Det er sikkert de fleste af vore læsere, der på et eller andet tidspunkt har prøvet at have en drøm som forekommer nærmest uendelig og ubehagelig, idet den med jævne mellemrum starter forfra igen og igen. Ideen om at være fanget i et sådant handlingsloop er blevet flittigt brugt i såvel romaner som film, her mest effektfuldt i den romantiske komedie Groundhog Day.

Sådanne handlingsforløb - hvor de protagonister som oplever loopet uden undtagelse alle desperat forsøger at bryde ud af gentagelsen - er desuden blevet nærmest et varemærke for science fiction genren, især den underkategori af sci-fi, der beskæftiger sig med tidsrejser, i skrivende stund aktualiseret i Duncan Jones’ Source Code. Det er dog ganske sjældent at denne type repetitive narrativ optræder i gysersammenhænge, men ikke desto mindre er det gentagelsens som er fundamentet i horrorfilmen Triangle fra 2009 som Pan Vision netop har gjort det muligt at sætte i danske DVD- og BluRay-afspillere.

Filmen starter ellers ganske fredeligt. Jess trøster sin autistiske søn efter et skænderi der har haft, hun kører ham i skole og tager derefter lettere bekymret ud til en lystbådehavn hvor hun står til søs sammen med en gruppe bekendte på sejlbåden ”Triangle”. Vejret er herligt og søen umiddelbar rolig, men inden der er nogen som kan nå at skrige ”Charles Berliz” ryger vennerne ind i en mystisk storm, yachten kæntrer og hjælp synes ikke at være i horisonten. Heldigvis går der ikke mange timer før en stor, gammel luksusliner sejer tæt forbi dem og det lykkes vore sejlere at komme ombord.

Skibet virker ved første øjekast som et spøgelsesskib. Der synes hverken at være passagerer eller besætning, men inden længe begynder enkelte af de skibbrudne at se en mystisk figur, som lurer i skyggerne. Samtidig er den overdådige buffet i spisesalen, som før så virkelig indbydende ud, pludselig rådden – mystikken breder sig i takt med at vore hovedpersoner begynder at undersøge de mange labyrintiske korridorer og passager på det store skib. Da en mystisk skikkelse, iklædt kedeldragt og med en grov lærredssæk over ansigtet begynder at angribe de skibbrudne spidser situationen for alvor til.

Jess er efter en række brutale overfald på hendes medpassagerer nu ladt alene tilbage på skibet i selskab med den hætteklædte morder, da hun pludselig fra soldækket opdager at skibet sejler forbi en kæntret yacht, hvor en tro kopi af Jess selv sammen med en nu spillevende gruppe venner klatrer ombord på det krydstogtskib hun befinder sig på. Første loop er i gang og det skal blive til mange flere, før seeren får en forklaring på, hvad det egentlig er som foregår.

Selv om Triangle på ingen måde er film, som skriver sig ind i filmhistorien, er den overraskende original langt hen af vejen, selv om man måske godt kunne have ønsket lidt mere nytænkning i afviklingen af filmens centrale mysterium, der - med frygt for at afsløre for meget – synes at vælge den nemmeste vej ud af alle forviklingerne. Dertil kommer at Melissa George, der spiller hovedrollen som Jess, ikke er overbevisende, til trods for salte tårer og paniske angstskrig. Selv om hun har fået hovedrollen er der flere af hendes medspillere, der virker langt mere troværdige end hovedpersonen og det går i længden hen og bliver et problem for vores indlevelse.

Filmen kunne derfor have nydt godt af at der var fundet en slutning som ikke partout skulle finde den forklaringsmodel som lå lige til højrebenet. Det er i denne anmelders øjne lidt for ofte at filmmagere frygter at gøre andet end at benytte Ann Radcliffe-modellen når der laves gyserfilm, hvilket vil sige at man for alt i verden skal rationalisere de umulige og fantastiske optrin som går forud for slutningen. På den måde bliver det hele realistisk og spiseligt for de i publikum der kun godtager gys, hvis der partout er en form for logisk forklaring på sagerne. Det kunne være rart hvis filmmagere og manuskriptforfattere i stedet accepterede at det uhyggelige og det fantastiske godt kan være irrationelt, surreelt eller blot have sin egen interne dæmoniske logik, så man i stedet forsøger at skrive slutninger, der godt må være fabulerende, men som bliver troværdige i og med at de sker på fortællingens interne præmisser.

Uanset disse hårde ord er Triangle absolut seværdig, især hvis man holder af såvel genrefilm som af film der forsøger at skabe lidt fornyelse til den ellers så rigide slasher-genre. Selv om slutningen i denne anmelders øjne er ødelæggende for helhedsindtrykket, så kan man ikke komme udenom at ideen med at lave en sådan loopstruktur i thriller/gysersammenhænge ikke er set før og derfor bør man også giver filmen en chance, om ikke andet så blot for den nydelse det er selv at forsøge at afkode mysteriet inden filmen selv løfter sløret for sammenhængen.