Carl Th. Dreyer er et af dansk- og international filmhistories vigtigste skikkelser. Han var Danmarks første, internationale instruktør, og de fleste af hans film er uomgængelige hovedværker i filmens historie. Tiden efter Vampyr (1932) og frem er Dreyers lydfilmsperiode, hvor han videreføre de mere eksperimenterende tendenser fra Du skal ære din Hustru (1925) og videre. Flere af Dreyers film er blevet restaureret og digitalt remastered, og senest er fire film blevet genudgivet. Den anden af fire er Vredens Dag (1943), der således repræsentere den tredje tid hos Dreyer. Den er netop udkommet på dvd.

Undertrykte kvinder eller problematiske relationer mellem mand og kvinde er i centrum i flere af Dreyers film. Debuten Præsidenten (1919) – der i øvrigt for få år siden endelig blev restaureret og gjort tilgængelig på dvd – handler om et ulykkeligt ægteskab, der resulterer i andre ulykker. Du skal ære din Hustru sætter fokus på kvindens undertrykte rolle i hjemmet, mens Le passion de Jeanne d’Arc (1929) inddrager mytologien om Jeanne d’Arc som et udtryk for en kvindes manglende muligheder for at udtrykke sig. Vredens Dag følger i samme spor, og fokuserer på et problematisk ægteskab mellem en gammel præst og en ung kvinde.

Det er ikke nok med det. Filmen foregår i 1623, og paralleliserer handlingen med samtidens hekseforfølgelser. På den måde har filmen en række ligheder med Benjamin Christensens tidligere Häxan (1922), der dog var langt mere radikal i sin gudsbespottelse. Flere har påstået, at frygten for hekse blev ansporet af mandens frygt for kvindelig lidenskab eller sin egen attrå efter kvinden. Denne analyse antyder Vredens Dag også. Filmen begynder med jagten på Herlofs Marte, der er blevet udlagt som heks af præstestanden. Hun søger tilflugt i præstegården, hvor den unge Anne er blevet gift med præsten Absalon – hun håber, at Anne kan hjælpe hende, fordi præsten i sin tid hjalp Annes mor ud af en udlægning. Det lykkes dog ikke at overbevise præsten, der brænder Marte på bålet.

Igen er de religiøse henvisninger – som i flere af Dreyers film – fremskudte i denne. Det kunne se ud som en subversiv kritik af kristen tænkning, men det bliver det ikke hele vejen. Vredens Dag er snarere en radikal kritisk vinkel på den udlægning af kristendommen, som den har fået. Anne læser eksempelvis op fra Højsangen, men bliver stoppet af Absalons dominerende mor, da teksten bliver for hed og erotisk. Moderen har på dette tidspunkt anet, at Anne og præstens søn Martin, der just er kommet hjem, har noget kørende. På den måde bliver filmen også til en fortælling om forskellen på frivillig og ufrivillig kærlighed. Det viser sig også, at præstens hjælp til Annes mor var for egen vindings skyld: så han kunne få den unge Anne.

Vredens Dag er Dreyers eneste film i de problematiske og krigshærgede 40’ere, men stil og tematik fra de tidligere film er enestående eksponeret i filmen. Særlig skyggevirkningerne af mødet mellem lys og mørke er fremragende i Vredens Dag, der er tæt ved at være på højde med Le passion de Jeanne d’Arc. Samtidig er den også et godt udtryk for det udfordrende kameraarbejde, Dreyer foretog sig. Hvor normal krydsklippeteknik hele tiden efterlader seeren sikker i de rummæssige dimensioner, leger Dreyer i Vredens Dag yderst subtilt med rytmen. Han bryder den såkaldte 180-gradersregel, og efterlader i krydsklipningen et specielt tomrum mellem kamera og skuespiller. Det er spidsfindige metateknikker, Dreyer her roligt og uiøjnefaldende benytter sig af.

Samtiden opfattede Vredens Dag[ – i sin jagt på hekse – som en samtidskritisk allegori over tyskernes besættelse, og kritikere var på ingen måde begejstrede. Den blev anset for at være mørk og dyster, hvad den i høj grad også er, men det blev ikke antaget positivt i kontekstuelt dystre tider. Filmen har dog med tiden vundet sin plads blandt Dreyers hovedværker – af hvilke der er mange. Efter denne digitale retouchering står filmen stilistiske udtryk lysende klart. Det er kamerateknisk en af dansk films betydeligste værker, og alene af den årsag bør enhver med kærlighed til film se den.