Når man har fået billigt producerede japanske animationsserier, der reklamerer for legetøj, ind med modermælken, er det – selv som voksen – svært ikke at føle sig lidt som barn igen, når man konfronteres med udsigten til at gense ungdommens fantasier transformeret til utroligt dyre, strømlinede Hollywoodfilm. Den første film i serien om de kæmpende alienrobotter Transformers blev en enorm succes både i biograferne og i hjemmene. I starten af året kom så anden del af den serie på BluRay og en tredje del er planlagt til at ramme biograferne i 2011.

Da undertegnede så filmen i biografen var begejstringen hurtigt drevet over, som var det ens nye Optimus Prime, der pludselig var knækket over på midten. Den største anke var, at filmen var alt for lang, der var desuden for mange, alt for forvirrende kampsekvenser, hvor man ikke kunne finde hoved eller hale i, hvad der foregik, og slutteligt var de mennesker – som er et nødvendigt onde i Transformers universet – både karikerede, platte og ucharmerende.

Som det indimellem sker, så kan gensynet faktisk være med til at rette op på sådanne erindringer. Den umiddelbare reaktion holder stadigvæk vand, men når man ser filmen i et mindre format end på det enorme biograflærred, så har man som tilskuer også meget nemmere ved at danne sig et overblik over actionsekvenserne. De er på ingen måde så forvirrende som først antaget, for selv om Michael Bay i sagens natur ikke kan lade et eneste af hans kameraer stå stille på noget tidspunkt i den tid, filmen varer, så er robotkampene faktisk utroligt flot orkestreret, og takket være ILMs fabelagtige animatorer er der ikke en eneste frame, som ikke fungerer optimalt. Dertil kommer, at man med sin BluRay remote i hånden kan fryse billederne og nærstudere de mindste detaljer, og er man så nørdet anlagt, vil man se hvor utroligt et stykke arbejde, der ligger bag den tekniske side af filmen.

Hvor den første film havde alt for megen fokus på de mennesker, som interagerer med de gode Transformers i kampen mod de onde Deceptecons, så giver den nye film robotterne langt mere plads til at kæmpe med hinanden. Især den sidste tre kvarter af filmen består stort set af een lang voldsom kamp mellem de gode og de onde – og det går bestemt ikke stille for sig!

Historien er ikke særligt indviklet, for det handler jo blot om at få skabt et grundlag for, at robotterne bliver nødt til at gå i metallet på hinanden. Den unge helt Sam Witwicky skal starte på college, men mener ikke, det er nødvendigt at tage sin beskytter – den gule camero Bumblebee – med sig. Han må desværre også forlade sin smækre kæreste Mikaela (bimbo-overfladisk spillet af Megan Fox) og sine forældre. Men lige inden han rejser hjemmefra, finder han et fragment af Kuben (som spillede en større rolle i den første film), der ved hans berøring gør, at Sam pludselig begynder at se en masse symboler og få syner, han ikke kan forstå.

Deceptecon’erne ved, at Sam nu er i besiddelse af en viden, der er utroligt vigtig for dem, for de symboler han ser kan bringe dem tættere på den maskine, der i jordens urtid blev konstrueret af Deceptecon’ernes forfædre. Maskinen er så kraftfuld, at den vil kunne dræne vores sol for al energi, og det er netop det, som de lede robotters satser på. Det skal forhindres! Så imens Sam er ved at blive scoret til en fest, dukker Bumblebee op og kører ham hen til Optimus, der ydmygt anmoder om Sams uvurderlige hjælp mod deres fælles fjende.

Det er naturligvis en science fiction-historie, der er utroligt banal, og en som selv de sløveste i klassen kan følge med i. Selv om filmen buldrer derudaf med overlydshastighed i alt for lang tid, så er det stadigvæk fin popcornunderholdning for alle store drenge i familien, forudsat at man ikke nemt bliver mættet af for mange, alt for voldsomme synsindtryk. Det er nemlig stadig det største problem med filmen: Seeren bliver simpelthen udmattet af de lange kampsekvenser. Forhåbentlig lægger Michael Bay flere kontrastpauser ind i den næste film.

Opfindsomheden i robotdesignet er helt fantastisk, og selv om man som voksen seer konstant kan irriteres over, at filmen i virkeligheden er en lang reklamefilm for amerikanske biler, det amerikanske forsvar og ikke mindst Hasbro, som er det legetøjsfirma, der smider de fysiske udgaver af Transformers på Fætter BRs hylder, så er det hele pakket virkeligt flot og effektivt ind.

For folk, der tager science fiction film seriøst, så kan det også være utroligt irriterende at filmens (tre) manuskriptforfattere har skrevet så mange platte replikker og scener ind. Prisen tages nok i den scene, hvor agent Simmons (John Tuturro) forfølger megarobotten Devestator på tæt hold og over hans walkie kommenterer, at han nu befinder sig lige under robottens kugler. (I en parentes skal det bemærkes, at det var en sand fryd for ens indre transformernørd at se Devestator. Det er den transformer, der består af hele fem forskellige køretøjer som sættes sammen til en figur). De platte bemærkninger er naturligvis med til at tage brodden lidt af de mange kampe på liv og død, men det kan godt blive en anelse trættende. Til gengæld kan det være svært ikke at synes om scenen, hvor Sams mor, uden at vide det, spiser en hashkage, mens hun besøger sønnen på campus.

Uanset filmens platheder er BluRay-udgaven stoppet med ekstramateriale. Der er det nærmest obligatoriske kommentarspor med Bay, der kan vælges til på den skive, der indeholder filmen. Men ud over den ene disk er der en anden, der giver fans alt det ekstramateriale, man kan drømme om. Der er interaktive sysler, en lang række ”bag kameraet” features og så undertegnedes personlige favorit: en minidatabase kaldet ”NEST: Transformer Data Hub”, hvor det er muligt at få detaljer omkring stort set alle de robotter, der optræder i filmen. Man kan se, hvordan de oprindeligt så ud som legetøj, i hvilke former de optrådte i tegneserieudgaverne og i den animerede serie, som måske mere end noget andet lagde basen for de nye film.

Summa summarum så er Transformers: Revenge of the Fallen en film for alle, der kan lide letbenet, science fiction-underholdning, eller bare de, der har lyst til at se gigantiske robotter slås på livet løs, mens menneskerne forsøger at komme i dækning og affyre deres ubehjælpsomme våben. Så skru godt op for surrounden, placer den ekstra store balje med slik i skødet og vær parat på, at gensynets glæde faktisk godt kan være ganske behageligt.