Friday the 13th er en af de klassiske 80er gyser-serier, og nu er turen kommet til, at den så skal komme i en ny udgave; en slags nyfortolkning af seriens begyndelse, ligesom vi har set det med Texas Chain Saw Massacre, Halloween og Dawn of the Dead. Historien er dermed velkendt, om end man klogeligt har valgt at ændre visse dele af den. I stedet for at bruge den oprindelige films historie, kombinerer man dele fra flere af de tidligere film, primært de første tre. Dette gøres ved at kondensere plottet fra den første film til den nye versions første scene – Jasons mor har dræbt alle lederne på den velkendte Camp Crystal Lake, undtagen én. Det lykkes dog pigen at halshugge moderen, mens Jason ser på. Hermed er baggrundshistorien på plads, og filmen kan komme op i gear.

Filmen falder herefter i to dele – den første og korteste del er velkendt. En flok unge er på lejrtur og kommer forbi Camp Crystal Lake ved et tilfælde, og selvom den ene af dem har hørt historien om, hvad der skete, mener de, at de sagtens kan slå lejr her. De får, hvad de fortjener, ved ikke at tro på den slags skrøner. På mange måder er dette en kort version af den oprindelige series anden film.

Anden del, som er filmens hoveddel, er stadig velkendt. En ny flok unge tager ud til en hytte tæt på Camp Crystal Lake (som i den originale series tredje film), men på vejen møder de en fyr, som leder efter sin søster – en af de piger vi mødte i filmens første del. Der er stadig ikke meget nyt under solen, de unge fester og drikker, og langsomt møder de deres endeligt ved Jasons machete. Hvis man kender til slasher-genren, er der intet uventet gennem hele filmen.

Men det er heller ikke plottet, som er det vigtige i denne type film, som enhver fan er klar over. Til gengæld handler det om gode chok og ikke mindst gode drabsscener. Her har filmen et par velfungerende drab, som ikke umiddelbart er set før, men man føler dog ikke, at der er det helt store under opsejling. Filmen opfylder alle genrekravene, men kommer ikke med noget nyt eller anderledes. Det er lidt skuffende, da Marcus Nispel også stod bag Texas Chain Saw Massacre, som dog formåede at bringe sin egen identitet frem.

Der er ikke noget at udsætte på Friday the 13th som sådan; skuespillerne virker paniske, pigerne er villige til at smide toppen, og alt er som det plejer, men bare lidt for meget som det plejer. For en film på halvanden time må det siges at være en dødssynd, at man kan nå at komme til at kede sig. Og selv billedsiden kommer til at fremstå som en kedelig gentagelse, da den visuelle stil nærmest er en tro kopi af Nispels TCSM; effektfuld men efterhånden set så mange gange før at den mister sit særpræg.

Jeg kan ikke få mig til at sige at Friday the 13th er en dårlig film, men det er heller ikke nogen god film. Hvis man er fan af den originale serie, får man, hvad man kan forvente – et opkog af de gamle film med ny billedside og nye bryster, men så heller ikke mere. Hvis man aldrig har set en Friday the 13th vil man sikkert ikke kede sig så meget, men på den anden side vil man sikkert heller ikke forstå, hvorfor den originale serie er så legendarisk.