Det basale problem for opera, når der skal sættes levende billeder på, er ligesom for teater, at det sceniske rum og den handling, der udspiller sig heri, er skabt til et andet medium, nemlig et nærværende publikum, som kræver en hel anden tilstedeværelse for tilskueren, end film og litteratur gør. Det afspejles også i publikums møde med opera (og teater), idet den grundlæggende fornemmelse, man sidder med i salen, hvor det sker, er fundamentalt anderledes end den, man har i en biograf eller i sin personlige læsestol. Det – at det rent faktisk udspiller sig før øjnene af een – har den effekt, at – fungerer det performede – så har det en oplevelsesmæssig virkning, som fornemmes som mere nærværende og anderledes gennemslagskraftig. Derfor er det en særlig opgave, når filmfolk sætter sig for at tage fat om dramaer og operaer, som skal tæmmes varsomt, inden den enkelte fortælling printes ud på filmsporet. Dette har Shakespeare-instruktøren Kenneth Branagh sat sig for at gøre med Mozarts opera Tryllefløjten.

Mozarts Tryllefløjten bygger på librettoen (teksten i dialogform, der synges i en opera) skrevet af Emanuel Schikaneder, som har forfattet en – på overfladen – simpel fortælling om kærlighed af den uopnåelige art. På den ene side har vi præsten Sarastro, som har taget datteren af Nattens Dronning, den smukke Pamina, til fange. Tamino, der er operaens hero, sendes – sammen med fuglemanden Papageno – af Nattens Dronning til Sarastro for at rede Pamina, hvem han allerede ved det første blik – på blot et billede – forelsker sig i. Men da Tamino ankommer til Sarastro, går det op for ham, at han ”spiller på det forkerte hold”. Alt synes fryd hos Sarastro, og det samme går op for Papageno (som i øvrigt også er på jagt efter sin Papagena, som han kun har set ryggen af) og Pamina, der af samme grund må begå revolte mod sin mor. For at de kan vinde hinanden må Tamino gennemgå tre prøver, der skal bevise hans sande kærlighed for Pamina.

Så langt fungerer det på realplanen, men dette er samtidig svøbt ind en mytisk fortolkning (vi befinder os stadig i Mozart og Schikaneders version), der bringer nogle yderligere kompleksiteter ind i handlingen. Det centrale element er selvfølgelig selve tryllefløjten, der bærer en særlig kraft gennem sin musik, som med magt kan bringe fjender for fode – det gælder også Papagenos klokkespil. Dermed bliver det hurtigt klart, at vi har at gøre med et vaskeægte eventyr, der også er struktureret meget klart som et sådant, men – som vi kender det fra eventyr – så har fortællinger som disse ikke afskåret sin kontakt med virkeligheden. Snarere placerer de sig på et symbolsk, allegorisk plan, der – ved overførsel af betydningslag – kan bringe nye tanker ind i vores verden. Således er Mozarts Tryllefløjten en helt central og fremtrædende opera for sin tid, og det var synd for Mozart, at han kun levede to måneder efter premieren på operaen, der ville have bragt ham ind i det rampelys, der var ham fornægtet i samtiden.

Tryllefløjten er på samme tid et stykke underholdende eventyr og et politisk manifest for oplysningstiden. Den havde premiere ikke lang tid efter den franske revolution i 1789, nemlig 1791, og i kølvandet på revolutionen fik den spirende oplysningstænkning for alvor fart – også ind i Tryllefløjten. Ordene ”lærdoms lys er stærkere end krig, og menneskeheden vender sig mod evig fred” dundrer soleklart af oplysningsfilosofi – og derfor er Tryllefløjten også at betragte som et storslået stykke filosofi.

Så er spørgsmålet så, om Kenneth Branagh formår at konfigurere alle disse ting som film – og ikke mindst hvordan. Kenneth Branagh er mest kendt for sine Shakespeare-indspilninger (hvis ikke for Frankenstein med ham selv og Robert De Niro i hovedrollerne), og af samme grund er dramatiserede storværker heller ikke helt urørt for ham – han har næsten ikke lavet andet. Han er derfor heller ikke fremmed for teateradoptering til film, hvilket udspringer af hans engagement i The Royal Shakespeare Company. Vigtigst og bedst udført i mængden står nok hans indspilning af Much Ado About Nothing fra 1993. Men det er første gang, han tager fat på en opera.

Og selvom scenen er storslået, og karaktererne stærke, så er Kenneth Branaghs Tryllefløjten ikke helt i stand til at få den ulmende magi til at stå i fuldt flor. Særligt opdatering til en mere moderne krigsførelse virker umotiveret, specielt fordi den lægges ind i (noget der ligner) den første verdenskrig, og dermed indbygger skyttegravskrig og den berømte jul i ingenmandsland. Dernæst opstår der et problem i noget så elementært som mimikken (filmen er jo dramatiseret opera og derfor ikke sunget til skærmen), idet nogle af karaktererne – specielt Nattens Dronning – kommer til at ligne en spaghetti western med sin halvdårligt synkroniserede mimik. Men andre ting udmærker sig, og særligt legen med diegetisk (del af handlingen) og ikke-diegetisk musik (ikke del af handlingen) fungerer; ikke alle passager i operaen mimes, men mest af alt skal filmens intro fremhæves, hvor et helt militærregiment spiller Mozarts toner. Det betyder, at den elegante musik i introscenen – der udgøres af en skududveksling på en slagmark – kommer til at fungere kontrapunktisk i forhold til handlingen.

Denne splittede realisme lægger straks op et andet univers, der bygger på andre eventyrtraditioner, og heri opstår muligheden og begrundelsen for operaens (og teatrets) mere ekspressionistiske stil, forstået på den banale måde at spillerne må agere mere ekspressiv for at kunne ses fra salen. Dette overføres til film, hvilket kunne have fungeret helt fordelagtigt, men desværre formår Kenneth Branaghs version ikke helt at adskille sig fra musicalgenren. Det er da også klart, at musicalen tager nogle elementer med sig fra operaen og operetten, men hvor musicalen har en begrundet tendens til at vedgå nogle mere patetiske passager, så har operaen en helt anden tradition for at kunne tage denne patos og gøre den smertende. Den transponering formår Branagh ikke. Det der holder niveauet oppe på dette punkt er Mozarts fantastiske musik, der er som den skal være.

Og på tværs af kritiske toner fravristes de centrale elementer fra Mozarts opera jo ikke. Vi har stadig de store kærlighedsdramaer, de indbyggede eventyrlige og mytiske elementer og ikke mindst oplysningsfilosofien, og dette tager da også – selvom denne version ikke når Ingmar Bergmans klassiske indspilning Trollflöjten af samme fra 1975 – Mozarts Tryllefløjten hæderligt med ind i dette årtusinde.