Det danske produktionsselskab Fridtjof Film havde store forventninger til Boris Rodriguezs gyserkomedie Eddie: The Sleepwalking Cannibal. Filmen er en samproduktion mellem det danske selskab og det canadiske Quiet Revolution Pictures. Dermed er den et nyt forsøg med samarbejde med andre lande end de traditionelle nordiske partnere for Det Danske Filminstitut, der også har spyttet i kassen. Målet er ganske simpelt: En samproduktion giver for det første et bedre budget i første omgang, mens distributionsmulighederne for det andet også bliver bedre. I dette tilfælde et oversøisk ønske om at træde ind på det nordamerikanske marked. Forventningerne er dog endnu ikke indfriet. Kun lige over 3.000 personer valgte at lægge turen forbi biografen for at se Eddie guffe sine naboer i søvne. Nu er chancen kommet på købsfilm.

Det er historien om den danske skolelærer Lars, der tager til det kolde og snefyldte Canada for at undervise på en lokal kunstskole. Han er et yderst etableret kunstnernavn, men han har intet produceret i ti år – inspirationen er gået tabt. Derfor vælger han at prøve lykken med underviserjobbet. her stifter han bekendtskab med Eddie, den timidt tilbageholdende søn til skolens store velgører. Eddie får lov at være med på skolen på sit eget grundlag og flytter efter en stund ind hos Lars. Først ligner det et spirende venskab mellem to uforlignelige parter, men hurtigt tager filmen en drejning ind i sort komik og absurdisme: Eddie viser sig at gå i søvne om natten for at spise dyr. Og da Lars finder liget af sin parterede nabo, sker der noget besynderligt: inspirationen vender tilbage. Ved synet af blod, vold og mord får Lars kunstneriske indsigter.

Filmen er kulsværtet i sin absurdisme og undertonede humorstil. Der er ikke elementære grin eller elementære gys undervejs, men filmen trækker på en kombination af vokabularet for såvel gyserfilmens kannibalistiske undergenre som komediens drilske resonansbund. På mange måder er mødet mellem de to genrer ganske vellykket, og langt hen ad den blodige canadiske landevej er filmen faktisk mesterligt underholdende. Dens eneste akilleshæl er, at den desværre ikke rigtig tør fastholde det absurde og falder langsomt på plads i en relativt skematisk udvikling, der ikke kun indeholder komediens grundlæggende projektorientereting: Samtidig bliver fortælling smurt ind i en lidt unødvendig love affair, der selvfølgelig skal motivere til spænding undervejs, men ender med at vende et par lidt genkendelige kort.

Humorstilen og det visuelle anlæg har meget til fælles med Coen-brødrenes Fargo (1996), men tager også til sig fra fremvæksten af den sorte humor i dansk film, særligt de vellykkede filmatiseringer af Erling Jepsens romaner. Thure Lindhardt, der spiller hovedrollen som Lars, rammer rollen fint og tilbagetrukket, selvom portrættet af en kunstner – formentlig temmelig tilsigtet fra forlægget – ender med at være mere en tom karikatur end noget, der rent faktisk kan fortælle noget om kunst og inspiration. Filmen er fejlagtigt blevet kaldt for artcore, der normalt betegner kunstnerisk pornografi. Kunst og kannibaler bliver ikke til artcore. Men Eddie: The Sleepwalking Cannibal er hårdfør i sin skildring af blodige mord, grænsende til splatterfilm, og kvasikunstnerisk i inddragelsen af den søgende kunstner. Jævnt underholdende, ganske simpelt, men ikke så meget mere end det.

Filmen er skrevet og instrueret af den amerikanske Boris Rodriguez, der med denne sag spillefilmsdebuterer. Han gør mange ting rigtigt i filmen, der på mange måder ikke forsøger at være mere end en elementær gyserkomedie. Dylan Smith i rollen som Eddie er filmens bærende element, og selvom Lindhardt faktisk fastholder den lidt overspillede kunstnerrolle ganske fint, så forsvinder han lidt bag Smiths vellykkede hyperbolik. Filmen er samlet set ganske lovende for dansk films originalitet, som på besynderlig vis faktisk skal findes i genrefilmen. Dog er det danske islæt – ud over Lindhardt – i dette tilfælde sparsomt i selve fortælling. Det kommer hovedsageligt fra den finansielle og den produktionsmæssige side. Men skal fornyelse af dansk genrefilm fortsættes, er oversøisk inspiration måske ikke det værste at trække på. Eddie er i hvert fald blodigt charmerende.