Mange kan sikkert have svært ved at forstå fascinationen ved bodybuilding. Disse olierede, testosteronfyldte mænd smurt ind i olie, poserende akavet foran et interesseret publikum, mens standarddansersmilet anstrengt klæder deres ansigter og venerne står ud fra halsen, som mislykket folkeskoleelektronik. Ikke desto mindre er det meget nemmere at forstå denne sport efter at have set den over 25 år gamle dokumentarfilm Pumping Iron, der samtidig med blikket ind i bodybuildernes verden var en af de første gange verden blev konfronteret med Arnold Schwarzenegger på film.

Indrømmet, Arnold havde før Pumpng Iron optrådt i et par utroligt usle film, mest notoriøst nok Hercules i New York, men det var takket være Pumping Iron at hans karriere i Hollywood for alvor tog fart. Det er der heller ikke noget at sige til, for selv om filmen kan synes en ganske banal fim om mænd, der træner hårdt for at opnå hvad de ser som det perfekte ydre, så er det lige så høj grad en film om den Amerikanske Drøm gjort virkelig.

Filmen følger først en række amatørbodybuildere i deres konkurrencer og de får lov til at give deres forklaring på hvorfor sporten betyder så meget for dem, men filmens hovedhandling er centreret omkring Lou Ferrigno (manden, der senere blev alle smådrenges helt, da han spillede tegneseriehelten Hulk i tv-serien af samme navn) på den ene side og Arnold på den anden i kampen om at vinde titlen som Mr. Universe i en stort anlagt konkurrence i Sydafrika.

Idet man ser filmen, der skiftevis portrætterer Arnolds og Lous baggrunde, følger dem til træningen og præsenterer interviews med de to, står det hurtigt klar at Arnold er den mest selvsikre af de to. Ikke alene tror han fuldt og fast på sine egne evner til at vinde titlen for sjette gang i træk, men han giver samtidig udtryk for hvor motiveret han er for at nå sine mål i livet. Der er intet der står i vejen for ham og en af dem mest interessante scener i filmen, er den hvor han og Lou spiser morgenmad sammen dagen før konkurrencen. Der pjattes og hygges, men lige under al jovialiteten ligger der et taktisk spil, som Arnold overlegent vinder, gennem hans charmerende og frembrusende væsen.

For fans af Arnold er dette en film man simpelthen ikke kan komme udenom. Det kan godt være at langt de fleste undrer sig over hvordan en østrigsk knægt fra middelklassen pludselig kan indtage positionen som henholdsvis multimillionær, filmstjerne og guvernør i USA, der tillige er gift med en vaskeægte Kennedy – men ser man Pumping Iron får man selvsyn for hvor fremadrettet Arnold Schwarzenegger har været siden sin ungdom. Dertil kommer at man også får syn for, hvor charmerende og hjælpsom en gavtyv Arnold tilsyneladende også kan være.

Filmen formår at tegne et billede af en verden, der for rigtigt mange, kvabsede mennesker er utroligt fremmed. Bodybuildingsporten har måske haft sin storhedstid (især efter alle steroidskandalerne) men ikke desto mindre er der noget sært fascinerende ved at få et indblik i en sport, der primært har det narcissistiske formål at få ens ydre til at forme sig nøjagtigt som man vil. Som Arnold siger et sted i filmen, så sammenligner han det med en skulptør, der ikke er tilfreds med sin statue og hugger en lille smule af her, tilføjer en lille smule dér – forskellen er blot at bodybuilderen gør dette med sin krop og sine vægte som værktøj. Kødskulpturen længe leve.

Pumping Iron er derfor en film, der både fungerer udmærket som dokumentarfilm, hvor dramaet mellem de to kæmper er i centrum, men også, som nævnt, en film, der viser kropsliggørelsen af den Amerikanske Drøm. Man kan nå sine mål, hvis blot man har vilje nok til at gøre det. Endelig viser den, henimod slutningen, at selv om man skulle tabe en konkurrence som man har arbejdet benhårdt for at vinde og ærgrelsen synes stor, så overskygger den ikke evnen til at være en gentleman, ønske sin konkurrent tillykke og stadig have et venskabeligt forhold. Kort sagt, en film der punkterer mange af de forestillinger man måske har om bodybuilding og de folk der dyrker denne sport på eliteplan.