Det var med lidt bange anelser at nærværende anmelder gik i krig med Anders Østergaards dokumentarfilm om Dan Turéll, for han er en af de få danske forfattere, der har sikret sig en af de mest fremtrædende pladser på hjemmets bogreol. Denne placering kan takkes Turélls enestående evne til at skrive på et durkdrevent dansk, men som samtidig rammer en poetisk nerve, og i hans enestående evne til at være akkurat lige så aktuel og vigtig i dag, som dengang han stadig var blandt os levende.

Frygten bestod mest i udsigten til en dokumentarfilm, hvor Lars Bom – en forhenværende pyjamasklædt banan – var blevet sat til at lege stand-in for onkel D. i enkelte, udvalgte scener. Det er scener – forlød det – hvor han blandt andet skulle spille sammen med Turélls efterladte.

Selvom dokumentarfilmgenren efterhånden har revet sig fri fra ideen om en 1:1 relation til virkeligheden (se eks. film som Waltz with Bashir, Persepolis, samt en række af Michael Moores film), så forekom tanken om at lade Turélls kone eller gamle mor stå overfor en skuespiller klædt ud som Turell umiddelbart altødelæggende. Men da instruktøren samtidig er en af de mest visionære og bedste danske dokumentarister i øjeblikket, en som tidligere havde imponeret med filmen om Hérge (Tintin og mig) og Gasolin, så blev frygten heldigvis overvundet. Og heldigvis for det – for Østergaards film er intet mindre end en glimrende lille film om et meget stort menneske.

Østergaard blander på mest elegante visuelle vis fortid med nutid, arkivklip med førnævnte skuespiller til at tegne en kærlig hyldest til en forfatter, som ikke kun lever videre i bedste velgående takket være sin store, omfangsrige produktion, men som også i tid foregreb meget af den selviscenesættelse, der efterhånden er blevet til en fast del af forfatterjobbet. Der var mange, der i sin tid ikke brød sig om Dan Turéll, men uanset om man kunne lide ham eller ej, kendte alle til ham, takket være gedeskægget, den sorte hat og matchende neglelak.

På små 50 minutter er der naturligvis ikke tid til at dykke ned i alle de krinkelkroge, som kendetegnede et desværre alt for kort liv, men Østergaard synes alligevel at komme rimeligt tæt på manden bag førnævnte image. Filmen bruger konsekvent Dans karakteristiske fortællerstemme, og med en stor researchmæssig omhu er der blevet dykket ned i et omfattende arkivmateriale for at finde præcis de brudstykker, der er nødvendige til at skabe en filmisk fortællemæssig helhed. Det kan godt være, at der er de, som vil finde det manipulerende og grænsende til det absurde, men selvom filmen godt kan føles som et medieret cut-up af et helt liv, fungerer det stadig upåklageligt. Det er drønunderholdende, og effektjageriet kommer på ingen måde i vejen for Dan Turéll selv.

Som om dette filmiske kludetæppe ikke er nok, så byder DVD udgivelsen på en sand guldgrube af ekstra lir i form af en anden disc, der rummer næsten tre timers arkivmateriale fra DR. Selv undertegnedes første tv-transmitterede oplevelse med Dan Turéll – DRs udsendelse Lørdagshjørnet fra 1979 – er at finde her. I udsendelsen kan man – i den bedste monopolsendetid – opleve onkel Dannys samtale med Kurt Møller Madsen og levere en memorabel oplæsning af digtet ”For meget, mand” til tidstypisk jazz-akkompagnement. Det er ikke kun ren nostalgi for 70’erbørn, men man opdager også hurtigt, at Turélls syn på eks. Danmarks narkopolitik, synes at være lige så rigtig i dag, som den var dengang, programmet blev sendt første gang – der er bare ikke noget, der har ændret sig en skid siden ’79, mand.

Er man derfor fan af Turéll, eller planlægger man at blive det, er denne dobbelt-DVD virkelig et fund. Dokumentarfilmen er fin, men det er mindst lige så fantastisk at dykke ned i den anden disk, som byder på Dan Turéll for fuld damp om emner, der strækker sig fra kriminallitteratur, over kokain, til Anders And.

Turéll er og bliver en ener, ikke kun gennem sit forfatterskab, men også gennem sin ukuelige evne til at indtage en privilegerede position som fornuftens stemme i et medielandskab mest af alt forhippet på at feje tingene ind under gulvtæppet eller på ikke at tale om det, der virkeligt betyder noget – en stemme der i den grad synes at mangle i den ofte selvforherligende, overintellektualiserede kulturdebat, som alt for ofte er den eneste, der er at finde i de sene aftentimer på DR2.