Børn er onde! Så simpelt kan det siges. Ondskaben er medfødt, og det er kun civilisationen, der holder ondskaben i ave. Måske er det arvesynden, der slår igennem tidligt? Sikkert er det, at børn per definition er rendyrket ondskab. Senere i livet får vi mere sofistikerede mål med mobberierne af hinanden, mens børn gør det af rent machiavelliske grunde: De vil have magt i skolegården. Dette spil handler Thorsteins Thomsens ungdomsroman Nørdernes forvandling om, og den er blevet omsat til filmen Min bedste fjende, der netop er udkommet på dvd.

Det handler om Alf, der er nederst i hierarkiet i skolegården. Han går til ballet, hvilket ikke er det nemmeste at slippe af sted med, når det hele handler om at være cool, sej og have tøsetække. Han ser også, at andre nørder får samme behandling, og særligt går det ud over klassens tykke dreng Toke. Da skolens bøller brækker en tå på Alf, og han ikke længere kan danse, bliver det for meget. Da Alf ligger hjemme med benet oppe, kommer han til at læse en af sin lillesøsters tegneserier, der handler om en fyr, der går så grueligt meget igennem, men tager så grumme en hævn. Alf har fundet sin Bibel!

Han mobiliserer derfor Toke, der hurtigt er med på at forsøge at forvandle deres færden på skolen, så de kan få magten – og slå tilbage. Til at starte med går det ikke så heldigt, og deres små indslag af hævn falder hurtigt tilbage på dem. Men langsomt, ganske langsomt – da Toke begynder at tage ledelsen – får de held med deres projekt. De finder ud af, at styrken hos dem er, at de formår – uden andres vidende – at operere uset i krogene, fordi de andre ikke ved, at de arbejder sammen, og dermed kan de spille de andre ud mod hinanden. Stilen er lagt, og magten ser ud til at være i sigte.

Filmen tegner et billede af danske børn omkring komfirmationsalderen. Det er noget, vi har set før, og filmen sender da også et velkendt og langt blik direkte efter Bille Augusts og Bjarne Reuters Zappa. Men en langt mere oplagt parallel er Jan Guillous Ondskab, der også er omsat til en udmærket svensk film. Thomsens og Ussings fortælling ligger så tæt op ad Ondskab, at det er tæt på at være i overkanten. Det, der dog er forskellen på de to fortællinger, er, at særligt Guillous roman i højere grad formår at reflektere over den ondskab, der opstår kollektivt. Samme projekt har Min bedste fjende, men det er uden den høje refleksionsgrad – og derfor bliver den lettere banal.

Min bedste fjende har nogle fine momenter, og bruger af og til nogle glimrende virkemidler. Først og fremmest er den fortalt i børnenes synsvinkel, hvilket er illustreret og visualiseret gennem, at de voksnes ansigter sjældent ses helt. Den eneste, der gentagende gange reelt ses i fuld figur, er klasselæreren. Hvorfor han ses er ikke helt klart, men det kan være en fremhævelse af, at al ondskaben foregår lige under hans næse, mens han intet ænser. Men under alle omstændigheder er framingen af billederne godt tænkt – og giver samtidig en vis klaustrofobi i børnehøjde. Derfor afhænger filmen også meget af de børn, der spiller de centrale roller – og de gør det meget, meget fint.

Dernæst er dens brug af den indbyggede tegneserie, som Alf og Toke bruger som deres revolutions Bibel, tænkt godt ind i fortællingen. Den indre læserstemme, som Alf bruger, mens han læser, samt de mange lydmæssige repræsentationer fra seriens univers, infiltrerer langsomt den ”virkelige” verden for de to. På den måde bliver den noget forkvaklede morale, som filmen undervejs synes at mægle, holdt lidt i ave – der er noget, som må gå galt, og meningen må være en anden. Desværre bliver det gennem filmens fremdrift en smule gennemskueligt, hvad filmens afslutningsvise morale skal være. Filmen ender lidt med samme gennemskuelige standpunkt, som filmen startede med – vold avler vold – og hvad har vi så fået ud af de 1½ time i selskab med barndommens ondskab?

Samlet set er filmen ikke uinteressant. Dens visuelle karakter og dens intermediale spil fungerer godt, men fortællingen er ikke tilstrækkelig god til at kunne fastholde de store armbevægelser, den lægger op til. Den type ondskab, som filmen handler om, er set før – og fortalt bedre andre steder.