens assistent der køber et hus med ild i – altså i ganske bogstavelig forstand. Men det er især filmens hovedperson, Caden, som bliver gjort alt for ynkelig og neurotisk til at man på noget tidspunkt kommer til at holde af ham og når filmen slutter så forstår man næsten kun for godt, hvorfor fruen lader sit barn tatovere i Berlin. I det mindste giver det langt mere mening, end at leve sammen med den vatnisse.

New York iscenesat er en film der søger at begejstre alle de af os, der kan lide at dekonstruere fortællinger, at analysere film og beskæftige sig med selve den narrative skabelsesproces, der er en del af såvel teater som film, men desværre for Kaufman fungerer det langt fra lige så optimalt som i hans andre værker. Til gengæld må man rose ham for den fine personinstruktion, for castet spiller fremragende, det er bare en skam at filmens grundidé aldrig helt folder sig ud, og aldrig kommer til at udnytte det potentiale, som den præsenterer for sin tilskuer helt i starten.