Science fiction-genren på film er stort set så gammel som filmhistorien. Men der skulle gå næsten tredive år, inden genren fik sin største og vigtigste milepæl. Fritz Langs Metropolis fra 1927 har siden været et referencepunkt for alle scifi-producenter – og med god grund. Filmen er for sin tid et mesterværk af rang, men samtidig også forud for sin tid, og en film, der på alle måder stadig holder både i sin samfundsdystopi og sin stilvariation. Metropolis er intet mindre end et uomgængeligt værk for enhver, der bare har en svag forsmag for scifi. For de, der har interesse i film, er den ikke mindst ligeså uvurderlig. Den står ikke bare midt på scifi-genrens hovedspor, men helt centralt placeret blandt filmhistoriens hovedværker.

Metropolis er en modernitets- og kapitalismekritisk film om en dyster by, hvor en enevældig forretningsmand hersker. På toppen sidder han selv, mens arbejderne er gjort til navnløse slaver kun til fordel for forretningsmanden selv. Derfor er filmen ikke bare en fremtidsvision, der – i bagklogskabens klare lys – kan stå som en særlig kritik af enevælde og de senere katastrofer. Den står også som et udtryk for en samtid, hvor arbejderklassen ikke var et agtet samfundslag. Arbejdernes mekaniske og maskinelle livsførelse leverer en ørefigen uden lige til udbytning og samfundsmæssig plutokrati. Derfor har senere film, som har ladet sig inspirere af Metropolis brugt den til samme modernitetskritiske projekt. Hvor ville Blade Runner fra 1982 fx være, hvis det var uden Metropolis. Et af de mere påfaldende bud på kritik af den moderne verden med eksplicit reference til Metropolis genfinder vi fx i Queens video til ”Radio Ga Ga” fra 1984.

Når det så er sagt, så er kritikken af det moderne samfund ikke nødvendigvis det mest interessante ved Metropolis. I stedet står filmens visionære stil som noget af det mest fremsynede, filmhistorien på dette tidspunkt har budt på. Fritz Lang kommer fra en filmekspressionistisk baggrund, der giver sig udslag i en ekstrovert fornemmelse for fremmedgjorthed, som viser sig i ikke mindst spilleteknik hos skuespillere og scenerummet. Iscenesættelsen er intet mindre end et overdådigt overflødighedshorn af mesterlige visuelle ud- og indtryk indfanget eftertrykkeligt af Karl Freunds cinematografi. Billedkompositionen bliver på den måde et møde mellem fremtidsdystopi, ekspressive, lyriske billeder og en indsigtsrig genbrug af kunstens skatkammer af visuelle udtryk – fx det berømte centrale bytårn inspireret af Peter Brueghels Babelstårn.

Selvom filmen ikke nødvendigvis er en synderligt dybsindig fortælling (den er i udgangspunktet meget ligefrem), så formår filmen også at koble en religiøs kritik ind. Arbejderne er bundet i troen på, at en frelser skal hjælpe dem ud af suppedasen, men bliver fuppet, da den velkendte robotkopi af helgenen Maria dukker op. Men samtidig er filmen også funderet på det helt elementære (måske kristne?) kærlighedsbudskab, der skal vise sig at være en redningsplanke, af hvilken grund denne frelserrolle undervejs ikke bliver entydig (særligt understreget af mødet mellem den egensindige kapitalist og fagforeningens mand). Men der er da ingen tvivl om, at Lang placerer sig på linje med arbejderne. Denne inspiration fra det religiøse forholder sig på den måde – vha. fx Brueghel – punktligt til samme i det visuelle. Og det er måske netop det, der gør Metropolis til et så helstøbt mesterværk: det enestående møde mellem fortællingens logik og filmens visuelle side.

Sensationen var stor, da man sidste år i Sydamerika fandt 25 minutter ekstra, hvilket skabte nye muligheder for at skabe netop det værk, Fritz Lang præsenterede verden for i 1927. Der har figureret flere forskellige versioner, helt ned til en tysk version på 80 minutter, men den oprindelige version skulle have været på intet mindre end 153 minutter. Den version har verdens filmforskere drømt om, men man har anset det som en mindre utopi at se det hele. Det er dog tvivlsomt, at vi får den fulde version at se – og det er da heller ikke denne version, vi nu har fået. Billederne, der blev fundet, er blevet behandlet og set, men endnu ikke fuldt restaureret, men det skal nok komme (det meste af det skulle faktisk være velbevaret).

Indtil videre er vi nødt til at nøjes med denne smukke, digitalt restaurerede version på 117 minutter, hvor billedet nu står knivskarpt. Et smukt, foruroligende og filmhistorisk centralt filmværk er blevet behørigt kælet og suppleret med et fornuftigt – men lidt for kort – dokumentarprogram om produktionen. Af en stumfilm at være taler filmen stadig sit tydelige sprog.