Den fine, engelske talemåde ”fact is stranger than fiction” synes i den grad at være i spil, når man sætter sig til rette for at se komedien The Men Who Stare at Goats baseret på Jon Ronsons bog af samme navn. For ideen om at den amerikanske hær i starten af halvfjerdserne seriøst skulle have haft oprettet en enhed af soldater med overnaturlige evner og støttet forskning af bl.a. ESP, telepati og anden parapsykologi, forekommer umiddelbart som det pureste opspind. Selv om filmen i fiktionens hellige navn har taget sig en del friheder i forhold til faktuelle hændelser, er der stadig overraskende mange af de informationer som filmen præsenterer, der har bund i virkeligheden.

Selv om Ole Michelsens tagline om, at film skal ses i biografen stadig gælder, så er en af fordelene ved de nye hjemmevideoformater, at de ofte byder på ekstramateriale af mere eller minde imponerende karakter. Selv om meget af det supplerende snask på denne skive er forholdsvist ordinært, så er det mindst en feature der er rigtig interessant og det er den, der hedder ”Goats Declassified” som man også kan se opleve på youtube. Her kan seeren få mulighed for at møde nogle af virkelighedens gededræbere, der mest af alt virker som nogle harmløse new-age hippier på førtidspension.

Hvad er mindst lige så opsigtsvækkende som filmens præmis, er antallet af fremragende skuespillere som deltager i løjerne. Ewan McGregor spiller den forsmåede journalist, der tilfældigt kommer på sporet af den hemmelige enhed soldater og som pludselig indlemmes i enheden, da det viser sig at han måske også har overnaturlige evner. Ideen med netop at lade ham modtage ”jedi-træning” er virkelig morsom, især for Star Wars fans, for det virker som om at både McGregor og instruktøren bevidst leger med denne reference flere gange i løbet af filmen. George Clooney beviser endnu engang at han er formidabel i komiske roller og filmen er ene og alene værd at se for Clooneys portræt af den paranoide og lettere sindssyge Lyn Cassady.

Jeff Bridges gør det også virkeligt fint. Til trods for at man godt kunne fornemme at han er blevet typecastet på baggrund af sin ikoniske rolle som ”The Dude” fungerer hans lurvede, skæve stil perfekt i denne sammenhæng og endelig optræder Kevin Spacey i en mindre rolle som et utroligt dumt svin, der ikke rigtigt besidder nogle overnaturlige evner andet end evnen til at uddele dim-mak slag. (De, der har set Blood Sport, ved naturligvis godt hvad det er).

Man skal med andre ord lede længe efter en film, der byder på så mange gode skuespillere på et sted, men spørgsmålet er så om det er nok til at få filmen til at fungere; men svaret er ikke så ligetil. The Men Who Stare at Goats er en film, der godt kan ses som en satire over krigens væsen, men måske snarere bør opleves som en slags kommentar til krigsfilmen som udtryksform. Der leges med alle klicheerne og netop fordi præmissen for denne film er så langt fra det vi normalt forbinder med krig, bliver det ganske morsomt.

Filmen fungerer dog ikke upåklageligt som komedie hele vejen igennem, for selv om der er en lang række scener som er virkeligt morsomme – eksempelvis den hvor et helt regiment soldater har fået kraftig LSD i deres morgenmad – så er der ofte lidt for langt mellem grinene. Men filmen er stadig en man sidder og smiler bredt over hele vejen igennem - for selv om man måske i starten har svært ved at sluge den oxymoroniske ide fredselskende hippiesoldater, så kan man ikke andet, end blive glad over både konceptet, den labre kameraføring og ikke mindst de mange, gode skuespillerpræstationer. Det virker virkeligt som om alle spillerne har haft det rigtigt sjovt med at lave denne film – og dette faktum smitter af på tilskueren.