Vampyren har det med at gemme sig væk, når solen skinner over verden – metaforisk set. Som væsen er vampyren kulturelt sensitiv, og noget tyder tentativt på, at vampyren dukker op, når verdenskulturen viser svaghedstegn – når solen ikke skinner på verden. Det så vi, da vampyren for alvor blev vækket kulturelt til live i slutningen af det 19. århundrede, måske som en reaktion på en tiltagende modernitetskrise. Vi så det igen, da verden blev ramt af økonomisk krise i 30’erne, hvilket også gælder for 70’ernes fornyede syn på vampyren og i det hele taget gysergenren. Nu er verden igen ramt af en økonomisk krise, der har været under opsejling i nogle år, og vi ser igen gyseren og i særdeleshed vampyren rejse sig igen. Seneste bud på en videreudviklet vampyrgyser er Spierig-brødrenes Daybreakers, der netop er udkommet på dvd.

Vi befinder os i 2019, hvor verden er kontrolleret af vampyrer. Menneskene kunne ikke overkomme sin frygt for at dø, og endte derfor med at vende sig – de fleste valgte at blive vampyrer. Det viser sig bare at være et selvmål af de grove, eftersom vampyrerne dermed opnår det resultat, at menneskeracen er ved at uddø. Få enklaver gemmer sig rundt omkring, mens vampyrerne selv opdrætter mennesker i passiviseret fangenskab for at kunne distribuere blod til krævende vampyrer. Under jorden eksisterer derfor alle de fattige, der nu må drikke vampyrblod eller i værste tilfælde eget blod, idet de ikke kan følge med på prisudviklingen. På meget kort tid udvikler de fattige vampyrer sig derfor til ådsler, der er til fare for både de ”civiliserede” vampyrer og menneskene.

Mit i dette kaos befinder Edward sig som ansat hos den store koncern, der står for produktion og salg af blod til befolkningen. Her er han – sammen med andre – ansat til at finde en surrogatløsning, der kan erstatte menneskeblod. Det går dog ikke forfærdeligt godt, og da Edward ved et uheld er ved at påkøre en bil fyldt med mennesker, står han over for et svært etisk valg: Skal han lade disse svinde ind i industriens kvægdriveri for menneskeblod, eller skal han hjælpe dem? Han vælger det sidste, hvilket viser sig at være et godt valg – det sætter ham nemlig på sporet af et yderst interessant alternativ til surrogatblodet fra den finansgriske blodkoncern.

Daybreakers er en blandt flere interessante forsøg på at gentænke vampyrgyseren. Det er en bevægelse, der kan spores tilbage til flere halvironiske 90’er-forsøg, men senest har Twilight-successen selvsagt pustet grundigt til de ulmende gnister – en supernatural romance, der også finder sin ungdomsfascination i Buffy-serien. Der er udkommet flere gode bud på, hvordan en relevant vampyrgyser kan se ud nu – mest interessant, også internationalt, var det svenske bud med Lad den rette komme ind, der spillede på nogle socialrealistiske elementer. Uden øvrigt sammenligning er der her et væsentligt lighedstræk med Daybreakers, idet begge inddrager en emotionelt berørt vampyr, der ikke er helt tilfreds med sin udødelighed – den tvivlende vampyr er et interessant bud på en revitaliseret vampyrkarakter. I modsætning til de nævnte tilfælde her er Daybreakers dog på ingen måde en romance, og er mere i stil med John Carpenters Vampires eller From Dusk till Dawn-filmene.

Det betyder ikke, at Daybreakers derved undlader at være socialt interesseret – det er den på flere måder. Først og fremmest er den vældig kritisk over for storfinansens styringsmekanismer, hvilket understreger genrens fornemmelse for sin samtid. Selvom genren svælger i overnaturlige elementer, formår den – og Daybreakers med – at sætte nogle spørgsmålstegn ved årsagen tidens økonomiske krise. Fokuseringen på de fattige, der – bogstaveligt talt! – må leve under jorden, taler sit (lidt for) tydelige sprog. Det gælder også den gennemskuelige symbolik i, at en stor virksomhed – igen bogstaveligt talt! – lever af at suge blod (i Kapitalen bruger Marx også nok så berømt netop vampyren som et symbol kapitalen). Samtidig har vampyren som væsen, idet den er – ift. så mange andre monstre – så menneskelignende, også en evne til at spejle, hvad det vil sige at være menneske. Vampyren kan derved være et negativt spejl af menneskelighed, idet vi her kan vise alt det, som vi adskiller os fra. Dette fylder mere i Lad den rette komme ind, men er også et indbygget element i Daybreakers, der dog bliver lettere banal på disse områder.

Når alt dette så er sagt, så er Daybreakers nemlig ikke nødvendigvis en specielt subtil actiongyser. Plottet er velkonstrueret, og den grundlæggende tematik er iøjnefaldende god. Filmen bruger dog mest dette til at indskyde en lang række actionssekvenser, der handler om at se vampyrer flamme op og menneskeblod sprøjte – filmen er uforbeholden blodig. Daybrakers læner sig derved mere opad de succesfulde film i Blade-trilogien, og på den måde i højere grad en tegneseriesimplicitet. Selvom vi selvfølgelig her får det hele vendt lidt på hovedet, ved at vampyrerne her også selv er på flugt, så er der undervejs ingen tvivl om vores alliance, og hvem vi skal ønske plaffet ned.

Samlet set er Daybreakers derfor mest en højhastig actionfilm, end den er en gyser, selvom den også momentvist ryster gyserposen ganske effektivt. Stilen er overbevisende og pudsigt fremtidsgotisk på en måde, der får byen til at ligne en dystopisk fremtidsversion af Gotham City. Hawke, Dafoe og Neill er også fornuftige – dog lidt stillestående – i deres respektive roller, der på den måde mest er et udtryk for de intentionelt flade karakterer, de spiller. Behændigt svirer actionscenerne sig ind mellem pseudovidenskabelige og -filosofiske diskussioner om menneskets værdi ift. vampyren, men grundlæggende er filmen for de, der lidenskabeligt elsker slagkraftig kamp og jagt – og netop dét gør Daybreakers ganske fornuftigt. Der er ikke meget mere i det.