Julien Temple er en instruktør, der i høj grad er forbundet med punken. Hans første film var Sex Pistols filmen The Great Rock’n’roll Swindle (1978), der ret beset handlede mere om Malcolm McLaren end om Sex Pistols, der på det tidspunkt allerede var opløst. Filmen fremstiller punken som et stort mediestunt iscenesat af McLaren. Julien Temple gav et mere retvisende billede af Sex Pistols og punken med The Filth and the Fury (2000); en dokumentarfilm, hvor det nu er Malcolm McLaren, der er blevet skurken.

Nu er Julien Temples seneste film Joe Strummer: The Future is Unwritten (2007) så tilgængelig på dvd. Joe Strummer, der var frontfigur i det andet store britiske punkband The Clash, døde i december 2002, 50 år gammel. Filmen er et portræt af Strummer, og kun i mindre grad en film om punk.

Joe Strummer blev født som John Graham Mellor i Ankara i 1952. Hans far var diplomat og var på det tidspunkt udstationeret i Tyrkiet. I løbet af sin barndom nåede Joe Strummer også at bo i Cairo, Mexico City og Bonn, før han – som så mange andre diplomatbørn – kom i engelsk kostskole. Faderen var stærkt venstreorienteret – usædvanligt for en embedsmand – og gav sønnen en kritisk holdning til autoriteter, hvilket prægede hans skolegang. Storebroderen David var mere indadvendt, indtil han gjorde oprør som nazisympatisør, før han begik selvmord i 1970.

Som så mange andre, der havde problemer med at tilpasse sig det stive skolesystem, kom Joe Strummer på art-school. Han blev en del af Londons squatter-bevægelse og levede i besatte huse. Her begyndte også hans karriere som musiker, først som busker i undergrundsbanen, siden i bandet The 101’ers, der blev et relativt stort navn på den londonske pub-scene.

I april 1976 var de på det tidspunkt ukendte Sex Pistols opvarmningsband for the The 101’ers og Joe Strummer indså, at deres tid var forbi. Han blev kontaktet af manageren Bernie Rhodes, der satte ham sammen med Mick Jones, Paul Simonon og Terry Chimes. The Clash var dannet og blev hurtigt det vigtigste punkband ved siden af Sex Pistols. I modsætning til The Sex Pistols så overlevede The Clash punkens første, kaotiske tid. De blev kendt som udpræget politiske og udvidede gradvist deres udtryk til at blive langt mere omfattende end den oprindelige punk – ikke mindst reggae prægede The Clash. Denne udvikling blev af nogle opfattet som et forræderi mod punken. Bedre blev det ikke af, at The Clash med Combat Rock (1982) for alvor slog igennem i USA; et af Clash’s tidlige numre hed trods alt ”I’m so Bored with the USA”. Samtidigt begyndte The Clash langsomt at gå i opløsning. Det var endeligt slut i 1986.

Herefter havde Joe Strummer i mange år svært ved at finde sig selv. Han medvirkede som skuespiller i Alex Cox’ Walker (1987), som han også skrev musikken til, og Straight to Hell (1987); i Jim Jarmusch’s Mystery Train (1989) og i Aki Kaurismäkis I Hired a Contract Killer (1990). Han var stadig bundet af The Clash’s kontrakt med Epic, men forsøgte at komme ud af den dels ved ikke at indspille noget; dels ved at lave aldeles ukommerciel musik. Først midt i 1990’erne havde han igen et egentlig band The Mescaleros. Sideløbende var han dj for BBC World Service. Han fandt et nyt tilhørsforhold blandt the travellers, en gruppe af mennesker uden fast bopæl der rejser rundt i autocampere og campingvogne og organiserer techno-raves. Ikke mindst Stonehenge har været et yndet mål, hvilket gennem årene har givet mange konfrontationer med myndigheder. Joe Strummer fandt et tribalistisk fællesskab hos the travellers.

Joe Strummer døde af en medfødt hjertefejl den 22. december 2002.

Julien Temple lægger vægt på at skildre Joe Strummer før og efter The Clash i lige så høj grad som den mere kendte historie. Der ligger et ganske imponerende arkivarbejde til grund for filmen. Uden at det ekspliciteres, så antyder filmen at barndommen og opvæksten i høj grad lå bag Joe Strummers sammensatte personlighed. Han havde svært ved at slå sig til ro. Da han blev medlem af The Clash – og dermed punken – lagde han afstand til sine gamle venner og sin egen fortid som ”hippie”. Punkerne foragtede som bekendt hippierne. Samtidigt bliver opvæksten også en forklaring på den store interesse for ikke-vestlig musik, der også karakteriserede Strummer. Tingene syntes først at falde på plads – i det mindste i filmens narration – da han opdagede the travellers og deres tribalisme uden fast tilhørsforhold. Lejrbålet blev et symbol på dette nærmeste urkommunistiske fællesskab. I filmen er en række venner og bekendte samlet omkring bålet, hvor der udveksles minder og historier om Joe Strummer.

I lighed med The Filth and the Fury, så er det manageren, der er filmens store skurk. Bernie Rhodes medvirker kun gennem telefon, hvor han fremstår som en megaloman og psykotisk galning, der fraskriver samtlige medlemmer af The Clash nogen form for talent. The Clash var identisk med Bernie Rhodes – ifølge Bernie Rhodes.

Joe Strummer er centralt placeret i den britiske punk, men som filmen glimrende viser, så var han en person, hvis historie rækker betydeligt længere. Det er også en skildring af England gennem 50 år med Joe Strummer som en form for Vergil. Den rodløshed, der prægede Joe Strummer – grundlagt i barndommens omskiftelige miljøer – er også Englands egen rodløshed efter 2. Verdenskrig og Imperiets sammenbrud. Men hvor punken til dels var en nihilistisk respons på sammenbrud, så kommer Joe Strummer og hans orientering mod musik og fællesskaber uden for de traditionelle vestlige til at repræsentere et nyt, multikulturelt alternativ til det gamle England. Dermed bliver Joe Strummer: The Future is Unwritten et fornemt eftermæle.