Frederikke Aspöck spillefilmsdebuterer med Labrador. En novelle i spillefilmslængde. Næsten. Eller en spillefilm med novellestruktur. Om man vil. Den har været længe ventet. Hun er filmuddannet i New York, og instruerede sin første kortfilm ”Happy Now” 2004, mens hun først i 2009 fulgte op med Cannes-vinderen ”Får”. Nu er hendes korte første spillefilm klar på dvd.

Stella tager sin kæreste Oscar med ud på en vindblæst svensk ø, hvor han skal møde hendes far for første gang. Faren Nathan er en berømt, excentrisk kunstner, der lever på øen. I isolation. Kunstnerens skabelse sker i mødet med naturen. Alene på øen. Modsætningen til Oscar er stor. En sportsjournalist på afveje. Der går da heller ikke længe, før problemerne opstår.

Labrador – navngivet efter Nathans hund – handler om menneskets forsøg på at holde sandheder. Eller gemme på hemmeligheder. Mødet er hemmelighedens dåseåbner. Samtalen, forundringen, der åbner op med spørgsmål, der har hvilet usagt. Ubrugt. Uerkendt. Forholdet skal sættes på en prøve, men udgangen er en anden. Hvis forhold er det, der sættes under lup?

Filmen er baseret på den etablerede filmklipper og forfatter Daniel Denciks novelle. Han har selv forfattet manus til filmen. Omdrejningspunktet er novellens hændelse. Ikke en egentlig handlingsgang. Manuskriptet kræver derfor mere end blot en velklingende fotografering af dialog og hændelsesforløb. Det kræver noget at udtrykke mødet mellem tre personer i et kammerspil, som dette.

De tre personer er spillet af Stephanie León, Carsten Bjørnlund og Jakob Eklund. León er et af de opkommende og meget interessante skud i den danske skuespillerskare, mens Bjørnlund efterhånden har bidt sig fast. Eklund er en yderst veletableret svensk skuespiller, kendt for rollen som politimanden Johan Falk. Og forskellen i erfaring kan ses. Bjørnlund og León blegner desværre en anelse ved sin af Eklund.

Filmen etableres omkring en poetisk billedrytme, der på mange måder indoptager den natur, som omgivelserne byder på. Velvalgte skud sætter en fin stemning, der giver den smalle fortælling en god resonansbund. Naturen veksler. Og forholdene ligeså. Til tider er framingen en anelse forskudt, langsom om at finde sig til rette, hvilket er en skam, når billedpoesien søges.

Det virker også til, at dialogen ikke helt har suget marven ud af det potentiale, der reelt er i spillet mellem de tre. Nathans hårdhændede realisme møder Oscar som en mur. Flot! Men når dialogen kommer op i omdrejninger, forlades den til fordel for stemningsbilleder. Det er en skam – der er mere i disse karakterer. Noget usagt, som også forbliver det. Usagt.

Derfor er Labrador også kun lige en spillefilm. 69 minutter er hurtigt overstået, og på mange måder er det egentlig blot en forvokset novellefilm. Tematikken, den stedvise flotte fotografering og særlig Eklunds velspil havde fortjent mere. Karakteren Stella udvikler sig undervejs, men der er også mere heri. Det forbliver som sagt uden ord.

Labrador viser stadig, at vi bør både vente og forvente noget af Frederikke Aspöck. Hun har en helt særlig stil, der lover godt. Men hun er faktisk ikke rigtig endnu sprunget ud af novelleskabet. Jeg glæder mig stadig til hendes første reelle spillefilm. Med god grund. Der er ikke meget, der ligner Labrador i dansk film. En bunke stjerner for originalitet. Et mindre fradrag for de stedvise kiks.