Når man dør, bliver man en engel og kan gøre lige hvad man vil. Derfor er døden også et værdigt alternativ til livet, som vi kender det – eller i hvert fald som 16-årige Lilja fra Estland kender det. Hun er overladt helt til sig selv, da hendes mor er stukket af fra et trøstesløst kvarter i et typisk forfaldent østeuropæisk forstadskvarter. I skolen bliver hun moppet selv af læren. Sammen med bekendte – venner vil være alt for stærkt et udtryk her – sniffer Lilja lim, hvilket udgør en kærkommen flugt fra den triste virkelighed, der lader menneskeskæbner udarte til affald.

Lilja 4-Ever er en film med fokus på ungdommar af Lukas Moodysson. Som i Fucking Åmål stiller han skarpt på unge i en overgangsalder. Og han borer sig ind i virkelige problemstillinger med en mikrosociologisk nysgerrighed. Filmen følger meget tæt pigen Lilja gennem et par måneder. Liljas mor har fået en ny kæreste, og sammen med ham tager hun til Amerika. Dagen for afskeden med den østeuropæiske tristesse får Lilja at vide, at hun først skal komme til Amerika ’senere’. Som man forventer, er Lilja nu strandet og overladt til sig selv i en situation, hvor hun kun kan se frem til en endeløs stribe af ydmygelser.

Mosteren smider Lilja ud af den forholdsvis behagelige lejlighed for selv at overtage. De sociale myndigheder er ikke til nogen hjælp – det eneste de gør, er at fortælle Lilja, at moren har opsagt forældreretten til Lilja, som er et ’uønsket barn’. De forsøger ikke på nogen måder at hjælpe hende.

Lilja har én veninde: Natasha. Men efter Natasha har solgt sin krop og senere fortalt, at det er Lilja, der har gjort det, hører venskabet op. Lilja bliver skammet ud som luder, hvilket bidrager til hendes isolation og skubber hende i retning af prostitution. Dette bliver hendes virkelighed, da hun ikke har nogen penge, ikke noget job, der bliver slukket for strømmen og hun har ikke noget mad. Lilja ser godt ud, og hun har ikke svært ved at få kunder.

Et lille lyspunkt i Liljas tilværelse ser ud til at være Andrej, der ikke bare er ude på sex. Andrej er en sød, ung mand, der tilbyder Lilja en ’normal’ tilværelse. Han arbejder i Sverige, og han vil gerne have hende med, så de kan bygge en tilværelse op sammen. Han har allerede skaffet hende et job, så Lilja skal rejse for anden gang – og denne gang kommer hun af sted, men det er uden Andrej, der først vil komme til Sverige ’senere’, da hans mormor er blevet syg. I Sverige bliver hun hentet af Andrejs chef, Witek – og det viser sig naturligvis, at hun er et offer for traficking, så nedturen fortsætter.

I alt dette mister Lilja ikke sig selv. Ligesom Bess i von Triers Breaking the Waves besidder hun et hjerte af guld. Hun udvikler et nært venskab med den forsømte dreng Volodja. De udvikler et søskendelignende forhold. Venskabet mellem Lilja og Volodja er det eneste udtryk for varme i denne kuldslåede film.

Filmen er udpræget realistisk, som man kender fra den engelske realistiske tradition, og som også var udpræget i Fucking Åmål. Indledningssekvensen – og rammen om filmen – med et meget uroligt håndholdt kamera til musik af Ramstein er en fin lille musikvideo, der viser en forslået Lilja på vej til at slå sig selv ihjel.

Et genkommende tema i filmen er englen. Lilja har et billede med en ærkeengel, der holder et barn i hånden. Hun beder aftenbøn ’til’ billedet, og man kunne godt tænke sig, at der var nogen, der kom og tog denne forsømte pige i hånden. Men det sker ikke. Gud er ikke noget godt sted at parkere sit håb ved, finder vi sammen med Lilja ud af. Filmens afsluttende billede af Lilja og Volodja som engle virker i øvrigt ikke særlig godt, selvom Moodyson gør meget ud af, at døden ikke er nogen løsning, og at der ikke er nogen Gud. Det håb, som englebillederne måske indikerer, punkteres af filmen selv, og billederne udtrykker for mig at se en falskhed i filmen. Billederne er påklistrede for at få den stærke pille til at glide ned. Dette har filmen ikke behov for.

Oksana Akinsjina fungerer rigtig godt som Lilja. Hun virker troværdig og brænder igennem lærredet med sin på en gang skrøbelige skønhed og personlige styrke. Moodysson er god til at skildre Lilja som en nuanceret ungdommar. Også Volodja fungerer fint, og man kan ikke lade være med at føle med dette par. Nogle af scenerne virker lidt for konstruerede, men som en lille filmisk fortælling fungerer filmen godt.

Det er klart, at formålet med filmen er at sætte et konkret samfundsforhold til debat, nemlig traficking. Det sociale engagement og kapitalismekritikken fornægter sig ikke. Kritikken retter sig især mod den tingsliggørelse, som er uløselig forbundet med kapitalismens ækvivalensprincip: altså at altings værdi kan måles i penge: også menneskekroppen. Moodysson retter også skytset mod den måde, hvorpå vi behandler fattige og i dette tilfælde Østeuropa. Efter en undertrykkelse via staten kommer vestliggørelsen som en undertrykkelse via markedet. Umenneskelighed er den nødvendige konsekvens. Denne analyse behøver man ikke at være enig i for at sympatisere med Moodysons socialt engagerede film.

DVD-udgivelsen er stort set uden ekstramateriale. Der er nogle temmelig dårlige og intetsigende biografier og informationer, man ikke kan bruge til noget. En række still-billeder fra filmen er udmærkede, men de bidrager ikke med noget særligt.