Det er ganske smart som skuespiller at blive en del af en franchise, hvor man selv spiller hovedrollen. Det er noget Tom Cruise med garanti er helt bevidst om, for han er ikke kun kendt som Ethan Hunt, der gang på gang skal ordne umulige missioner, men nu er der også kommet en ny film, baseret på Lee Childs bogserie om den hårdtslående major Jack Reacher, en bogserie der i skrivende stund er kommet over 20 bøger i. Så er der tilskuere nok, har Cruise vist udsigt til fast arbejde de næste mange år.

Den nye film, med undertitlen Never Go Back er den 18. i rækken, men det mærker man ikke rigtigt når man ser filmen. Den formår, lige som den første film, at skabe en god blanding af krimi og thriller, selvsagt marineret i en lage af actionsekvenser. Det kan lige så godt blive sagt med det samme – denne to’er er ikke nær så god som den første film , men den er stadigvæk værd at bruge tid på, hvis man mangler en solid, vellavet underholdningsfilm.

Grunden til at den ikke når helt de samme højder som forgængeren er måske mest fordi Robert Kneppers (og ja, det hedder skuespilleren faktisk) skurkefigur ikke er lige så gennemført ondskabsfuld som Werner Herzogs var det i etteren, dels at selve krimidelen i den nye film ikke er lige så spændende skruet sammen og original. Endelig kan det hænge sammen med, at hvor denne blanding mellem en ny helt, krimi, thriller og action føltes ganske forfriskende da man så den første film, mister den lidt af sin nyhedsværdi når formularen genbruges.

Ikke dermed sagt at Jack Reacher: Never Go Back er en karbonkopi af den første film, men man overraskes måske bare ikke af figuren på samme måde nu vi i forvejen kan forvente at han både er lynende intelligent og vildt effektiv hvis der opstår håndgemæng.

I den nye film handler det om en ung, kvindelig major som Reacher har flirtet lidt med over telefonen. Da han opsøger hendes kontor i Washington opdager han, at hun er blevet frataget sin post med øjeblikkelig varsel, er anklaget for spionage og smidt i fængsel. Reacher aner med det samme at der er noget helt galt, så han beslutter sig for at få kontakt med hende, selv om hun har frabedt sig enhver kontakt fra Reachers side. Samtidig med at han begynder at dykke ned i hendes sag, finder Jack ud af at han er under observation og dette bekræfter kun hans mistanker.

Under opholdet i Washington finder han også ud af at der er en kvinde, der påstår at Jack er far til hendes datter. Jack benægter først, men opsøger alligevel pigen som måske, måske ikke er hans nu 15-årige afkom. Hun er lidt af en rodløs enspænder - lige som sin påståede farmand – og kommer selvfølgelig også på skurkenes radar, da hun selvsagt kan benyttes af de der vil ham det ondt til at presse Reacher.

Som man måske kan fornemme er delelementerne alle sammen nogen man har set tidligere i andre sammenhænge, for ideen er jo blot at få lavet et setup hvor stort set alle, fra militærpolitiet, den ordinære ordensmagt og til de skurkagtige bagmænd har til hensigt at jagte, fange, dræbe eller i det mindste sætte Reacher ud af spillet. Alle disse folk skal vores helt undgå, samtidig med han skal opklare sagens rette sammenhæng, forsøge at beskytte den unge pige og ikke mindst den føromtalte major.

Det er Edward Zwick der har instrueret, en fyr der tidligere har instrueret Cruise i The Last Samurai fra 2003. Det har han gjort med sikker hånd, for Jack Reacher: Never Go Back er en strømlinet og velfortalt actionthriller. Den havde sikkert været en b-film, hvis det ikke havde været for Tom Cruises medvirken og et millionbudget. Takket være dette er er råd til både store eksplosioner og flere gode actionscener.

Selv om det er en glimrende søndagsfilm, så kan man heller ikke komme uden om, at det er den svære to’er og selvom den forsøger at føje nye elementer til, så er eksempelvis historien med datteren lidt for formularisk og forudsigelig. Til gengæld er hun tilpas teenageirriterende til at der også kan opstå et par ganske morsomme scener, hvilket den første film måske i retrospekt manglede.

Så selv om det er en fortsættelse, kan den sagtens ses selv om man gik glip af den første film (der i øvrigt var baseret på den niende bog i Childs serie). Det er ikke en film der kræver den store tankevirksomhed hos tilskueren, af samme grund er den velegnet som en god, underholdende men heller ikke utroligt livsomvæltende film, der fungerer som glimrende adspredelse i et par timer.