Den græske instruktør Yorgos Lanthimos kender flere nok fra den fremragende - og dybt underlige - The Lobster men som undertegnede også følte sig nødtvungen til at fortælle om på kapellets Facebookside , er hans film Dogtooth også en superspændende filmoplevelse. Af samme grund blev mandens seneste film The Killing of a Sacred Deer, også imødeset med de helt store forventninger.

I det hele taget er Lanthimos en virkelig interessant instruktør. Ikke alene er han er virkelig god til at lave film derpå den ene side er meget bevidste om at de er konstruktioner, på den anden føles helt almindelige. Han kan med få kunstgreb – være det sig kameravinkler, lyd, eller gennem dialogen, omskabe trivielle situationer til noget helt fremmedartet og fascinerende. I de film undertegnede har set opfører figurerne i dem sig så tilpas mystisk, at man som tilskuere ikke er i tvivl om at de er karakterer, samtidig bliver de heller ikke så fremmede for os at vi holder op med at føle sympati med dem.

Handlingsforløbene og den måde omgivelserne er iscenesat på i Lanthimos’ værker er også konstrueret så tilpas meget, til at man måske bedst kan beskrive slutresultatet som en form for særegen ”magisk realisme” eller i mangel af ord ”surreelle” film.

Når både handling og figurer virker bevidst konstrueret opstår den verfremdungs-effekt, som dramatikeren Berthold Brecht skrev om i tresserne. Vi bliver opmærksomme på det kunstige i teatret når skuespillet foran os peger på at de står på en scene. Når der er en fælles aftale om, at dette ikke er virkeligt, men noget kunstigt, kan det på bemærkelsesværdig og paradoksal vis nedbryde vore eventuelle forbehold overfor situationen og give os en stærk, umiddelbar oplevelse. Det kunne minde lidt om den tilsidesættelse af tvivl, som Coleridge skrev om for mange år siden.

Man skal som tilskuer til The Killing of a Sacred Deer også være med på legen, for at filmen kommer til at fungere. Vi skal acceptere, at vi ikke befinder os i socialrealismen. Både de handlinger som vore hovedpersoner foretager sig, den lydside som ofte står i kontrast til billederne og de dialoger som optræder er ikke hentet ud fra et ønske om at skildre begivenhederne realistisk.

Når der så tillige er elementer i fortællingen der går stik imod logisk tænkning og alment rationale, er det med til at skabe et filmisk rum som er både enigmatisk og meget, meget fascinerende. Yorgos Lanthimos er fremragende til at skabe urovækkende fortællinger, der på forunderlig vis minder om en mareridtsversion af de fleste seeres hverdag og i dette kunstfærdige, dramatiske univers kan filmen italesæte nogle vedkommende etiske dilemmaer eller vække nogle tanker hos tilskueren efterfølgende, som muligvis virker stærkere, fordi de netop optræder som abstraktioner eller allegorier.

Det er meget svært at fortælle om The Killing of a Sacred Deer uden samtidig at ødelægge den umiddelbare oplevelse af filmen. Faktisk bør man også holde sig fra andre beskrivelser og synopser af filmen eller se trailere, for filmen starter, som de førnævnte film, som et mysterium tilskueren skal finde hoved og hale i. Et mysterium der i ro og mag, og ustyrligt stilsikkert graver sig ind i seerens bevidsthed.

Lidt af handlingen kan godt afsløres. Åbningsbilledet er et close-up af et bankende menneskehjerte under en operation. Kameraet trækker sig langsomt tilbage, bombastisk koralmusik ledsager dette billede og da der klippes, møder vi for første gang filmens hovedperson Steven Murphy (Colin Farrell), der er hjertekirurg.

I næste scene mødes Steven efter arbejdet med den unge mand Martin (Barry Keoghan), men årsagen til disse møder kender seeren umiddelbart ikke. Er vor læge i al hemmelighed homoseksuel? Lever han et dobbeltliv med en anden familie? Vi ved det ikke. Hjemme i privaten danner Steven par med den smukke, men lettere distancerede Anna og samen har de drengen Bob og pigen Kim, men vi opdager også hurtigt at han lyver over for dem.

Umiddelbart lyder dette måske ikke som starten på det helt store familiedrama, ud over at man undres over relationen mellem vores kirurg og denne mærkværdige dreng. Dramaet udfolder sig dog roligt og effektivt men pludselig udvikler filmen sig mildest talt uventet. Vores hovedperson bliver ikke alene nødt til at stå ansigt til ansigt med sin fortid, han bliver sat overfor et næsten ubærligt dilemma, der bærer resten af filmen frem mod dens vilde klimaks.

The Killing of a Sacred Deer er bestemt ikke en film som vil falde i alles smag. Det er en film der ligger lige på kanten af kunstfilmen, og som sikkert vil høste en masse rosende ord fra cineaster og anmeldere. Det er dog usikkert om den brede befolkning får den at se, med mindre de falder over den en sen nat på DR-K engang i fremtiden. Det er til gengæld en skam, for selv om filmen benytter en noget abstrakt idé gør den det uden at være så artificiel og højtragende at man bliver sat helt af undervejs.

At filmen ender med at være et lille mesterværk skyldes foruden de nævnte elementer, især det fantastiske skuespil fra alle de medvirkende, det eminente kameraarbejde og ikke mindst kernen i fortællingen, som alle vil kunne relatere til. Den er muligvis lige lidt en anelse for lang, men dette er sikkert meget bevidst, da der på den måde skal gives tid til både at læse vore egne følelser ind i den udtryksløse, næsten apatiske måde som skuespillerne agerer på. Det tager tid at lade den magtesløshed som filmens hovedperson føler synke rigtigt grundigt ind.

The Killing of a Sacred Deer er ikke en rar film, til gengæld er den uendelig interessant og Kapellet kan kun opfordre alle til at indløse en billet og få en kæmpemæssig filmisk oplevelse, som med garanti vil sidde i kroppen og sindet længe efter filmen er slut.