Der er trekkies over hele verden, og der er ingen, der kan benægte, at Star Trek er en af de mest genkendelige kult-serier. Men seerne var ikke på deres side. Efter et stort flop med Nemesis i 2002, kommer Star Trek tilbage. Det er ikke nok at tilfredsstille de gamle fans, så filmen henvender sig til et bredt publikum: Dem som ikke tidligere har været i kontakt med sagaen og ser science fiction som en mainstream-genre tæt på actionfilm, for eksempel.

For at muliggøre denne forandring med succes blev J. J. Abrams hyret som instruktør. J. J. Abrams er kendt for at opfinde spyfy-serien Alias og at rejse gennem tid og sted i Lost. På film har han bevist, at han kan styre store action-produktioner med Tom Cruises M:I: 3 og bruge nye marketingstrategier med Cloverfield. Abrams har indrømmet, at selv om manuskriptforfatterne var store fans af serien, var han det ikke selv. Han tilbyder derfor en ny vinkel, som blander sproget fra Star Wars med Star Trek-verdenen. Resultatet kan ikke være mere lige i øjet.

I stedet for at fortsætte med de gamle historier, placerer Star Trek os i begyndelsen af begyndelsen. Vi møder først George Kirk (James’ far). Narada-skibet, hvis kaptajn er Nero (en ond og ugenkendelig Eric Bana, Hulk og Troja), angriber Kirks USS Kelvin og viser en stor interesse i at finde Spock. Situationen bliver umulig for USS Kelvin, og Kirk har ikke andet valg end at beordre hele besætningen til at evakuere skibet og selv lede det direkte mod Narada. Liv og død blandes. Mens Kirk senior er på vej mod døden, er hans kone Winona (Jennifer Morrison, Cameron fra House M.D.) ved at føde babyen James. Man ved allerede, at Kirk bliver en helt, men man er ikke så sikker på, hvad der vil ske med James.

Efter denne bemærkelsesværdige indledning kommer man rigtigt i gang med Kirks og Spocks historie. Formålet med dette biografiske overblik er at vise, at de begge to er anderledes, og at skabe to antagonistiske men supplerende figurer. J. J. Abrams har ikke skjult sine intentioner om at styrke den menneskelige vinkel og gøre deres forhold mere ”menneskeligt” (hvis man tager i betragtning, at Spock er halvt menneske). James’ (charmende spillet af Chris Pine) historie er lidt kliché-agtig: Han lever livet på kanten og vil spille en outsider, som aldrig bliver en fuldstændig taber, fordi han er en naturlig sejrherre. Et af de få latterlige momenter i filmen er faktisk, når James, som barn, kører for stærkt i bil og springer ud, lige præcis før bilen falder ned af et klippebjerg. Heldigvis forsvinder frygten for, at filmen går galt, igen efter denne scene.

Til gengæld er Spocks (jeg kan ikke lade være at blive bange, hver gang Zachary Quinto som Spock bliver sur og minder mig om den ubarmhjertige Sylar fra Heroes) barndom og ungdom mere spændende. Han vokser op i Vulcan og bliver stigmatiseret pga. hans menneskelige arv, da faren er fra Vulcan, men moren (Winona Ryder, som nu er på den alder i Hollywood, hvor hun bliver nødt til at spille ”voksenroller”) er menneske. Han betragtes som ufordelagtig, fordi han har menneskelige følelser og ikke kan styre dem, som alle Vulcanere gør. Både vrede og stolthed skelner ham fra hans egne. Det er ingen hemmelighed, at den multikulturelle problematik og måden at opføre sig på over for den Anden altid har været en del af Star Treks filosofiske verden.

Den første kontakt mellem James og Spock er ikke særlig venlig og sådan fortsætter det i lang tid, før de lærer at værdsætte hinanden. Mens James er på akademiet, snyder han i en prøve, som er blevet forberedt af Spock. Under træningen præsenteres andre relevante personer, som lægen og Kirks bedste ven Bones, og den flersprogede Uhura (Zoë Saldana, som er et seriøst bud på den næste scifi nørd-muse efter hendes rolle i Avatar), som repræsenterer afrikanerne eller afroamerikanerne. På USS Enterprise, skibet med de bedst kvalificerede besætningsmedlemmer, sammensættes billedet blandt andet af den modige Hikaru Sulu, med navnet Asia (eller det asiatiske fællesskab i USA), og den sjove Pavel Chekov, som er russisk og følgelig et symbol på slutningen af fjendskabet mellem USA og Sovjetunionen. Alle sammen eksemplificerer de fordelene ved det tværkulturelle, harmoniske samarbejde, baseret, ifølge den amerikanske mentalitet, på fortjeneste og personlige kvalifikationer. Erhvervslederne er stadig langt bagud i forhold til Enterprise, når man tænker på, hvordan man skal lede mangfoldighed.

Plottet fortsætter med mange symbolske gensyn og sammenstød: Kirk og fremtidens Spock (det ville tage for lang tid at forklare…), nutidens Spock og Nero, og Kirk junior og Nero. Den sidste kamp er ikke skuffende, og det er udviklingen af historien heller ikke. Man skal fremhæve, at fremtidens Spock bliver spillet af den oprindelige Spock, Leonard Nimoy, som et bevis på, hvor klogt J. J. Abrams har forenet respekten for den klassiske Star Trek med den nødvendige fornyelse. Med en succesfuld blanding af aktion og filosofi er Enterprise klar til at rejse igen. Kun en enkelt indsigelse: Jeg har stor sympati for den multikulturelle Star Trek, især i disse tider hvor USA håndterer sin rolle som global supermagt uden viden og respekt for den Anden. Derfor er det lidt bekymrende, at der ikke er plads til Neros folk fra Romulus i Federation. Efter Berlinmurens fald findes den helt Anden, som er ekskluderet og samtidig kan være fjernet fra det velfungerende samfund. Kirk og Spock, vi ved godt, at I kan gøre det bedre!