Paranormal Activity (2007) overraskede mange, da den udkom for tre år siden. Midlerne var små, men effekten var stor. Filmen var produceret for den nette sum af $15.000, men alligevel formåede den at blive et sensationelt box office-hit. Og når en film finder så stort et publikum, skal den naturligvis følges op med en 2’er. Paranormal Activity 2 er netop udkommet på dansk Blu-ray og dvd, men desværre formår den ikke at skræmme på samme niveau som sin forgænger.

Fortællingen er for så vidt stort set den samme – karaktergalleriet er kun varieret og udskiftet en smule. Filmen er, skrives der i starten, også baseret på Paranormal Activity – allerede her spiller filmen på første films stærke realismeværdi. En familie med en lille nyfødt dreng kommer hjem fra fødslen, og besynderlige ting begynder at ske. Først er det moren Kristi, der aner uråd. Hushjælpen istemmer, og langsomt begynder datteren Ali også at erkende, at noget er unormalt.

Dette langsomme skred ind i erkendelsen af det overnaturlige kender vi godt fra utallige gyserfilm. I Paranormal Activity 2 er den faste realist, der ikke vil indse, at noget er ud over det normale, faren Daniel. Han søger hele tiden naturlige forklaringer på hændelserne, og finder da også langt hen ad vejen nogle plausible forklaringer. Samtidig har seeren lagt mærke til nogle småting, som karaktererne ikke har, hvorved filmen spiller på vores merviden – indtil sporene falder mere og mere sammen.

Stilen kender vi også fra 1’eren, og fra den moderne mockumentaristiske stil, der er blevet brugt en del i gysergenren. Diary of the Dead, [*Rec] og Blairwitch Project er gode eksempler på denne veletablerede snydemetode, der skal få os til at tro, at det, vi ser, rent faktisk har fundet sted. Denne grundlæggende stil fungerede meget fint i den første Paranormal Activity, der faktisk undervejs indgød en så ultrarealistisk og nærgående stil, at den var tæt på at snyde.

Samme stil er anvendt i 2’eren, men den er suppleret med nogle ekstra finesser, der desværre fjerner det elementære realistiske grundlag. For det første har filmen integreret en ulmende grundtone, der stiger og falder i decibel, og som hjælper uhyggen på vej. For det andet er ikke alle optagelserne undervejs troværdige og forefaldende, hvilket i øvrigt også var et mindre problem i den første. For det tredje – og vigtigst – så bruger 2’eren her ikke kun hjemmeoptagelser som dokumentation.

Familien tror nemlig på et tidspunkt, at de kommer hjem til et indbrud og et raseret hjem. Derfor installerer de overvågningskameraer i hele huset, hvilket selvfølgelig gør det meget, meget nemmere at skabe et filmisk, narrativt overblik for seeren: Alle rum er således afdækket, og det er bare at vælge. Problemet er bare, at den slags overvågningskameraer kun optager billeder, mens filmen også har lyd på optagelserne. Hvor pokker er lyden kommet fra?

Derfor er denne films største problem, at den med den ene hånd fundamentalt formår at oparbejde den stærke, uhyggelige realisme, som vi kender fra denne stil, men punkterer den med den anden hånd. Et interessant element ved filmen er dog, at den giver nogle svar på spørgsmål, som første film rejste – og undervejs tager direkte udgangspunkt i elementer fra den. Filmen er elementært uhyggelig, og mange delelementer fungerer fint, men den er desværre kun en skygge af første film.

Et interessant perspektiv på Paranormal Activity 2 er, at den har kostet ikke mindre end 200 gange så meget som Paranormal Activity. Der er puttet $3.000.000 i filmen, hvilket i sig selv ikke er meget for en amerikansk film, der opnår en lignende blockbusterstatus, som første film. Det er slående, at resultatet, der tvinges ud af et relativt meget større rådighedsbeløb, bliver mindre vellykket. Samlet set er filmen langt fra en ulykke, men det er en skam, at den bryder med den stil, som første film etablerede så vellykket. Mange gange er de simple virkemidler faktisk de mest virkningsfulde.