Da undertegnede skrev anmeldelsen af biografversionen af den til dato seneste Transformers-film Age of extinction var de hårde ord muligvis præget af forventningens glæde, idet dette legetøjs-pop-fænomen siden firserne er blevet påskønnet i hjemmet. Det skal i samme ånd siges, at selv en mavesur anmelder, retfærdigvis bør give film en chance til, så derfor blev filmen under det andet gennemsyn set med helt andre, lave forventninger, præget af biografoplevelsen fra i sommers. Dertil kommer at filmen denne gang blev oplevet sammen med en tiårig dreng (ret beset den rette målgruppe for værket) og ikke blot en samling andre halvgamle, elitære anmeldertyper, hvilket også resulterer i en ganske revideret udlægning af filmen.

Ikke dermed sagt at skribenten her har tænkt sig til at udråbe Age of Extinction til et mesterværk, men den er måske bare ikke helt så dårlig, som den første anmeldelse giver udtryk for. Selv om mange af ankerne fra sidst godt kunne gentages her, er det måske en langt bedre idé at se på hvad der faktisk fungerer bedre i hjemmebiografen. Ikke alene bliver robotkampene noget nemmere at følge med i, når de ikke fylder hele ens synsfelt som i en stor biografsal, men anken omkring at der ikke var nogen egentlig handling er måske heller ikke helt sand.

Filmen fortæller jo endnu engang historien om hvorledes de gode autobots forsøger at hjælpe menneskeheden mod en fjende udefra, dertil kommer at regeringen har ansat en privat virksomhed til at indfange og uskadeliggøre alle robotter, ikke kun Decepticons men også de, der ledes af Prime. Da filmen starter er der derfor kun en håndfuld autobots tilbage og Optimus Prime er gået under jorden. Firmaet som indfanger robotterne, bryder dem også ned og forsøger at benytte deres teknologi til deres eget formål. I den proces har de fundet ud af at stoffet ”transformium”, vil blive det helt store, så dette høster de både i naturen og smelter det af de robotter, de fanger.

Som alle fans ved er Megatron konstant truslen, men han er ikke direkte med i den nye film. Det skal dog vise sig at det firma, som forsøger at udnytte teknologien har rester af Megatrons krop, som de bruger. Uden at vide det, sørger de derfor, at genoplive dele af ham. Eksempelvis kan forskerne ikke forstå, hvorfor deres prototyperobotter pludselig begynder at reagere, som om de havde deres egen vilje, og svaret skal altså findes i, at de har overført Megatrons evner til deres eget tech.

Filmen starter, i forhold til at det er en Michael Bay film, forholdsvis roligt ud – med at vise dinosaurenes udryddelse. Dette sker ikke ved et meteornedslag, men ved at nogle fremmedartede rumskibe smider nogle bomber ned over det grønne landskab, som ikke alene destruerer alt i eksplosionen, men som forvandler dette til en slags metal – ja, du gættede rigtigt ”transformium”. Det er en bombe som disse, der skal blive det som den sidste del af filmen kommer til at handle om, for de aliens, der har udviklet bomben, har også overdraget en til menneskerne – og både robotter og mennesker forsøger derfor desperat at få fingrene i dette våben.

Selv om filmen stadig er ustyrligt flot og 3D effekterne virker rigtigt overbevisende også på en mindre skærm, kan man dog ikke undgå – i al fald som voksen tilskuer – at blive ganske irriteret over al den product placement (læs: slet skjulte reklamer), som uvilkårligt er en del af filmen. Idet handlingen flytter sig fra det bondelandskabet i Texas, til amerikanske storbyer og endelig Hong Kong tæppebombes vi med tydelige reklameskilte, og endda en scene hvor en intens biljagt er endt med en lastvogn med Bud Light øller, der vælter, hvorefter filmens hovedperson, Chuck Yaeger (spillet af Mark Wahlberg), demonstrativt samler en op og aggressivt åbner øllen på en bildør, hvorefter han arrigt tager en tår af den. Når man laver blockbusterfilm i denne størrelsesorden er det da også indlysende, at man får selskaber til at spytte i kassen, men det bliver altså alt for tydeligt og ofte i denne film.

Selv om der skal holdes fast i, at Transformers: Age of Extinction har en del problemer, så er den altså ikke helt så håbløs som førstehåndsindtrykket ellers gav udtryk for. Hvis man ikke forventer andet, end en underholdende film med robotter der slås på livet løs, så vil man ikke blive skuffet.

Dertil kommer at 3D-BluRay-udgaven, som er blevet stillet os til rådighed, er proppet med ekstramateriale. Faktisk så meget ekstramateriale, at dette kommer på en særskilt BluRay-skive og har en samlet spillelængde på over en time. Her er både en række mindre features, der går bag om Michael Bays måde at lave film på, om teknikkernes arbejde og så er der også blevet plads til en ganske fjollet hjemmevideo, med en af filmens bifigurer i hovedrollen, der tager rundt til resten af filmholdet og skuespillerne, for at snakke om deres oplevelser. Det er ikke alt sammen lige interessant og for de der dyrker ekstramateriale vil meget af det føles noget generisk, men der er godbidder imellem og nok af det, til at man bliver tilfredsstillet.