Lars von Trier har altid forstået at skabe interesse om sig selv og sine film, hvilket fremhæves flere gange i Stig Björkmans portrætfilm om von Trier Tranceformer. Von Triers film har næsten alle været æstetisk stærke satsninger, uanset om æstetikken har været blæret kompleks som i Europa eller netop tilsyneladende skødesløs som i Riget.

Provokationen har ligget i en trodsig anderledeshed, som von Trier også selv lægger op til, når han forklarer, hvordan han reagerede på filmskolens formaninger om, hvad der er dårlig filmhåndværk. Man må ikke bruge voice-over, og man må ikke bruge skiltning for at fortælle om tid og rum, fortæller han, at eleverne blev indprentet. Og derfor bruger von Trier netop voice-over og skiltning. Provokationen består her i som et lille barn at gøre det forbudte, fordi det er forbudt.

Nu, er det jo ikke sådan, at underviserne ikke havde ret i deres formaninger. Hvis man bruger skiltning og voice-over som dække for dårligt fortællemæssigt håndværk, så fungerer det ikke. Men det har jo aldrig været det, von Trier har brugt disse elementer til. Hans brug af såvel voice-over som skiltning er altid tænkt ind i en filmisk helhed, hvor det bliver brugt til at skabe en afstand mellem tilskueren og filmen, ligesom det bliver anvendt for at markere fortællingens form af fortælling. Dette er måske mest tydeligt i Epidemic da det meste af filmen er påtrykt et ’e’, som et registreret varemærke.

Stig Björkmans portræt er i sig selv meget traditionelt. Der er interviews med von Trier og med en masse mennesker, han har arbejdet sammen med – både skuespillere, producer, fotograf og klipper. Og vi hører historierne om von Triers barndom, hans tid på filmskolen og hans efterfølgende film. Vi hører om hans fobier, og der fortælles anekdoter.

Björkman kommer godt omkring von Trier – og i nogle af interviewene får vi også personlige vurderinger af manden bag filmene. Der er en fin inddragelse af de forskellige film, von Trier har skrevet og instrueret. Man kunne nok ønske mere diskussion om ideerne bag de enkelte film – hvorfor ser de ud, som de gør – og hvad har de kunstneriske ambitioner været i hvert enkelt tilfælde?

Jeg savner også, at tv-filmen fra 1987 Medea inddrages. Den er af en eller anden grund helt fraværende i såvel det ledsagende billedmateriale som i samtalerne. Tv-filmen er ellers nok en snak værd. Det er et enestående eksempel på nytænkning inden for institutionen tv-teatret, som har været en af de vigtigste i præsentationen af højkultur for en bredere kreds, selvom det netop skete inden for særdeles traditionelle rammer. Det gjorde Medea op med i en filmatisering, der både form- og indholdsmæssigt er særdeles interessant – og som behørigt også blev fulgt at seerstorm og mange, lange indlæg i aviserne de følgende uger.

Von Trier virker som en rød klud for nogle – senest har det været hans såkaldte kvindesyn, der har stået til debat, ligesom det gjorde efter Breaking the Waves. Og uanset hvad man mener om hans film, så må man tage hatten af for, at der med udgangspunkt i hans film tages emner op – og det både hvad angår samfundsmæssige emner og (film)æstetik og kunst. Det har hans film gjort lige fra debut- og afgangsfilmen Befrielsesbilleder. Denne film kommenteres ikke direkte i Björkmans film, men von Trier siger på et tidspunkt, at det da er interessant, hvad der får en gruppe mennesker til at begå de uhyrligheder, som fandt sted under 2. Verdenskrig. Ondskaben som tema er næste altid til stede i hans film, hvilket hans sidste film Antichrist også behandler.

Som portræt fungerer filmen udmærket, men den er bundet af sin tid, og der er sket en masse med von Triers film siden 1997, hvor Björkmans portrætfilm er fra. Det er lidt svært at få øje på, hvorfor man har brug for denne film, med mindre man vil samle alt, hvad der findes om von Trier.