Film kan drille, og gør det gerne. Det gør Morten Hartz Kaplers seneste film AFR også, men drilleriet er her så åbenlyst, at det ikke bliver troværdigt. Det er dog slet ikke meningen, og derfor underholder filmen ganske godt, mens den samtidig stiller relevante spørgsmål til vores umiddelbare forståelse af referenceformer som fakta og fiktion.

Tænk i denne sammenhæng på, hvad selve ordet INFORMATION betyder eller henviser til: ”in-formation”, i formation, lagt i form (jeg tyvstjæler denne tanke fra Ole Thyssen). Ordet information henviser til selve det at lægge noget andet i en form. Og dette ’andet’ kan således enten referere til virkeligheden eller til en fiktionsverden – eller begge dele. Af samme grund er det hensigtsmæssigt at betegne både fakta og fiktion som referenceformer. Det, der er lagt i form (information), er på den måde en reference. Det er her AFR er problematisk: Den refererer til virkeligheden ved at bruge Anders Fogh Rasmussens og den resterende delegation af danske politikeres udtalelser om noget helt tredje til at fortælle historien om mordet på Anders Fogh Rasmussen.

Samtidig med, at det giver god mening at betegne fakta og fiktion som referenceformer, kan man også omtale dem som stile. Altså har fiktion sin egen stil, mens fakta også har det. Dette er dog mere besværligt at opstille teori for, da stil er hurtigere til at udvikle sig. Men vi kender det alle sammen, når vi tænder for fjernsynet: Det er ofte helt tydeligt, om det vi ser, er fiktion eller fakta. Der er en række kendetegn ved fakta, der fortæller, at det netop er faktuelt orienteret. Den måde som kameraet bevæger sig på, den måde som personerne taler sammen på, lydsiden kan være mere mudret, mens fortælleformen ofte retter sig direkte mod beskueren. Et dokumentarprogram kan fx have en fortæller, der fortæller historien for kun tilskueren og ikke de implicerede. Disse ting kan således give os et fingerpeg om, hvad det er, vi ser, men samtidig er det netop også disse stilelementer, der kan udnyttes til at skabe fup eller løgn, som man ser det i AFR.

Derfor skal man ikke tænke længe over selve fortællingen i filmen, da den er for så vidt ganske morsom men lidt banal. Det, filmen stiller spørgsmålstegn ved, er vores stiltiende indgåelse af kontrakter med faktaformen, der så nem at manipulere (selvom Morten Hartz Kaplers selv spiller Foghs morder). De stiltræk, der udgør et dokumentarisk indslag, tager vi som seere ukritisk til os som sandhed, eller i hvert fald diskuterbare udsagn. AFR udstiller disse stiltræk gennem en fortælling, der for os alle ikke kan antages som sandfærdig, da vi er ganske vidende om, at Anders Fogh Rasmussen ikke er blevet myrdet. Man kunne dog forestille sig, at en person i en anden kultur eller i en fjern fremtid så filmen og – på grund af stilen – valgte at tro på filmens udsagn. Således får AFR vendt et kritisk blik på vores tro på medier og vores konstruerede virkelighed herigennem. Det er, hvad der gør filmen interessant; det er hvad, der gør filmen vedkommende, men ikke nødvendigvis mindeværdig – sådanne stilbrud er set før.