På mange måder kan man sige at Robert Rodriguez er vendt tilbage til sine filmiske rødder med sin nye film Machete. For det er ikke kun en film der, lige som Grindhouse-samarbejdet med Tarantino (Death Proof og Planet Terror-dobbeltpakken) emmer af filmisk legelyst og sender en række intertekstuelle referencer tilbage til de glade 70’eres b-filmsklassikere. Den minder også om Rodriguez’ allerførste film El Mariachi - forløberen for hans amerikanske gennembrudsfilm Desperado – for Machete benytter på samme vis både en mængde arketyper fra grænselandet mellem Mexico og USA, og så byder den på velorkestreret vold af den mest brutale skuffe.

Machete er, på trods af dens fokus på nøgne kvinder, afhuggede hoveder, blodsprøjt og labre nærbilleder af Danny Trejos koparrede ansigt, faktisk meget mere end den hjernedøde action som plakaten lover os. Den giver overraskende nok ligeledes et kritisk blik på den illegale indvandring i USA.

Uden at afsløre for meget, stiller filmen skarpt på immigrationsproblematikken, lader karakterer i filmen tale om denne og satiriserer selvfølgeligt det faktum, at USA med den ene hånd forsøger at bremse op for den illegale indvandring fra Mexico, mens den anden hånd giver penge til den underbetalte og særdeles illegale gartner, barnepige, tjener, håndværker eller altmuligmand, som på så mange forskellige måder sørger for at holde det amerikanske samfund kørende.

Med lidt god vilje kunne man kalde Machete (og en del andre af Rodriguez’ film) for ”mexisploitation”, idet alle skurkene i filmen er hvide, racistiske amerikanere, hvad enten de består af blege hillbillies eller slibrige politikere. Alle heltene, uanset om de er forbrydere eller ansat af ordensmagten, er derimod mexicanere eller latinamerikanere. Vigtigst af alt, så er det et helt klassisk hævnmotiv, der driver fortællingen frem.

I filmens start ser man Machete, i fuldt politiskrud, trodse sin overordnede, kvase politiradioen og gå alene ind for at redde en splitternøgen ungmø fra den bistre narkobaron Torres, spillet med flæsket ligegyldighed af bluesbøffen Steven Seagal. Machete forrådes naturligvis lige som han er ved at nå sit mål. Torres dræber Machetes kone for øjnene af ham og siger at han også har fanget Machetes datter. I stedet for at dræbe Machete på stedet, sætter Torres blot ild på det hus, hvor vores helt ligger såret. Det var en fejl, for filmen springer tre år frem i tiden og vi ser nu igen en lyslevende Machete forsørge sig som daglejer i Texas.

En dag får han tilbudt 150.000 dollars, hvis han snigmyrder en fremtrædende politiker, hvis racistiske udbrud ikke kun har gjort manden kontroversiel, men værre endnu er at hans meningsmålinger daler fælt. Machete påtager sig modvilligt opgaven, men idet han skal affyre det dræbende skud mod politikeren, opdager han at en anden snigskytte faktisk har stillet skarpt på Machete. Politikeren såres i benet, meningsmålerne ryger i vejret og Machete er i et nu den mest eftersøgte mand i staten.

Sideløbende følger vi den labre kvinde Luz, som bestyrer en taco-biks nær der hvor daglejrene samles. Luz overvåges af den lige så smækre Sartarna, der arbejder for immigrationsmyndighederne. Sartarna mistænker Luz for at være lederen af ”the network” – en organisation, der hjælper immigranter med at komme ind i USA. Naturligvis flettes disse kvinders skæbne (og underliv) også sammen med Machetes.

Machete er en film der bestemt ikke vil tages alt for seriøst, selv på trods af dens politiske overtoner. For det handler primært om at få skabt muligheder for at se vores hovedperson det ene øjeblik hugge hovederne af folk og springe ud af vinduer med skurkes tarme i hænderne, for så i næste øjeblik at snave med en topløs Lindsey Lohan og dennes ”mor” imens musikken brat skifter til lummmer pornoguitar. Det er overdreven actionunderholdning hele vejen igennem, kombineret med optrædener fra bl.a. Don Johnson (der i filmen er blevet givet det utroligt originale navn: ”Van Jackson”), Robert DeNiro, Jeff Fahey, Cheech Marin og som ellers er spændende krydret med mange andre kendte ansigter fra andre af Rodriguez’ film.

Den eneste anke mod Machete er, at den godt kunne have været klippet lidt ned. En time og 45 kunne meget nemt være blevet strammet op til 80 eller 90 minutter, idet der genbruges lidt for mange af de samme fortællemæssige- og filmtekniske kneb. Det skal ikke forstås som om det bliver møgkedeligt, blot en smule repetitivt. Det ligger naturligvis i ånden fra de klassiske 70’er film, der på samme vis er fulde af denne slags gentagelser, men det ændrer ikke ved at tempoet, især mod filmens klimaks, godt kan føles lidt trægt.

Uanset denne minimale anke, så er Machete en film, der byder på så mange krydrede godbidder at halvdelen sagtens kunne have været nok. Traileren lover blod i spandevis og masser af bryster og filmen holder så afgjort hvad den lover. Har man derfor lyst til at genopleve klassiske sætninger som ”Gud har nåde, det har jeg ikke” - en parafrase over en klassisk replik fra Rambo III (her gjort endnu mere grotesk, idet den bliver ytret af en præst), har man lyst til at se folkets slavehær rejse sig hjulpet på deres vej af pimpede lowriders akkompagneret af et stygt, funky soundtrack, og har man længe undret sig over hvorfor Danny Trejo ikke har fået sin helt egen film, så er der ingen som helst undskyldning for ikke at tage ind og se Machete. Rendyrket vold med både hjerte, sjæl og agenda.