Der går indimellem alt for langt tid mellem at man får set en virkelig god martial-arts film (det som nogle fejlagtigt kalder ”karatefilm”). Selv om Hollywood efterhånden ikke kan lave en actionfilm uden at byde på Hong-Kong-inspirerede kampsekvener, så er det altså ikke det samme som en rigtig kampsportsfilm. For de som aldrig har set en sådan, er der tale om film hvis hovedplot kræver at dramaet med jævne – og helst konstante - mellemrum skal udvikle sig til et veritabelt slagsmål, ofte af den type, hvor protagonisten bliver sat overfor urimeligt mange modstandere og på trods af de utroligt dårlige odds naturligvis alligevel klarer ærterne til sidst.

Langt de fleste er bekendt med genrens superstjerner Bruce Lee og Jackie Chan, men den ene er død og den anden efterhånden lidt for gammel til at gå i spagat. Genren har altså konstant brug for nyt blod og selv om der måske er nogle seere, der fik genopfrisket deres kærlighed til cirkelspark via Thailands nye håb Tony Jaa i film som Ong-Bak, så er det nok de færreste af kapellets faste læsere, der har hørt om Donnie Yen. Han er i skrivende stund måske er den mest overbevisende actionstjerne i Hong Kong.

Hører man som undertegnede til de mange martial-arts filmfans, der spændt venter på at se Donnie Yen i fortsættelsen til den helt igennem fremragende kampsportsfilm Ip Man (en film der har fået den indlysende titel Ip Man 2) kan man fordrive ventetiden med at se nærmere på Legend of the Fist (org. Jing mo fung wan: Chen Zhen), som i mange henseender minder meget om Ip Man, især i filmens skildring af japanerne som fortællingens altoverskyggende skurke.

Filmen starter under første verdenskrig. Den handlekraftige helt Chen Zhen er leder for en gruppe marginaliserede kinesere, som har valgt at deltage aktivt i krigshandlingerne i Europa. Han lover at de nok alle sammen skal komme sikkert hjem, hvilket han håndfast beviser i filmens imponerende åbningssekvens. Her udviser Zhen ufatteligt mandsmod, idet han egenhændigt afvæbner og dræber alle de onde tyskere som skyder på ham og hans venner.

Vi springer nu til Shanghai i de knap så glade 20’ere, for på den tid havde Japan indledt deres invasion af Kina. Japanerne styrer de lokale med en lystig kombination af undertrykkelse, ydmygelse, tortur og vold. Det er dog ikke det eneste problem der gør liver surt for den hjemvendte Zhen. Idet han hjælper en af de lokale skaffer han sig også samtidig en mængde fjender, for det viser sig at manden han hjalp, var en fremtrædende gangster, som ejer natklubben Casablanca. Her bydes med slet skjult intertekstualitet endog på en scene hvor Zhen sætter sig til klaveret og spiller ”internationale” for at overdøve de fulde japaneres sejrssang.

Når man provokerer på den måde, går der ikke længe før Zhen og hans venner, der naturligvis er med i oprørsbevægelsen mod den japanske besættelsesmagt, kommer i alvorlige problemer. Via dette setup er der lagt op til scener med rappe tæsk, store benzineksplosioner og ikke mindst et enkelt melankolsk kærlighedsdrama, for ud over blodige knoer så skal filmen, vanen tro, også fortælle en historie, der kan vise en blødere side af vores ensomme helt.

Filmen byder dog seeren på endnu flere genrespor som man kan glædes (eller irriteres) over, for idet Zhen, af årsager som er for kringlede til at gengive her, bliver nødt til at dølge sin identitet overfor de han langer slag ud til, så beslutter han sig for at iføre sig et superheltekostume, der minder utroligt meget om det kostume som Kato bærer i The Green Hornet. På den måde synes filmmagerne og ikke mindst Donnie Yen endnu engang at kippe på den sorte læderkasket til førnævnte Bruce Lee, for Ip Man er en film, der skildrer Bruce Lees læremesters liv og i enkelte scener i Legend of the Fist er det svært ikke at tænke på ikonet.

Legend of the Fist er solid underholdning fra start til slut. Skal man endelig være kritisk, så virker det lidt som om filmen mister momentum mod sin slutning, men det er også meget svært at overgå den vilde startsekvens. Det er også en film hvor man bør tage aldersvejledningen seriøst, for her er der ikke tale om slapstick-agtige Jackie Chan-bank, her dræber vores helt, ofte ganske sadistisk de der står i vejen for ham. Legend of the Fist er en film der viser at Hong Kong stadig kan finde ud af at lave film, der både er virkeligt lækre at se på, som er imponerende klippet og ikke mindst gør kampscener til en den fysisk nærværende oplevelse som de bør være. At grundhandlingen så er en anelse stereotyp, nationalistisk og rørstrømsk, kan man godt leve med.