India Song (1975) er skrevet og instrueret af Margueritte Duras og for nylig udgivet af Pan Vision under betegnelsen ’filmklassiker’. Duras er imidlertid mest kendt for sine manuskripter til de store filmklassikere Hieroshima mon Amour (1959) instrueret af Allain Renais og L’Emant (1992) instrueret af Jean-Jacques Annaud. Og lad det stå klart allerede her. India Song er ganske langt fra disse i kvalitetsniveau – selvom den absolut har en poetisk tiltrækningskraft og visse filmiske mærkværdigheder, som gør den seværdig.

Tematisk kredser filmen om længsel, smerte, og isolation, og den beskrives med rette på DVD-coveret som et hypnotisk studie i forfald og forførelse. Handlingen – i det omfang det giver mening at tale om en sådan – finder sted i Calcutta under det franske koloniherredømme i Indokina, nærmere betegnet i 1937.

Vi følger Anne-Marie Stretter, som er gift med den franske ambassadør, og lever et ensomt liv i luksus fyldt med talrige kærlighedsaffærer med yngre regeringsmænd. Alle som en drages de af hende. Vicekonsulen er så desperat i sin kærlighed til ambassadørfruen, at han til slut bogstavelig talt skriger den ud i verden igen og igen. Koloniherredømmets tid er ved at rinde ud, men aristokraterne, som vi følger, kæmper for at holde facaden oppe. Livet løber i slowmotion indenfor i ambassadebygningen, og den farverige, hektiske millionby udenfor holdes… ja udenfor.

Stilistisk er India Song lidt af en kuriositet. Først og fremmest i kraft af Duras besynderlige kunstgreb med at skille billedsiden fra lydsiden. Der er ingen reel dialog i filmen, men derimod fire forskellige fortællerstemmer – to kvindelige og to mandlige – som delvist synes at genkalde sig begivenhederne og delvist at agere – ikke altid helt veltimet - dialog. Fortællerstemmerne blander sig diffust som en art polyfonisk kor uden tydelig retning og orkestrering. Filmen fungerer i den henseende som en stumfilm, hvor der efterfølgende er lagt lydspor henover.

Hvad filmen mangler på dialogsiden har den imidlertid rigeligt på musiksiden. Filmen ledsages af kontinuerlig velkomponeret underlægningsmusik i form af Carlos D’Alessios ubrudte smukke toner. D’Alessios er også kendt for sin musik til Jean-Pierre Jeunets Delikatessen (1991). Musikken i India Song – i det hele taget hele lydsiden – er levende, inviterende og særdeles stemningssættende. Karaktererne fremstår i kontrast til det auditive både statiske, distancerede og upersonlige. Hvis man som seer kan finde identifikation, så er det i fortællerstemmerne. Rummene fremstår mest af alt som betydningsmættede og kulturelt ladede museer.

Forholdet mellem lyd- og billedside skaber en helt særlig tone i filmen, og etablerer et bemærkelsesværdigt skisma mellem nærhed og distance, som understøtter det selvsamme skisma på det tematiske niveau. I den henseende fungerer filmen overbevisende.

Spilletiden forekommer mig dog at være unødvendig lang og formålsløs. Skismaet mellem nærhed og distance, såvel som fremstillingen af den dvælende langsommelige dødedans er etableret ganske kort tid inde i filmen. Herefter er det forholdsvis begrænset, hvad filmen reelt set har mere at byde på. I al fald skal man være mere end almindelig entusiastisk filmnørd for at finde tilfredsstillelse ved de næsten to timers langsommelige forfald og forførelse – selvom de ganske vist er utroligt smukke.