Det kan være et spørgsmål om præferencer, men jeg har det meget svært med komedier. Og i Danmark har vi tilmed lavet rigtig mange af dem – og vi har lavet rigtig mange dårlige komedier. Det har noget at gøre med den høje grad af forudsigelighed, som komedier – gennem deres gennemskuelige og endimensionelle karakterer – er udstyret med. Det bliver ofte meget simpelt og ensidigt. Jeg skal så også erkende, at jeg falder pladask for komedier, så snart de får en farve: sort. Derfor har jeg også en masse godt at sige om Mikkel Munch-Fals’ debutspillefilm Smukke mennesker, der netop er kommet på dvd – blandt andet!

Det er nemlig den første danske spillefilm, der er udkommet på dvd, video on demand og i tv samtidig. I sidste uge havde filmen tv-premiere, og nu har vi også fået mulighed for at se den til låns, såvel som på en fin rund skive. Det er selvfølgelig en smart måde at bruge tværmedialiteten på, så der kan skabes opmærksomhed omkring udgivelsen – og måske ikke andet. Samtidig kan det også være en accept af, at en debutant måske ikke vil har så nævneværdig brug for at få for drøje hug gennem for få købte sæder i biografen. Under alle omstændigheder er det en ny måde at eksponere filmen på og ikke så meget andet end det – filmen som medium og fortælling, der i mit tilfælde er konsumeret på dvd, viser sig ikke i den henseende at have noget andet at byde på, end som film er flest.

Filmen handler om de fire personer Anders, Ingeborg, Anna og Jonas, hvis liv på forskellig vis vikles ind og ud af hinanden. Ingen af dem agerer selvstændige hovedpersoner, men snarere fungerer filmen som en kollektivfilm på linje med film, som Robert Altman har lavet dem. Dette er i sig selv et værdigt og interessant supplement til komedieformlen, der på den måde allerede er brudt. Alle personerne har sine store, store problemer: Anders er blotter, Ingeborg mister sin mand og har ikke kontakt til sin datter Anna, der har været syg og har mistet det ene bryst, mens Jonas – der er Anders’ søn – prostituerer sig selv og tager lidt for mange stoffer. Og det er bare de mest iøjnefaldende problemer.

Det er ikke nemt at give et ensporet resumé af filmen, fordi den på nævnte måde hele tiden skifter fokus og forskyder sig mellem de forskellige personer, der tilsigtet eller utilsigtet får plads i hinandens livsrytmer. Alt sammen er det skruet vældigt godt sammen med et ironisk glimt i øjet, der – uden den drævende rytme – minder meget om den sorte humor, der er til stede i Aki Kaurismäkis finske sorte komedier. Munch-Fals har en eminent evne til at lege med vores forventninger, for hurtigt at trække tæppet væk med en ganske ny mening. Det er især her humoren dukker op, idet vi forventer os ét og får noget andet eller noget lidt fordrejet.

Smukke mennesker er gennemgående velspillet. Bodil Jørgensen, der spiller Ingeborg, og Henrik Prip, der spiller Anders, spiller dog lidt de roller, de altid gør – de må da kunne mere end det. Mille Hoffmeyer Lehfeldt viser, at hun har mere i sig – og hæver faktisk filmen gennem sin udmærkede præstation som den depressive Anna, mens Sebastian Jessen overrasker positivt og nuanceret i rollen som Jonas. De er faktisk karakterskuespillere i denne film, mere end de er karikaturskuespillere, som det ofte er gældende i komedier. Samtidig vrimler det med kendte ansigter i snart sagt alle biroller – små som store.

Filmen er ikke grinagtig morsom, men den beskæftiger sig med depressioner, tab, tabuer og andre vrangsider af den menneskelige tilværelse på en måde, der fastholder alvoren, men samtidig udstiller det i et humoristisk lys. Anna er spillet af Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der lige nu er stjernen i DR’s fæle såkaldte depressionskomedie Lykke. Tv-serien har ingen chance for at leve op til denne kreative genreangivelse, men skulle en udgivelse være et eksempel på en depressionskomedie, så er det Smukke mennesker. Filmen formår radikalt at knuge en depressiv stemning ned i en sammenhæng med noget, der alligevel fremstår morsomt og momentvist temmelig grotesk.

Derfor er Smukke mennesker er særdeles lovende debut fra Mikkel Munch-Fals. At der er en vis konsistens i hans interesser, viser de to kortfilm, som også – lykkeligvis – er inkluderet på dvd’en (måske for at få os andre til at købe filmen, selvom vi så den i tv). ”Partus” og ”Ynglinge”, begge fra 2006, anvender nogle meget lignende komponenter for komedien. For en gangs skyld er der ekstramateriale med på en ny dansk film, der giver mening – de to kortfilm er ganske fine fortællinger om små og store problemer i et lignede perspektiv. Samlet set er Munch-Fals en instruktør, vi skal lægge mærke til.