Der er sikkert en masse der mener at Jackass, være det sig på TV eller i biografen, er så lavpandet, at det nærmest er helligbrøde at lade fænomenet få spalteplads i et forum, der fokuserer på kultur. For hårde skridttæsk, at blive overdænget med afføring eller for den sags skyld frivilligt lade sig angribe af en flok bøfler mens man er iført rulleskøjter og pink cardigan, kan vel næppe betegnes som ”kultur”.

Alligevel er drengerøvene, ledet af den hysterisk grinende Johnny Knoxville, blevet en del af vor populærkultur på godt og ondt. For selvom nogle måske helst vil fortrænge fænomenet, så startede Jackass en trend af selvpinende unge mænd, der filmer deres gale streger, alt imens de konstant presser hinanden til at gå længere og længere ud. Succesen har blandt andet medført direkte spin-off serier som Steve-O og Chris Ponteus’ show Wildboyz hvor de tager rundt om i verden og leger med farlige dyr, eller Bam Magheras to tv-shows. Dertil kommer at gutterne har fostret imitatorer i finske Dudesons og muligvis skabt grobunden for en flok tåber, der tør gå endnu længere i Dirty Sanchez.

Uanset om man holder af denne form for ekstrem performancekunst, der tilsyneladende ikke har til andet formål end blot at ville underholde og forarge, så kan man ikke komme udenom at drengene i det mindste er villige til at gå endog meget langt for at underholde sit publikum. Dertil kommer at Jackass 3D er en utrolig morsom film hvis man altså holder af denne form for bizar humor. Undertegnede storgrinede stort set under hele filmen igennem og det er sjældent at det sker, selv når man ser veldrejede komedier. Kort sagt er Jackass 3D muligvis den sjoveste af de tre film som er kommet til dato.

For nu at være meget kedelig og analytisk et øjeblik, så er det som fungerer så godt ved filmen ikke kun den virkningsfulde 3D effekt, der rent faktisk både ser godt ud men som samtidig lader tilskueren komme lidt tættere på de klamme og farlige begivenheder, uden hverken selv at komme i livsfare, i skudlinjen fra paintball pistolerne eller opleve de frygtelige lugtgener, som utvivlsomt må være involveret i nogle af scenerne.

Filmen er utrolig virkningsfuld fordi den giver sig bedre tid til at præsentere det ”setup”, der altid udmønter sig i et enten pinligt, smertefuldt eller totalt åndsvagt ”pay-off”. Timingen er nærmest perfekt, samtidig med at man som tilskuer konstant forundres over den hittepåsomhed, der ligger til grund for optrinnene.

For at give et eksempel: i en af filmens første scener ser man Steve-O stå i underbukser og Chris Ponteus stå bag ham, storgrinende med et baseballbat parat. Foran Steve-O er i skridthøjde placeret en anordning, der ligner et omvendt ”L”. Et lodret jernrør med en overligger der kan dreje og i enden af denne overligger er der påmonteret en baseball. Man kan nemt forestille sig hvad der skal ske, for idet der vil blive slået til baseballen, vil overliggeren hamre rundt i en halvbue og ende direkte i klokkeværket på den meget nervøse, underbukseklædte mand. Det værste ved scenen er faktisk ikke at det naturligvis sker, men derimod de tyve sekunder, der leder op til selve slaget. Nervøsiteten er håndgribelig og selv man har lidt ondt af Steve-O, er det også dejligt befriende idet slaget falder.

Jackass har altid været en konkret fysisk oplevelse, for lige som horror-, porno- eller komediegenren påfører denne semidokumentaristiske galskab fysiske reaktioner i sin tilskuer. Har man blot den mindste smule empati, er det derfor ikke svært at forestille sig de smerter som disse tosser pådrager sig selv eller hinanden. Godt nok har man set det hele i et utal af variationer før, men det er måske netop variationen over temaet der gør det skægt.

Eksempelvis er der ikke meget nyt i at se et portabelt toilet, med gæst, blive vendt på hovedet – for det har Knoxville selv gjort for mange år tilbage. Nu er hovedpersonen blot Steve-O og toilettet affyres som en omvendt bungee. Selv om der genbruges, skal man dog ikke tro at gutterne er løbet tør for ideer, for der er mange gags og tosserier, som man bestemt aldrig har set før. Selv om filmen ikke, som den første, er instrueret af den talentfulde Spinke Jonze (der dog stadig optræder som en del af holdet) er der ingen grund til at fortvivle, for instruktøren er i Jackass sammenhænge ikke den vigtigste.

Ud over at filmen benytter sig af 3D, så er der også enkelte scener der er fanget med et ultra-slow-motion kamera, så man langt mere detaljeret ser hvad der eksempelvis sker med et ansigt, der først overraskes af en kop koldt vand, for dernæst at få et velplaceret boksehandske-hook fra modsatte side - gerningsmanden er naturligvis sneget sig op på det intetanende offer bagfra. Igen er både smerten og overraskelsen nærmest håndgribelig. Det er ikke stor kunst, men det er meget overraskende at se hvor plastisk et ansigt rent faktisk er, når det på den måde giver efter for massivt tryk.

Der er noget legende, uhøjtideligt og befriende dumt ved Jackass 3D og dertil kommer at man, især under montagesekvensen der kører samtidig med slutrulleteksterne, får indtrykket af at disse mennesker, bag al lorten, ydmygelserne og de ubehagelige practical jokes, faktisk er utroligt gode venner allesammen. Måske er det i virkeligheden derfor de bliver ved med at lave det de laver: det er simpelthen for sjovt at lade være.

Kort fortalt, så gælder der samme regel som for de andre udspil i Jackass serien, enten kan man slet ikke lade være med at grine eller også hader man med garanti hvert eneste øjeblik af det man ser. Den ærede læser ved sikkert allerede hvilken kategori han eller hun tilhører – så for alle fans, er der ingen undskyldning: drik et par stærkøl med vennerne på den lokale inden turen går i biografen, for synes man Jackass er morsomt, er dette muligvis det sjoveste man får at se i år.