Selv om det måske ville være på sin plads at anmelde film hver for sig, så synes der også at være en god ide gemt i at sammenligne to udgivelser fra Another World Entertainment, der til trods for at de er ganske forskellige, har det til fælles at de begge er baseret på en af Marquis DeSades måske mest berømte romaner Justine fra 1787.

Rent kronologisk ligger filmene ret tæt på hinanden og fortæller på den måde også en del om den filmkultur de er en del af. Jess Francos version Justine er den, der holder sig tættest til DeSades originalforlæg, for selv om den på ingen måde er lige så vellykket som Francos filmatisering af Eugenie, så følger den i store træk DeSades fortælling. Dertil kommer at den (ulig Eugenie) forsøger at gengive den historiske periode, der er samtidig med DeSade.

Mac Ahlbergs version Justine & Juliette er i kontrast opdateret til at passe til året 1975, hvor filmen blev skabt. Den mest tydelige forskel på de to film er dog hvor Francos film er en soft-core produktion, der forsøger at komme så tæt på grænserne som muligt, har Ahlberg, takket være billedpornografiens frigivelse, kunnet tillade sig at inkludere hardcore elementer i sin fortælling, uden at filmen af den grund bliver til en ren pornofilm. Dertil er der ganske enkelt for megen dialog og handling.

Der er dog ingen tvivl om at begge film har som hovedformål at ægge sit publikum, ved at vise masser af afklædte ungmøer, der på forskellig vis domineres af viljestærke mænd og kvinder. Justine starter, lige som DeSades roman, med en ung pige og hendes søster der bortvises fra klosteret, fordi deres forældre ikke længere har råd til at betale for pigernes dannelse. Hvor den bramfri søster Julie straks beslutter sig for at springe ud i livet som lykkelig luder, er Juliette pigen der søger dydens smalle vej og resultatet er naturligvis at hun lander i situationer som ofret de andre karakterer kan pine, ydmyge og plage.

I den opdaterede version smides pigerne på porten af deres tante som ikke gider dem mere og allerede da pigerne bliver samlet op af en venlig bilist, tilbyder Juliette bilisten en tur i høet som betaling. Justine er naturligvis oprørt over denne handling og forsøger – uden held – at overleve i den store, stygge storby ved kun at være dydig og god.

Francos film er, blandt de to, klart den mest anbefalelsesværdige. Dels fordi den ligger tættest på det oprindelige forlæg, dels fordi filmen simpelthen er langt mere spændende og farvestrålende, end Ahlbergs 75er-setting, hvor skuespillerne også synes at have meget svært ved at finde sig til rette. Det kan da være enormt morsomt at se folk som Otto Brandenburg eller Poul Bundgaard (der begge spiller mindre roller i Justine & Juliette) være synkroniseret til engelsk, men på sæt og vis bliver dette også forstyrrende, idet de folkekære skuespillere, i denne seers øjne, bryder filmens illusion.

Francos film emmer af stemning og absurditet, for selv om Ahlbergs Justine & Juliette har et par udsyrede scener (eksempelvis den ballet/liveshow som vores unge heltinde forsøger at gribe ind i) så kan det ikke konkurrere med Francos sans for farver, beskæring , dramatik og selvfølgeligt af hans bedre forståelse af DeSades filosofi, selv om den på ingen måder stikker særligt dybt i nogen af filmene.

Derfor må rådet være, at hvis man er tilhænger af stjernetegnsfilmene og har man lyst til at se et ganske velspillet drama udspille sig i dette forum, bør man vælge Ahlbergs film, men er man mere typen der nyder DeSades værker og foretrækker at se dem fortolket med langt større respekt og visuel dygtighed, så bør man i stedet forsøge sig med Justine.