Hvis man har fulgt lidt med i Anders Matthesens mangefacetterede karriere indtil nu, kan man ikke andet end at blive en smule overrasket over hvor bredt denne selvlærte komikers talent spænder. Ikke alene har han med sit selskab Duckpower sørget for at have en masse af Danmarks pt. bedste komikere i sin stald, men han sørger også på denne måde at have nærmest fuld kontrol over sine stand-up udgivelser, som alle byder på meget spændende materiale ud over hovedshowet.

Matthesen kan dog meget andet end at styre sit firma - fra Terkel i Knibe over Jul på Vesterbro til de førnævnte, meget gennemførte, stand-up shows som Anden på Coke, hvor han dels synes at komme med referencer til det absurde teater og Antonin Arteaud men samtidigt overraskende afslutter showet med rituelt at henrette sin mest kendte figur; Stewart Stardust. Dertil kommer ”Andens” involvering i bl.a. reality tv med Comedy Kuren og er det ikke nok kan man endog opleve ham som sanger/rapper på de to CDere han i skrivende stund har udsendt. Kort sagt, har Anders Matthesen sat barren utroligt højt for mange forskellige typer af humor og showmanship herhjemme.

Hans seneste standupshow, som er optaget på det Kongelige Teater ramte, som mange af de andre ting han laver, lige ned i den nerve som man måske kan se som en fællesnævner for i Matthesens projekt, nemlig en satirisk revselse af Danmark og danskere, tilsat en portion slet skjulte, humanistisk orienterede, østerlandsk-filosofiske overvejelser om hvad der monstro sker, hvis man ikke behandler sit liv og de mennesker man møder med den nødvendige respekt. Samme udgangspunkt og tematik er i al fald at finde i hans spillefilm Sorte Kugler, der må siges at være Matthesens bedste bud på en regulær folkekomedie – i hvert fald efter det Olsen-Banden-agtige DVD omslag at dømme.

Sorte Kuglers handling er dog et pænt stykke væk fra de mest folkelige komedier, for selv om den både har en egentlig bred appel, så søger den hverken de allernemmeste grin, eller mod lavkomisk plathed, men vil i stedet gennem komedien løfte en velment (men lettere belærende) pegefinger til alle de danskere, der ræser fortravlet rundt på jagt efter materielle goder, penge og personlig succes, alt imens deres nære relationer falder fra hinanden, på grund af manglede opmærksomhed, kærlighed og tid.

I filmen, som Matthesen selv har skrevet, instrueret og lavet kommentarsporet til, spiller han den højst usympatiske ejendomsmægler Alex Klein, der på grund af bankkrisen, har mistet sin liebhaverbolig og nu er tvunget til at bo i sin kærestes gamle lejlighed, sammen med hende og parrets datter. Han forsøger modvilligt at få den forhenværende bolig solgt, men de der kommer for at se på den mener Alex alle er idioter, som ikke kan påskønne den energi og lidenskab han har lagt i at kreere det perfekte hjem for sin familie. Hans chef stresser ham tillige konstant for at få afsluttet handlen og på hjemmefronten er han også irritabel, idet hans kone landede det job som politimand, Alex selv havde drømt om som ung.

Kort sagt er Alex forsmået, indebrændt, pengefikseret og ganske enkelt led og ked af sit liv. Under en hektisk tur i firmabilen, hvor han spilder kaffe i skødet på sig selv ændres Alex’ liv dog radikalt. Han tørner nemlig sammen med en anden bil og ender i en form for limbo, der bestyres af ingen ringere end halvguden Lurifax, enormt oplagt portrætteret af Søren Rislund, der giver vores usympatiske protagonist en ny chance for at vende tilbage til livet. Alex skal i bedste tv-show stil gennem en række prøver, der alt efter hvor godt han klarer dem vil udløse en mængde sorte eller hvide kugler fra det samlede engleagtige dommerpanel, får han flest af de sorte, plotter han sin kurs direkte til dødsriget, får han flest af de hvide, kan han få en ny chance for at rette op på sit liv.

Det resulterer naturligvis i en række meget morsomme tableauer, hvor Alex skal forsøge at styre sine basale drifter, både de rent seksuelle men så sandelig også hans temperament. Iblandet de meget muntre scener er også scener hvor Alex bliver tvunget af omstændighederne til at træffe nogle nærmest umenneskelige valg, valg som synes at lægge op til en filosofisk diskussion om hvordan seeren selv ville handle, skulle man pludselig befinde sig i en sådan situation. Hvorvidt det lykkes Alex at vende tilbage til det liv, som han i bund og grund starter med at hade, skal her være usagt, men Sorte Kugler er bestemt en film der både underholder, men som også gerne vil vække seeren af sin egen navlefikserede døs.

Det fine ved filmen er at den løftede pegefinger aldrig bliver irriterende eller dominerende i forhold til det mere letbenede og pjankede. Det er en komedie med et stort bankende hjerte placeret på det helt rigtige sted og en film som det næppe kan undre nogen er blevet en bragende publikumssucces, da den kørte i de danske biografer i efteråret 2009. Er man derfor bare tilnærmelsesvis fan af Matthesen, eller har man bare lyst til at se en dansk komedie der både fungerer og byder på stof til eftertanke, så er der næppe nogen vej uden om Sorte Kugler.