Sommeren er for mange lig med ferierejser, solcreme, is og glade børn, men for filmfans så er sommeren også ensbetydende med adskillige besøg i biografmørket, for sommeren er blockbustertid (i ordets oprindelige betydning og ikke kæden af dvd-udlejningsbutikker). Denne type af film trækker horder af folk til, for de har stort set kun et eneste formål – at underholde masserne så inden den sidste Harry Potter film kommer og stjæler billedet helt, så bør man læsse rigeligt med slik i lommerne, bestille en ekstra stor dunk drikkevarer og ile ind og nyde det spektakel som er Transformers 3 – eller Dark of the Moon, som er den engelske undertitel. For traditionen tro så bydes der på en fuldstændig urealistisk fortælling om robotter, gode som onde, i kamp om herredømmet over vor blå planet.

Hører man til blandt de fans der – lige som undertegnede – umiddelbart blev kolossalt skuffet over den anden film i serien er der heldigvis godt nyt, for den nye film er langt bedre på en hel del punkter som vil blive diskuteret herunder og så er det uden sidestykke den flotteste film i serien til dato.

Selve handlingen, som denne gang er holdt langt mere enkel end forgængeren, tager sit udgangspunkt i krigen om Cybertron (Transformerrobotternes hjemplanet – red.). I krigens sidste dage blev der sendt et rumskib af sted, et fartøj hvis indhold med sikkerhed ville kunne vende krigen til Autobotternes (de gode robotters– red.) fordel. Desværre kom skibet ud af kurs og endte efter mange år i rummet på månen der kredser om vores Jord.

Noget tyder på at 60’erne er meget populære i action-science-fiction film for tiden, for lige som X-Men: First Class, så benytter den nye film en længere startsekvens på at vise hvordan NASAs berømte astronauter var på hemmelig mission for at bjerge dele fra det forulykkede rumskib. Idet astronauterne kommer udenfor radiokontakt – altså det som også har givet filmen sin amerikanske undertitel – smutter de hen til det kolossale skib for at rapportere tilbage til hovedkvarteret i Huston. Mange år senere opdager Optimus Prime – lederen af Autobots – under en af sine missioner rundt om i verden, at menneskene har løjet for ham og at enkelte individer faktisk har vidst hvor det forsvundne Autobotrumskib nødlandede. Så Prime drager med en flok af sine nærmeste til månen for at redde hvad der reddes kan fra vraget, men hvad Prime ikke ved er at han gennem denne handling har startet en række begivenheder, der i sidste ende kan bringe hele menneskeheden i akut fare.

Der er rigtigt mange ting, der taler for denne film, især de mange intertekstuelle geek-referencer, der vil få enhver sci-fi nørd til at grynte af fryd – i flæng kan nævnes at det er lykkedes filmmagerne at få gode, gamle Buzz Aldrin til at optræde i en lille bitte rolle, hvor han spiller sig selv og fortæller om sin tur ind i det fremmede rumskib. Selveste Leonard Nimoy lægger stemme til Sentinel Prime – Optimus’ gamle leder – der endda får lov til - ord for ord - at citere Mr. Spocks sidste ord (nærmere bestemt ”The needs of the many outweigh the needs of the few” fra Star Trek II: The Wrath of Khan) og man kunne blive ved. Det er ligeledes en fryd at opleve John Malkovich i en lille birolle som en halvpsykotisk forretningsmand, dertil kommer at både John Turturro og Frances McDormand ligeledes er med til at hæve skuespillernes generelle niveau, selv om det så afgjort ikke er for det nuancerede skuespil man vælger at se Transformers 3.

Endelig har vi også med en 3D film at gøre, der for en gang skyld ikke er bange for at give den fuld skrue hvad effekter angår. De fleste film benytter sig af 3D som en form for dybdevirkning, men hos den 3D begejstrede Michael Bay slynges der konstant ting og sager i hovedet på tilskueren og de dramatisk svimlende højder mod slutningen af filmen, hvor protagonisterne spurter rundt på sammenstyrtningstruede højhuse fungerer rigtigt fint.

Det er to en halv times effektjageri, men til forskel fra forgængeren er actionsekvenserne langt mere varierede og tilskueren kan langt bedre orientere sig i billedet. Dette bliver rent faktisk også hjulpet på vej af 3D-effekterne, der gør at man nemmere kan skelne mellem alle de metalisk-forkromede robotter, idet man klart kan se forskel på de figurer, der befinder sig forrest og de der er bagerst i billedet, noget som den flade skærm fra den forrige film besværliggjorte. Desuden er der denne gang flere scener i filmen hvor man, måbende og med vildtopspilede øjne bliver nødt til at suge oplevelserne til sig - for er der en ting Michael Bay er i stand til, så er det at skabe scener der er så spektakulære at de - i hvert fald i dette tilfælde – overgår ens vildeste fantasi.

Transformers 3 tordner derudaf og der bliver heldigvis ikke ladt så megen plads til vores hovedperson Sams kærligheds- og familieliv som i de to forrige film. Selv om der jo skal være mennesker med i denne type film, så får hovedpersonerne denne gang lige så meget screen time som deres metalliske venner og fjender og det er – set ud fra et fanboy perspektiv – virkelig en forbedring. Transformerstegnefilmene har i hvert fald altid fokuseret mere på robotternes indbyrdes forhold end på de mennesker som de omgikkes, så det er skønt at se at dette nu er blevet implementeret i filmen.

Hovedpersonen Sam er dog en ganske kedelig figur når det kommer til stykket. Han er bare en glad knægt der dog langt fra lykkes med alt i sit liv og på sæt og vis er der stort set ikke sket nogen udvikling med hans karakter fra den første film til nu. Nuvel hans skæreste er blevet skiftet ud med en yngre, blond, britisk model, men som figur er Sam statisk. Han formår at råbe ”pas på” på de rigtige tidspunkter og viser mandsmod idet han kaster sig ind i robotkampen uden frygt for at blive trampet til mos eller ramt af løsrevne metaldele, men der gemmer sig ikke megen person som tilskueren kan relatere til. Det kan jo være det er tænkt at han netop er et så blankt stykke papir, så alle tilskuere, uanset deres baggrund er i stand til at læse noget af sig selv ind i figuren, men fra hvor denne anmelder sidder, fungerer det ikke. Sam burde efter de mange gange han har været med til at redde jorden fået lidt mere kant, lidt flere traumer eller bare lidt mere personlighed, der kunne løfte ham op til at være en helt som man rent faktisk ikke glemte så snart lyset bliver tændt i biografsalen.

Den nye Transformersfilm er ikke en født sci-fi klassiker, men det er uden tvivl den bedste Transformersfilm til dato. Den er morsom, spændende og utroligt flot eksekveret. Den holder sin fokus på robotterne, den har langt bedre fremdrift end de to foregående og så er den langt klarere i sin fortælling og i sit billedsprog. Kort sagt er dette en film som næppe vil appellere til alle filmelskere, men som fans af de omskiftelige robotter og fans af vild action vil sætte endog meget stor pris på. Kort sagt en perfekt drengerøvsfilm hvis sommervejret svigter.