Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ordet (121 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 16/4 2011, 09:18 af Kim Toft Hansen

De forløsende ord


De forløsende ord

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”I begyndelsen var ordet”. Sådan lyder de første ord i Johannesevangeliet, som signalerer, at Gud skabte himlen og jorden med ordets magt – og kun Gud besidder denne magt til at skabe med ord. Det blev også til titlen på Kaj Munks drama fra 1925, der også på forskellig vis inddrager det at skabe eller omskabe med ord. Da Carl Th. Dreyer satte sig for at omskabe Kaj Munks ord til en film valgte han at reducere titlen til Ordet, men det var ikke det eneste, der blev reduceret. Filmen, der er fra 1955, har nærmest kun en tredjedel tilbage af de oprindelige ord fra dramaet. Dreyer tog dermed betydelig afstand fra Munks drama, og i stedet skabte en af dansk filmhistories helt unikke film. Den er netop genudgivet i ”digitalt remastered” udgave, der er den tredje ud af fire genudgivelser af Dreyers film.

På Borgensgaarden bor familien Borgen med patriarken Morten Borgen i spidsen. Han har et hyr med sine sønner, der på forskellig vis forbryder sig mod den form for Kristendom, Morten selv har prædiket gennem livet. Sønnen Mikkel har mistet sin tro, men har en dejlig hustru, som Morten ikke mindst synes godt om, idet hun stadig er hans håb for Mikkels tro. Johannes, som i sin tid var husets skarpe hoved, begyndte at læse teologi, men har fortabt sig i ordet, og tror nu, at han selv er Jesus. Den tredje og sidste søn Anders har godt nok sin fars tro, men har forlibt sig i skrædderens datter Anne, hvilket er endnu et skår i Mortens fornemmelse af familiær fornedrelse: Skrædderens familie står for en missionsk og dyster form for Kristendom, som Morten hverken kan eller vil forlige sig med.

Hos Dreyer er den indbyggede trosdiskussion trukket klarere frem end hos Munk, hvilket filmens slutning – som selvfølgelig ikke skal røbes – i høj grad understreger. Det er på den ene side den film, hvor Dreyer i videst omfang trækker den kristne teologi ind i en refleksiv ramme, selvom den jo er med på den ene eller anden måde i mange af hans film. På den anden side er snart sagt alle de holdninger, vi kan tænke os, repræsenteret i de forskellige karakterer: ateisme, kristen livsglæde, dogmatisk afholdenhed og evangelisk velsignelse. På den måde er filmens eget ståsted, hvad angår religion, i høj grad svær at fastholde, selvom afslutningen måske antyder noget andet, måske en forsoning.

Selvom fortællingen holder sig inden for nogle tidsbundne kulturelle mekanismer, der mest af alt bunder i den patriarkalske videreførelse af materielle og åndelige værdier, så er filmen særdeles moderne i sin måde at reflektere over troen på. Filmens åndelige repræsentant – sognets præst – står for en middelrettet, grundvigiansk protestantisme, der afviser begge yderliggående fløje, der vokser på begge sider af ham. Samtidig kommer troen dog til at spille en helt særlig rolle hos flere af personerne, da Mikkels kone Inger får problemer i barselssengen. Johannes, der normalt flakker hvileløst rundt i bibelske citater, får pludselig mere at skulle have sagt – til alles overraskelse.

Selvom Dreyer udviser en høj grad af konsistens og teknisk videreførelse i sine film, skiller de enkelte produktioner sig også ud fra hinanden. Der er tematiske sammenfald med de to tidligere film, der også er blevet digitalt restaureret. Du skal ære din Hustru (1925) introducerer Dreyers vedholdende brug af lyssat skyggespil, men holder kameraet stillestående. Vredens dag (1943) viderefører skyggespillet på eminent vis, men introducerer et særlig måde at skabe ”sliprum” i krydsklipningen, som på sirlig vis efterlader et metarum – en slags kommentar fra Dreyer selv. Ordet derimod holder fast i såvel den skyggevirkende lyssætning og det bevægende kamera, men nu benytter Dreyer sig i stedet af nogle meget langsomme og særdeles præcise kameragange. Der er i Ordet umiskendelige lighedstræk med den senere Andrei Tarkovskys ligeså nøjsomme cinematografi. For enhver, der elsker film, er kameragangen i Ordet en sand fornøjelse i sig selv. I begyndelsen var ordet. Ja, det kan godt være. Men det var indtil Dreyer tændte for sit kamera. Så blevet ordet overflødigt. Der er få, der har formået at visualisere sine tematikker så klart og tydeligt, som Dreyer formåede det. Og den restaurerede udgave af Ordet er i sig selv blot en understregning af dette.


Forrige anmeldelse
« Ørnen er landet «
Næste anmeldelse
» Gertrud »


Filmanmeldelser