Selvom den danske instruktør Carl Th. Dreyer brugte mange år af sit liv på at lave film, blev det til bemærkelsesværdigt få. Men de enkelte, som det blev til, var enestående værker, der gør, at Dreyer ikke kun er blandt historiens vigtigste danske instruktører. Han er slet og ret blandt de vigtigste instruktører overhovedet. I løbet af 50’erne og 60’erne lavede han blot to spillefilm. Den ene var Kaj Munk-filmatiseringen Ordet (1955), og den anden var Gertrud (1964), som skulle blive hans sidste. Han døde fire år senere. Gertrud er den fjerde film, som er udkommet i digitalt restaurerede udgaver. Dvd’en har netop ramt gaden.

Kønsroller er et tema, der er gennemløbende hos Dreyer, men det er interessant, hvordan det endevendes fra forskellige vinkler. Stumfilmen Du skal ære din Hustru (1925) handler om et ægteskab, der er på vej til at briste på grund af mandens manglende anerkendelse af sin kone, der ender med at teste ham for at få ham til at indse, at han har det bedre, end han selv ved. Gertrud vender denne tematik på hovedet, og lader hustruen bryde med sin mand. Det er anden gang, hun går fra en mand, men hun er usikker på, hvad der venter hende. Men hun vælger sin egen friheden på trods af ensomheden. Hos Dreyer er kvinderne stærke, særdeles stærke.

Ordet var Dreyers mest religiøse film, hvilket var elementer, han hentede og behandlede fra Kaj Munks forlæg. Gertrud er Dreyers mest filosofiske film. Her er vi nået ind i den tiltagende modernisme i Danmark, som selvfølgelig strækker sig længere tilbage, men fik større kraft i efterkrigstiden. Den franske eksistentialisme havde fået vind i sejlene, og tomhed, ensomhed og elementære eksistenskvaler var blevet ’almindelighed’. Denne pessimisme og spleen henter Dreyer denne gang også ud af Hjalmar Söderbergs drama Gertrud (1906), som også kan anses for at være en modernistisk bannerfører.

Filmen handler om Gertrud, der er gift med advokaten Gustav, som hun indser, at hun aldrig har elsket. I et forsøg på at opleve den sønderrivende kærlighed, som hun havde sammen med digteren Gabriel, søger hun ud af ægteskabet og ind i armene på en livagtig boheme-komponist. De tre G’er mødes dog senere igen, da Gustav og Gertrud skal til Gabriels 50-årsdag, hvor det simple og store spørgsmål, Gabriel blot tænker og gentager, er: ”Hvorfor forlod du mig, Gertrud?”. Gertrud er mere end en rolle. Hun er den kærlighed, der kun opleves én gang. Også for hende selv.

Filmen er et forsøg på at afsøge denne mulighed i kærlighedens sandhed. Det er dog sigende for tiden og filmens spleen, at den hele tiden forskubber sig. Selvom de fleste vil denne kærlighed, er det hele tiden nogle motiver, der stikker under, eller fornemmelser, der bryder med romantikken. Gertrud er mødet, der kun sker en enkelt gang, og glemmer man at elske hende, glider hun bort. Sørgmodighed og ensomhed er de efterladte alternativer, og fremstår som noget, der bare er. Disse ting kan vælges, hvad kærligheden ikke kan. Selvom religion og traditioner, som ellers tematiseres ofte hos Dreyer, er suget ud af handlingen, er det nok den sorteste film fra Dreyer. Og den sidste.

Den kamerastil, som Dreyers fotograf Henning Bendtsen etablerede i Ordet, føres videre i Gertrud – og perfektioneres, om muligt. De lange indstillinger, lave klippefrekvenser og pinligt præcise bevægelser og zoom bliver mere iøjnefaldende i den teatralske Gertrud. Det er cinematografien, der gør, at de lange scener ikke bliver til filmet teater. Scenografien og cinematografien – bevægelserne og zoomene – er så kortlagte og tilrettelagte, at de kommer til at gøre opmærksomme på sig selv. Kameragangen søger, og når det finder, er det muligt gennem hele filmen uden undtagelse nærmest af lægge et kunstnerisk gyldent snit i billedet. Bendtsens kameraføring er i Gertrud uovertruffen.

Stil og tematik spiller også sammen så grundlæggende, at Gertrud fremstår enormt helstøbt. Gennem placeringen af karaktererne, særligt forhold til hinanden, formår Dreyer at fortælle med billedet. Fra første scene af er Gertrud også billedmæssigt karakteriseret. På den måde bliver filmen – vil mange nok mene – noget højtidelig, og dialogen fremstår endda også selvhøjtidelig, men det er et element i en slags fremmedgørelse, som Gertrud føler – og som vi føler gennem billedets rytmer. Gertrud er en film, der skal ses mindst to gange: en gang for filmens tema, en gang for filmens stil. Men den vinder også ved gentagne gensyn.

Disse fire udgivelser fra Scanbox – Du skal ære din Hustru, Vredens Dag, Ordet og Gertrud – slutter en kreds af film fra Dreyer, nemlig de fire film, han instruerede hos selskabet Palladium A/S. Tonefilmen var, som det gælder for de fleste både filmskabere og skuespillere, hård ved Dreyer. Sproget betød, at filmene ikke længere let kunne eksporteres. Derfor satsede flere selskaber på sikre film til hjemmemarkedet frem for eksperimenterende film. Derfor havde Dreyer også svært ved at finde samarbejdspartnere, og han ernærede sig i stedet som journalist. Samtidig og derfor ravede han også undervejs uklar med Nordisk Film, selvom de oprindeligt var interesserede i Vredens Dag. Det betød, at Dreyer i stedet kunne samarbejde med Palladium, der i 60’erne var kommet i uføre hos Filmrådet, der mente, at deres filmproduktioner var af for lav kvalitet. Det er her Gertrud kommer ind som en satsning, der skulle vise, at de bestemt mente deres film alvorligt.

Gertrud er et sandt mesterværk. Så simpelt kan det faktisk siges.